’The Wolf of Wall Street’

Martin Scorseses tre timer lange film er overraskende energisk, kompromisløs og inspireret, men den legendariske instruktør er samtidig så forhippet på at undgå at virke moraliserende, at filmens excesser bliver monotone og derfor i sidste ende uvedkommende.

Det er sådan set tydeligt, hvad det er, Martin Scorsese gerne vil opnå med sit pumpende portræt af 90ernes fest på Wall Street, hvor sex, stoffer og overvældende rigdom var dagens orden for de heldige og skruppelløse. Det er ligeledes tydeligt, hvad det er, han forsøger at undgå at reducere sin egen fremstilling til.

wolf-of-wall-street-poster2-610x903Scorsese (og manuskriptforfatteren Terence Winter) tværer beskuerens blik til med børsspekulanten Jordan Belforts hedonistiske udskejelser til et punkt, hvor fascination afløses af frastødning, og hvor det vedholdende bombardement af manisk energi og stormen af kokain og quaaludes når kvalmegrænsen og lidt til. Det kan man kalde kompromisløs filmkunst (hvilket det for så vidt også er), men man kan også vælge at se på det som en for enstrenget fremstilling af en tid, et miljø og en stemning, som garanteret havde/har flere facetter.

Det er ikke menneskeligheden, tvivlen og omkostningerne ved Belforts bestræbelser, filmen ønsker at betone, den går i stedet i clinch med selve dekadencen, som den fremstiller slavisk og uden ophør. På den måde får vi et indblik i Belforts og hans kumpaners maniske opførsel, men vi får sjældent et indblik i ,hvorfor de opfører sig, som de gør; med andre ord, hvad der ligger bag manien (hvis ikke ligefrem megalomanien).

Scorsese har valgt sin form og forfølger den lige til målet. Han lader billederne tale for sig selv. Bare det at fremstille og passivt formidle Belforts overdrevne livsstil indebærer en kritik, fordi enhver rettænkende person vil føle afsmag for det repræsenterede. Scorsese har vurderet, at en for tydeligt moraliserende pegefinger ville have kostet på den kunstneriske konto, hvilket kan være sandt nok, men han overser, at monotonien har narrative begrænsninger, der især knytter sig til de endimensionelle karaktertegninger.

’The Wolf of Wall Street’ er på enkeltsceneniveau det mest vitale, vi har set fra mesterens hånd siden i hvert fald ’The Departed’ (2005) og måske endda ’Goodfellas’ (1990). Det er en skam, at denne vitalitet i længden bliver at ligne med at skære en grimasse. Den slags er som bekendt anstrengende i længden.

I lange stræk i filmens første syv kvarter er energien ægte smittende, fordi komikken og absurditeten går så godt i spænd med dramaet. De to ting smelter sammen. Det er i disse scener (mens Belforts firma bevæger sig længere og længere op i stratosfæren), at Leonardo DiCaprios eminent fysiske gestaltning af Belfort kommer fuldt til sin ret. DiCaprio er ikke en stor intuitiv skuespiller, han er mere den disciplinerede håndværker, der kæmper med sine roller. Det ser man endnu en gang i ’The Wolf of Wall Street’, men her giver det vitterligt pote. Belfort er nemlig total overflade, et symbol på eller et signal for tidens dekadence og DiCaprios ansigtsmimik, der i andre roller kan forekomme manieret og tillagt, er her selve pointen. I længden bliver denne overdrevne fysiske spillestil dog en hæmsko for DiCaprio og for filmen, da nedturen (da først den sætter ind) ikke kalder på samme hæmningsløse endimensionalitet. Belfort (i DiCaprios fremstilling) surfer selvtilfreds og vellystigt på overfladen, men bunden og dybden under den kan hans udvendige og glatte disciplin ikke fange. Det samme er for så vidt tilfældet med Jonah Hill i rollen som Belforts foretrukne højrehånd. Også her stivner grimassen, efterhånden som filmen farer vild i sin egen hårdt optrukne cirkel af storhedsvanvid og amoral.

Lige så fascinerende og momentant tilfredsstillende det er at se Belfort og co. gå amok med dværgkastning, marchorkester, sex, strippere, luksusludere og fester på dyre yachts og lige så veloplagt skuespillerne indledningsvis formår at kanalisere miljøets kunstige boble af manisk energi, lige så lidt tilfredsstillende er det at se selv samme drama størkne i en nedtursspiral, der ikke kalder på refleksion eller dybde i karaktertegningerne, men snarere i en lang række scener, hvor vi nok præsenteres for (og i enkelte scener, endda svælger i) nedturen, men følelsesmæssigt strejfer filmen kun krusningerne på overfladen. Det tonale skift væk fra den rene sorte komedie skaber en uoverensstemmelse imellem instruktion, manuskript og skuespil, der efterlader filmen i et monstrøst skyggeland mellem farce, tragedie og seriøs dramatik. Hill og DiCaprio prøver at betone disse aspekter, men de er sjældent i sync med filmen, der omgiver dem (måske et resultat af en proces, hvor der angiveligt er klippet ned fra et over fem timers director’s cut til en tre timers biografegnet version?). Noget er gået tabt, eller også mister man bare indfølingen med og interessen for filmen i dens lange, afsluttende stræk, hvor konsekvenserne og dobbeltspillet er i fokus.

På et idémæssigt plan byder Scorseses film ikke rigtigt på et frisk perspektiv på en historie, der, finanskrisen taget i betragtning, er tidstypisk i den forstand, at det er blevet comme il faut at se skævt til finansfyrsternes og bankspekulanternes hærgen. Scorsese og Winter får da også slået fast, at den luftige økonomi den moderne kapitalisme er forvandlet til, er som en glinsende sæbeboble, flot at beskue, men også uendeligt skrøbelig.

Vi ser ikke ofrene, men vi ved, de er derude. Det er sådan set fint nok, at Scorsese ensidigt fokuserer på forbryderne/finanseliten, men han gør måske både dem og os en bjørnetjeneste, eftersom han ikke får sagt meget andet end, at det de gjorde var udtryk for et vanvid, der ikke kunne vare ved. Implosionen var en naturnødvendighed, som den smukt changerende sæbeboble, der brister, når den møder fast grund.

Når ’The Wolf of Wall Street’ er en biograftur værd trods sine markante mangler, skyldes det dels, at energien fra filmens første syv kvarter stadig sidder i kroppen, når man forlader biografen, men også fordi slutningen er intelligent og formår at skabe et perspektiv, der på meget direkte vis konfronterer sit publikum med det, vi har været vidne til. Scorsese sætter et spejl op foran os og beder os om at tage et langt, grundigt kig på os selv (i både konkret og overført betydning).

Det er den slags auteur-fingeraftryk, der gerne måtte have været flere af i en film, der bevidst har valgt en ensidet struktur, som den taber lige så meget ved, som den vinder.

6/10