Tillykke med de 81 år, Philip: 10 essentielle Roth-bøger

For snart halvandet år siden proklamerede amerikansk litteraturs grand old man, Philip Roth, sit skrivestop. Det skal ikke holde os tilbage fra at kigge tilbage på en karriere, der reelt er uden sidestykke i nyere amerikansk litteraturhistorie. Den 19. marts giver os endnu en anledning: Philip Roth fylder 81 år.

Good Bye Columbus - PR

I november 2012 gik historien om den store, amerikanske forfatter Philip Roths “karrierestop” verden rundt, som var der tale om en stor sportsstjernes sortie eller en filmstjernes sidste buk foran kameraet. Det burde måske ikke komme som den store overraskelse, at en (meget snart) 80-årig forfatter med mere end 30 bøger på værklisten, siger stop, mens legen er god. Men i tilfældet Roth kom det alligevel som lidt af et chok: En Philip Roth, der ikke skriver bøger, er lidt som at forestille sig Paven forlade organiseret religion, som Daily Telegraph på humoristisk vis formulerede det.
Philip Roth udgav sin første bog – ‘Goodbye, Columbus’ – som 26-årig i 1959 og har ikke kigget sig tilbage siden. Hans udgivelsesfrekvens har været høj – og kun tiltagende som han er blevet ældre. Han er berømmet/berygtet for sit arbejdsregime, et udtryk for det han selv har kaldt for rendyrket “fanatisme”: Arbejde ved skrivebordet fra morgen til aften 365 dage om året på landstedet i Connecticut (eller i lejligheden på Manhattan). I et interview udtalte han således ved en lejlighed:
Min selvbiografi ville bestå næsten udelukkende i kapitler om mig siddende alene ved min skrivemaskine i mit arbejdsværelse. Samuel Beckett ville fremstå som den rene Dickens til sammenligning.
Vigtigst af alt er det naturligvis, at hans produktion har været af en så uniformt høj standard, ja, reelt uden sidestykke i amerikansk litteratur. Det vil ikke være forkert at anslå, at Roth har 12-14 store værker på samvittigheden. Den samme konsekvente kombination af kvantitativ og kvalitativ overflod stiller ham over – snarere end ved siden af – andre amerikanske titaner fra det 20. århundrede som Saul Bellow, William Faulkner, Ernest Hemingway og John Updike.

Da New York Times for år tilbage indkaldte en række eksperter og forfattere til at sammensætte en Top 25 over de bedste bøger fra perioden 1980-2005, indtog Roth hele syv af placeringerne (førstepladsen måtte han dog overlade til Toni Morrisons ‘Beloved’)! Alene dette numeriske faktum (eller kuriosum) siger meget om hans produktions standard og, naturligvis, i hvor høj grad han er værdsat på parnasset.
Der ER få mindre gode værker i det samlede oeuvre, ikke mindst det absolutte lavpunkt ‘The Humbling’ fra 2009 om den ældre skuespiller Simon Axler, hvis muse har forladt ham og hvis angivelige eneste udvej er selvdestruktion. “Plottets” mistrøstige omfavnelse af en skingert beskrevet seksuel perversion og et patetisk (snarere end rørende) selvmord er en sørgelig parodi på temaer fra mere vitale dele af forfatterskabet. Roth sluttede dog hæderligt af med polioudbrudsromanen ‘Nemesis’ fra 2011, der indbragte ham (endnu) en “International Booker Prize” til samlingen.

Historien om Roths skrivestop blev først bragt via et eksklusivt afslørende interview i et fransk magasin og blev siden støvet op af alverdens medier i en ruf. I interviewet angiver Roth to primære grunde til sit stop (og ingen af dem har eksplicit med hans fremskredne alder at gøre, som man måske kunne forvente):

nemesis - rothHan genlæste for det første efter færdiggørelsen af ‘Nemesis’ sine favoritforfatteres (heriblandt Turgenjev, Hemingway og Conrad) værker samt i forlængelse heraf hele sit eget forfatterskab. Status blev, at han var stolt af sit værk, men heller ikke kunne se, hvad han kunne tilføje til det (andet end stadigt mere middelmådige romaner i samme ånd).

For det andet udtrykte han, at han ikke længere følte sig som en del af “den amerikanske virkelighed”. Efter fyrre år ved skrivebordet, følte han, at han havde mistet forbindelsen til livet, som det udspiller sig i Amerika anno 2012 – og ergo næppe havde noget interessant at sige om det:

Jeg er 78 år. Jeg ser Amerika på mit tv, men jeg tager ikke del i det længere

Hvad er der tilbage at sige? Jo, amerikansk litteratur er en levende, krasbørstig størrelse, der nok skal overleve tabet af dens måske vigtigste stemme. Hvis der ikke umiddelbart er oplagte aftagere til Roths krone (eller tornekrans, alt efter hvordan man ser på det), er der dog et kuld af yngre forfattere, der holder sprogets fane højt og blafrende (ingen nævnt, ingen glemt).

Nedenfor følger en liste over Roths 10 mest essentielle værker fra en karriere, der stilistisk og indholdsmæssigt spænder vidt, men samtidig har klare fokuspunkter og tilbagevendende tematikker: Roth har måske bedre end nogen anden formuleret splittelsen i den amerikanske erfaring i tiden efter Anden Verdenskrig. En splittelse mellem religion/etnicitet og liberalisme/sekularisme, mellem traditionsbevidsthed og selvudfoldelse, mellem autoritet og anti-autoritet, mellem fællesskab og individualitet, mellem virkelighed og fiktion (og i forlængelse heraf, mellem forfatter og værk).

Det sidste er måske det centrale hovedspor i hans forfatterskab (selvom det er nærliggende, men også lidt for belejligt at fremhæve det jødiske som genkommende motiv: Roths protagonister er ofte jødiske mænd (i forskellige faser af livet, som regel ca. der hvor Roth selv har befundet sig – i skrivende stund – i sit eget livsforløb):

Det er en undersøgelse af virkeligheden som fiktion og fiktionen som virkelighed, der har fremprovokeret eller forløst mange af Roths største værker. Han er optaget af, hvordan mennesker skaber og opretholder fortællinger om sig selv for at forstå sig selv eller vise et ansigt frem som omverdenen kan relatere til (eller beundre). Roth er interesseret i de virkelighedsmarkører, vi sætter i centrum for vores liv: Formuleringen af masker og overlappende identiteter er en måde at håndtere en virkelighed, der ikke kan indfanges, men bestandigt er i flux.

Det har været Roths evne til at iscenesætte de nævnte grundkonflikter i den moderne erfaring i en ramme, der samtidig har fungeret som en kommentar til og refleksion over relevante samfundsmæssige problemstillinger knyttet til de etniske/religiøse/akademiske/klassemæssige/mentale skel, der influerer på de liv, vi lever og den tid, vi tager del i.

En ting er således substansen i Roths værk, men formen kendetegner ham i mindst lige så høj grad. Roth har udnyttet en komisk-ironisk skrivestil, en aldrig svigtende evne til at sætte ting på spidsen og provokere sit publikum. Han er grænsesøgende, respektløs og ikke bange for at udfordre fornuftens tyranni eller sædvanens magt. Han hylder i mange af sine bøger det umodne og ansvarsløse som et modsvar til at leve et trygt, men “uautentisk” liv.

Nu hvor strømmen er sluppet op og kilden tørret ud, er der en kærkommen og betimelig anledning til at samle op og se tilbage:

 

10 essentielle Philip Roth-bøger:

 

10. ‘Everyman’ (2006)

everyman-philip-rothFra Roths sene værk er det værd at fremhæve kortromanen ‘Everyman’, der på sprogligt nøgtern, men formmæssigt opfindsom vis belyser det vilkår, at vi alle skal dø. Alderdommen er ikke en kamp, den er en massakre, hedder det i et værk, hvor den navnløse og gudløse protagonist beretter om sin sygdomshistorie, identitetskampe, skilsmisser, fortidens seksuelle eskapader samt en ømt detaljeret genkaldelse af immigrantfarens urmagerforretning i årene efter krigen, der for læseren er som en ø af varmblodet nostalgi i et hav af ufravendt ærlighed og uforblommet illusionsløshed.

Roth udviser i denne kortroman en eksemplarisk tematisk og formmæssig kontrol: Vi starter ved den afdødes kiste, hvor hans venner og familie er samlet omkring ham, klar til at foretage begravelsen. Herefter henvender protagonisten sig til læserne (snarere end den Almægtige Fader, som han ikke tror på) og beder implicit om forståelse, sympati og ultimativt en form for tilgivelse eller forsoning for de valg og fravalg, hans liv bestod af. Hans dommedag har ikke noget med religion at skaffe, den er et ærinde mellem ham selv og læseren. Protagonistens viljestærke fornægtelse står i kontrast til formuleringen af en af Roth smukt afstemt sårbarhed, forundring og forvirring, som livet rinder ud og kroppen giver op.

9. ‘Patrimony’ (1991)

Roths selvbiografiske fremstilling af faren Herman Roths sygdomsforløb og død sidst i 80‘erne. Et ømt portræt af en stædig og hårdnakket, men også hjertelig far som udgangspunkt for en diskussion af den fædrene arv, Roth både i konkret forstand, som sin fars søn, og i mere abstrakt forstand, som jøde, konfronteres med under og efter sygdomsforløbet.

Roth hæfter sig ved farens utroligt levende hukommelse – et skatkammer af historier, der alle som én knytter sig til bydelen Newarks lokalkolorit, alle dens jødiske skæbner og fortællinger. Det er denne fortælling om og erfaring af jødisk liv og gerning – en fokus på hukommelse og minder – der er omdrejningspunktet for farens opfattelse af sit eget liv og i videre forstand jødisk identitet – snarere end specifik religiøs praksis eller fjerne mytologiske abstraktioner.

Denne lektie tager Roth med sig – og viser for første gang i sit forfatterskab en tendens i retning af at omfavne eller drage omsorg for – og i kraft af bogen som vidnesbyrd, videreformidle – det jødiske.

8. ‘The Ghost Writer’ (1979)

Ghost_writer_Philip_RothI midterdelen af sin karriere var Roth besat af tanken om alter egoer. Hans mest vedvarende af slagsen var Nathan Zuckerman, en populær amerikansk-jødisk forfatter, der i seriens første bind har søgt tilflugt hos en ældre mentor E.I. Lonoff (modelleret over den ældre forfatterkollega Bernard Malamud) ude på landet, efter at hans debutbog har vakt anstød blandt konservativt indstillede jøder (en klar parallel til omstændighederne omkring Roths egen debutbog, se nedenfor). Zuckerman føler sig draget af den unge kvinde Amy Bellette, der står i et nært forhold til Lonoff. Han forestiller sig, at hun er Anne Frank, der efter at have overlevet krigen har fundet sig hjemme i et amerikansk eksil.

‘The Ghost Writer’ er den mest neddæmpede og sprogligt præcise af Zuckerman-bøgerne. Den er hverken skrydende eller ironiserende som de senere bøger i serien. Zuckerman er endnu ung og nem at imponere. Roths prosa er koncis og toneren; den næsten gennemlyser siderne med sin åbenlyse forundring og længselsfulde forventning. Zuckermans fremtid er endnu fuld af løfter.

7. ‘Goodbye, Columbus’ (1959)

Roths debutværk består i en kortroman og fem noveller, der øjeblikkeligt gav ham opmærksomhed, også af den mindre rare slags: En række amerikanske rabbinere anklagede således forfatteren for at at give den ikke-jødiske majoritet ammunition til at falde tilbage i antisemitiske stereotyper.

Roth tager udgangspunkt i det Newark, New Jersey som han voksede op i, bl.a. i titelfortællingen, der omhandler en ung jødisk mand, der forelsker sig i en rig, hvid pige, og som ikke kan undslippe skyldfølelsen over at leve et liv uden skam som en fri amerikaner.

‘Goodbye, Columbus’ handler om jøder i Amerika, der er udspændt mellem en bevidstløs assimilering uden tanke på det kulturelle og identitetsmæssige værditab på den ene side og en bevidstløs fornægtelse af integration og udvikling på den anden. På den ene side er der den lokkende sirenesang af alt det, som Amerika som drøm og virkelighed inkarnerer, og på den anden side den i overført forstand ældgamle indre stemme, der formaner jøden til at holde fast ved Toraens påbud, der er større end det enkelte liv. Novellerne formulerer en splittelse mellem den individuelle vækkelse til at gøre sig fri og selvstændig fra den arv, som gruppen har påtvunget den enkelte, og mellem en gruppeidentitet, der per definition er “rigtig” og “sand” og “eviggyldig”, men som holder jøden uden for det omkringliggende samfund, hvis fristelser kalder netop på individets private drømme, lyster og forhåbninger. At valget om at følge individets vej, for så vidt blot medfører, at jøden melder sig ind i et nyt og større (og på sin egen måde, tvingende) fællesskab, nemlig det amerikanske, er en pointe Roth udnytter på sublimt ironisk vis.

Aldrig har Roth skrevet med så ubesværet lethed om svære emner. Der er tydeligvis tale om en ung forfatter, der endnu ikke er hærdet af modstand, fordømmelse, succes og berømmelse, men bare gør det han er bedst til uden bagtanke: at skrive blændende prosa.

6. ‘Operation Shylock’ (1993)

Hovedpersonen “Philip Roth” får et nervesammenbrud og rejser til Jerusalem for at overvære retssagen mod John Demjanjuk, den angivelige “Ivan den Grusomme” fra Treblinka-lejren under Anden Verdenskrig. Her blandes han ind i en intrige, der involverer både palæstinensere, den israelske efterretningstjeneste Mossad samt sin egen dobbeltgænger.

I ‘Operation Shylock’ indfanger Roth tydeligt jødens fornemmelse af dobbeltidentitet:

Inside every Jew is a mob of Jews. The good Jew, the bad Jew. The new Jew, the old Jew. The lover of Jews, the hater of Jews. The defiant Jew, the appeasing Jew. The Jewish Jew, the de-Jewed Jew. A three-thousand year amassment of mirrored fragments.

En vanvittig begavet forvekslingshistorie, hvis maskespil er delvis baseret på faktiske hændelser og delvis på det pure opspind. Men hvad er hvad? En af Roths mest veloplagte variationer over alter ego-genren, som han var så optaget af i hele karrierens midterstræk.

5. ‘American Pastoral’ (1997)

american-pastoral-PRRoths fejrede og feterede Pulitzer-vinder er hans mest åbenlyse forsøg på at lave “Den Store Amerikanske Roman”. Den finder sted i 1960ernes Amerika i malstrømmen fra forandringens vinde. Den reelle og hårdtarbejdende Swede Levov er en fuldt assimileret amerikansk jøde med fokus på velstand og social opstigen, hvis liv forvandles fra den landskabsidyl, titlen indikerer, til et amerikansk mareridt efter realiseringen af den fuldendte fantasi om WASP-idyl. Hans datter Merrys tilhørsforhold til en venstreradikal terrorgruppe med et menneskeliv på samvittigheden åbner for en ormegård af problemer i familiens liv (udover datterens flugt, bl.a. konens nervøse sammenbrud).

Roth skaber en fortættet, men stort udfoldet mosaik over en kompleks amerikansk virkelighed, hvor Freuds teori om “det fortrængtes genkomst” får et blodigt, ildevarslende ansigt i den livsforsagende Merry Levovs skikkelse. Assimilationen er ikke problemfri, advarer Roth. Den hjemsøger sine børn…

Problemet synes at være, at Swede Levov ikke reflekterer over sin egen skæbne, men bevidstløst overtaget idealet om det perfekte, fnugfri amerikanske liv helt uden omtanke. Det statiske drømmebillede udfordres af datterens uforståelige valg, men det er allerede for sent for Swede: Han kan ikke ændre sig, han er fanget ind i det idealiserede begreb om Amerika, som han (med held) har forfulgt hele livet. Hans tragedie er, at han har glemt at forholde sig til sit faktiske liv, sin arv og sit eget værd som menneske. Merrys fanatiske modreaktion udstiller således faderens konforme tankeløshed og refleksionsløshed.

4. ‘The Counterlife’ (1986)

I ‘The Counterlife’ forholder Roth sig (i den femte bog i Zuckerman-serien) for første gang til den mentale og kulturelle barriere mellem amerikansk eksil-jødedom og den israelske kulturs mere radikaliserede varianter. Bogen handler også om den stille antisemitisme i det bedre britiske borgerskab. Zuckerman opfattes således som ikke-jøde i Israel, men identificerer sig som jøde i mødet med et England, der er kemisk renset for et jødisk islæt. New York er fristedet. Her kan han finde ro og identifikation som både jøde og amerikaner eller som slet og ret menneske. Det “mod-liv”, som titlen omtaler, er evnen til at rumme paradokserne ved at være menneske og at gøre op med de fiktioner (fx om det særligt amerikanske eller jødiske, jævnfør også ‘American Pastoral’), der bliver kunstige rettesnore for de enkelte liv.

‘The Counterlife’ er et dristigt formmæssigt eksperiment, der på intelligent (men kompliceret) vis binder fire separate dele sammen til en helhed, der er oplysende og opløsende i omtrent samme grad. For den tålmodige og grundige læser høstes der store belønninger i kraft af de intrikat sammenfiltrede plottråde, der på fornem vis finder en form for resolution i et værk skrevet af en forfatter, der sprogligt, tematisk og tankemæssigt er på toppen af sin formåen.

3. ‘The Human Stain’ (2000)

Human_stain - PRI ‘The Human Stain’ bruger Roth sin Nathan Zuckerman-figur som en relativt passiv fortællerstemme, der, bogstavelig talt, er sat til at fortælle den rigtige historie bag den heksejagt som hans nabo, den tidligere universitetsprofessor Coleman Silk, er blevet udsat for – i sidste ende med døden til følge.

Zuckerman forbliver i baggrunden af historien: Det er Silks fortælling der er i fokus: En utrolig historie om et langt liv i fornægtelse af hans egen fortid (som barn af sorte forældre), et seksuelt forhold med en ung rengøringsassistent på universitetet, en uoverlagt tilfældigheds fatale konsekvenser, der i videre forstand er en fabel om fordomme.

Man kan diskutere hvor troværdig rammefortællingen er: Zuckerman kan umuligt vide alt det han fortæller om den nu afdøde Silk, inklusive dennes inderste tanker om selv de mindste detaljer fra barndommen. I den forstand smelter Roth og Zuckerman sammen som en alvidende fortællerstemme, der foregiver at være noget andet, nemlig en part i sagen med begrænset indsigt. Roth problematiserer ikke dette aspekt ved romanens form, så man må formode, at han ikke bevidst ønsker at læseren skal føle skepsis over for fortællingens postulerede kerne af sandhed.

Der er under alle omstændigheder tale om en af Roths tematisk set mest interessante og ambitiøse (foruden velskrevne) romaner. ‘The Human Stain’ er et ætsende stærkt billede på Clinton/Lewinsky-æraens Amerika, hvor beskyldninger og paranoia antændt på baggrund af spørgsmål om race og sex, tager styringen og får bestemmende (ødelæggende) karakter i en offentlighed, der ikke er sen til at dømme. På den vis er romanen en moderne variant over Nathaniel Hawthornes klassiker ‘The Scarlet Letter’.

Roth udstiller i ‘The Human Stain’ på tankevækkende vis i hvor stor grad den politiske korrekthed kan misbruges i bornerthedens og fordomsfuldhedens tjeneste.

2. ‘Portnoy’s Complaint’ (1969)

10 år efter debutsamlingen skabte furore og kontroverser, strammede Roth skruen betragteligt med megasællerten ‘Portnoy’s Complaint’. Protagonisten Portnoy ønsker at tage del i den amerikanske drøm, men føler sig komplet mentalt kastreret af sin jødiske opdragelse og på komisk vis udbreder sig om sit særdeles livagtige moderkompleks – en stereotyp, som Roth vrider til det yderste.

Bogen består i én lang, rablende monolog, hvor den seksuelt frustrerede, euforiske, hadefulde og selvironiske Portnoy leverer en monoman svada om sit livs syndflod af neurotiske komplekser – fortalt fra terapeutens briks.

Det amerikanske sprogs værste gloser er tværet ud over siderne, masturbationsscenerne er mangfoldige (og yderst opfindsomme!) og indholdet viger heller ikke bort fra det decideret pornografiske. Det mest provokerende er dog måske alligevel den unge mands jødiske selvhad, der ikke mindst resulterer i en foragt for kvinder. Det er Roths pointe, at understrege paradokserne i Portnoys selvfremstilling: foragten for den jødiske arv, der pludselig slår over i en sær, undertrykt affektion for selv samme, når han føler sig kvalt i amerikanske arketyper.

En sprogligt rablende tour de force, hvis komik og radikale narrative form finder den tidlige Roth på toppen af sin kreative ydeevne.

1. ‘Sabbath’s Theater’ (1996)

Sabbaths_theater - PRDen tidligere dukkefører Mickey Sabbath er Roths måske mest hæmningsløse figur og alligevel en af hans mest menneskelige kreationer. Mickey er dyrisk i sin relation til andre og dyrker det credo, at han helst skal forarge alle levende væsener på sin færd gennem livet. Intet er for obskønt for Mickey, der engagerer sig i alt fra urinsex til gravskænderi.

Martin Amis har skrevet om ‘Sabbath’s Theater’, at det er en bog, hvor man skal lede aktivt efter de ikke-beskidte passager! Men bogen er meget mere end bare en pervers provokation, den er en dybtfølt skildring af en mand, der har mistet og forsømt så meget, at han ikke kan tilgive sig selv. Hans evner er væk, hans magi er forsvundet. Nu raser han blot mod livet, sine medmennesker – og mod døden.

Roth er mageløs uforblommet og klartskuende i sit syn på eksistensen: Sabbaths konstante konfrontationer er en angrebsstrategi præget af lige dele selvforglemmelse og et forsøg på at skjule over for andre hvor mislykket et liv, han lever og hvor sørgeligt, det ser ud til at skulle ende.

Slutlinjerne (de bedste i moderne amerikansk litteratur?) siger (næsten) det hele:

How could he leave? How could he go? Everything he hated was here.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>