The War On Drugs ’Lost In the Dream’

The War On Drugs har siden slackerpoeten Kurt Viles exit alt overvejende været sanger, sangskriver og guitarist Adam Granduciels foretagende. Under hans ledelse slog bandet bredere igennem med albummet ’Slave Ambient’ fra 2011 (Vile fik et markant gennembrud som solist med ’Smoke Ring For My Halo’ samme år). Bandets besættende vekselvirkning mellem klassisk rock a la Springsteen, Tom Petty og Dylan tilsat americana, støjende shoegaze-elementer og art-rock har vist sig som en særdeles potent cocktail.

’Lost In the Dream’ er mere eksperimenterende, nuanceret og varieret end sin forgænger. I det store og hele bibeholder Granduciel og bandet et fokus på versdrevne kompositioner, der breder sig horisontalt ud over ofte seks-otte minutter lange forløb (med ofte lange fade-outs) frem for de pop-venlige tre-fire minutter. Granduciel dyrker det monotone sug frem for den dynamiske afveksling, Han lader kun sjældent deciderede omkvæd bryde musikkens horisontale linjer med lokkende, vertikale spændingskurver.

war on drugs coverNår det er sagt, er der så mange krummelurer af nærmest progressivt tilsnit i Granduciels minutiøst studiebearbejdede kreationer, at den melodiske monotoni ikke overvælder sangenes potens. Der er utallige guitarspor, keyboardlinjer, blæserafsnit, små fraseringsforskydninger etc., der gør ’Lost In the Dream’ til lidt af et kunstnerisk kvantespring for gruppen.

Åbningssangen ’Under the Pressure’ er et glimrende case in point. Melodien har lidt af Springsteens trademark hymniske punch, men de susende keyboardlinjer giver sangen et både nostalgisk og futuristisk præg, hvor Granduciel finder frem (eller måske rettere tilbage) til helt basale følelser ved at indfange dem i selvlysende, hi-fi-gevandter. Resultatet er som synet af en majestætisk, svævende ørn, der spejles i en skyskrabers glasfacade.

Denne kombination af traditionsformidling og formnedbrydning er vel ikke hørt bedre i amerikansk rockmusik siden Wilco kombinerede americana med ’Kid A’-knitrende electronica på milepælen ’Yankee Hotel Foxtrot’ (2001).

’Red Eyes’ er triumferende hi-fi-rock – tillige med et regulært omkvæd, der renser luften som et skrig helt nede fra lungerne. ’An Ocean Between the Waves’ leger på overbevisende vis med en Dire Straits-anno-’Sultan of Swing’-muskuløs blues-tyngde. Eller måske er det snarere som en glinsende opdatering af Tom Petty-klassikeren ‘American Girl’? ’Burning’ er medrivende, opadstræbende Springsteen-i-80erne-radiorock og titelnummeret kanaliserer stemningen af en revitaliseret Bob Dylan med Daniel Lanois’ både mudrede og rumklangmættede produktion fra ’Oh Mercy’ som referencepunkt. ‘Eyes To the Wind’ er smuk i al sin fuldendte melankoli, hjulpet på vej af både blæsere og et rystende velplaceret klaverparti.

Granduciels detaljerede sange kalder på en rigdom af referencer, men de trækker aldrig ned for indlevelsen, netop fordi hans kunst har en troldspejlseffekt: Hans sange genspejler fortidens meriterende bedrifter på en måde, så han hævder snarere end kompromitterer sin egenart som kunstner.

’Lost In the Dream’ er et stort værk, fordi det er en hel verden af lyde og stemninger, der både er stilsikker, autentisk og selvberoende på samme tid som det føles som en karruseltur gennem referencepunkter uden ophørsdato.

Lige så meget som Granduciels kunst er inspireret af andre, er den demonstrativt sin egen.

9/10