Superstjerneæraen Revisited: Et tidssignalement

1980’ernes superstjerner udtrykker en dialektik mellem det autentiske og det artificielle. Dette essay undersøger, hvorvidt berømmelse har med tidsånd og projektioner at gøre – og foreslår at de forskellige tiders forhold til begrebet “superstjerne” dybest set afhænger af vores foretrukne demokratiopfattelse.

Man kan med jævne mellemrum, en kende forpustet over kulturens og teknologiens konstante accelerationer, føle behovet for at drømme sig tilbage til mere simple tider, hvor kompleksiteten og fragmenteringen i kulturen var mindre udpræget og dagsordensættende. Til dengang, hvor musikkens store navne var massekultur, en fælles referenceramme på tværs af alder, klasse, køn og kontinenter. Hvor alt endnu ikke var forsumpet til den indforståede, vidtforgrenede nichekultur, der præger dagens musikscene.

Indrømmet: Vi taler på mange måder om en glædelig udvikling, der bl.a. sikrer en udpræget demokratisering og pluralisering af mediet. Alle kan blive til noget, hvis de gemmer på en laptop i soveværelset og kan lægge noget opfindsomt ud på YouTube.

Det er sigende, at bands som Radiohead og Arcade Fire kandiderer til tronen som “verdens vigtigste band” i disse år, når man medtænker det faktum, at de “kun” formår at sælge ca. en million eksemplarer per album (og det er meget højt sat i førstnævntes tilfælde). Det havde i bedste fald sikret dem en status som perifere ledsagefænomener til langt større navne for bare 15 år siden.

Musikscenen er så opsplittet, så fragmenteret i nicher og sub-genrer, at det ikke rigtigt giver mening at tale om superstjerner i sådan gængs forstand. Stjerner for hvem?, må altid være indvendingen.

Findes der overhovedet regulære superstjerner på den moderne, globale musikscene i dag?

Lady Gaga er rigtignok brudt massivt igennem, men hvor mange kan egentlig nynne med på en sang fra hendes sidste album? Og hvor længe bevares nyhedens friskhed, når først chokværdien er væk, og de bizarre kostumer er blevet en vanesag?

Rihanna? Er hun mere end naboens afklædte datter til hal-bal i Herning?

Britney Spears? Hun stavrer stadig førerløst rundt i berømmelsens øvre echelon, men næppe med respekt -eller selvrespekt – i behold…

I dag fortoner 1980‘erne sig som en fjern fortid, “populær kitsch” ved temafester med “sjov udklædning”.

Datidens verdensstjerner var fast forankret i en hierarkiseret hakkeorden, centreret ovenfra og ned omkring MTV-æraens superstjerner; enerådende og skamløst eksponerede worldwide.

Det gode ved denne mere simple (men på sin egen måde, komplekse) tid var jo, at superstjernerne udover at være samlende larger-than-life-figurer, som regel var det af en grund: De kæmpede sig til toppen. De var mere end bare staffage eller kransekagefigurer. De var mere end bare nogens smarte påfund.

I hvert fald til at begynde med. For snart fandtes typer som Kylie, New Kids On The Block og Paula Abdul, der mere var entreprenante bagmænds værk end self made stjerneskud.

Jo, Jackson-familien var et dynasti grundlagt med familiebandet Jackson 5‘s erobring af hitlister og pigehjerter i 60‘erne og Janet coastede selvfølgelig indledningsvist med på brormands bølge. Men historien om 1980‘ernes superstjerner er også den gode amerikanske historie om outsideren, der kæmper sig op til magt, succes og penge ved egen fortræffelighed og flid.

Madonna er et perfekt case in point: Hun startede ud som ludfattig pogo-danserinde i New Yorks mere skumle klubber og brugte det som springbræt til at kreere en ny tids popmusik baseret på en temmelig lo fi klub-lyd.

Madonnas geni har altid ligget i at afkode tiden – kulturen – og give den den drejning, den lige står og mangler. Parret med en usvigelig sans for at håndplukke de rette samarbejdspartnere, at kende værdien af image og sex (og hvor godt de to ting går i spænd, ikke mindst), og en forbilledlig utrættelighed i forhold til ønsket om at forblive relevant og evigt aktuel, er hun om nogen superstjernen par excellence. Hun har såmænd ikke fået noget foræret. Hun har altid udstrålet et begær efter at ville det og at kunne det.

Til sammenligning var Michael Jackson mere inhuman, mere uopnåelig, mere gådefuld. Så fjern fra enhver normalitet, at man ikke så ham som en kunstner, der kæmpede sig frem, men snarere som en naturstridigt talentfuld projektion af tidens tegn og dens fremtidsrettede drømme om alt fra humane robotter, fuld teknologisk kontrol og evigt liv.

Alle de medieskabte historier, der løb som en mare fra 80‘erne og frem, om Michael Jacksons excentriciteter siger formentlig mindst lige så meget om tidens medier og dens forbrugere end om manden selv. Man skabte vitterligt et uhyre, der både kunne tilbedes og siden hen gøres til syndebuk.

Så var der det rå talent – som Prince. At der var en plads til ham på poppens panteon siger også noget om at superstjerne-æraen, der først for alvor aftog med grunge-æraens fokus på det grimme, alternative og ukunstlede, var åbent for lidt af hvert: Det meste kunne inkorporeres under paraplyen af dette ny “regime” – således også letvægtsvarer som Kylie Minogue og den imponerende velsyngende, men kunstnerisk noget kaloriefattige Whitney Houston.

Det var ydermere ikke tilfældigt at 1980‘erne bød på så mange sorte superstjerner. Det var en naturlig konsekvens efter 60‘ernes frihedskamp og 70‘ernes politisering af alt fra den inderste intimsfære over skolegang til atomkraft, at de sorte i 80‘ernes nye, politisk superliberalistiske klima skulle inviteres ind på scenen som et sikkert vidnesbyrd om den amerikanske livsstils verdensherredømme.

At gøre plads til sorte superstjerner var en optimal måde at projicere amerikansk respekt for mangfoldighed og “du kan, hvis du vil”-mentalitet på. For det sluttede jo ikke med Prince, Michael, Janet og Whitney.

Der var også flødefransen Lionel Richie, der solgte obskønt mange plader i yuppie-tidsalderen. Der var Tina Turner, der rejste sig fra glemslen og bedre end de fleste inkarnerer den amerikanske drøm om ikke bare at gribe chancen, men også at få endnu en chance, når den første er forpasset. Og så var der mere kortvarige stjerneskud som Chaka Khan, Randy Crawford og Tracy Chapman, ja selv en smuk commodity som the ebony poster boy Terence Trent D’Arby eller en smuk – men falsk! – vare som Milli Vanilli.

Udover en tidsånd, der var nærmest “forhåndssolgt” på ideen om superstjernen, spillede videomediet og MTV’s fødsel naturligvis en kæmpe rolle for at muliggøre superstjerneindustrien. Og det blev til fulde udnyttet, så snart man lugtede lunten.

Populærkulturelt var tendensen allerede tydelig fra 70‘ernes sidste halvdel, hvor Hollywoods filmproducenter i stigende grad – og med enorm kommerciel succes til følge – satsede på de såkaldte blockbusters, film målrettet mod publikumsmaksimering. Folk skulle hives i biografen med løftet om storslåede, eventyrlige film: science fiction og katastrofefilmene gik deres sejrsgang. Steven Spielberg og George Lucas var de nye gulddrenge i klassen med film som Jaws og Star Wars.

Michael Jackson – en god bekendt af netop Spielberg – satte en ny standard med de videoer, der akkompagnerede Thriller-albummet fra 1983 (stadig – og for altid – verdens bedst sælgende album). Videoen til Billie Jean og ikke mindst den 16 minutter lange minifilm til titelnummeret opdyrkede nyt land og udforskede med original sans for stjerneiscenesættelse, mediets muligheder. Det blev hurtigt Jacksons varemærke om noget: at byde ind med de største, bedste og dyreste musikvideoer.

Jeg husker således, hvordan DR ryddede sendefladen og sendte en verdenspremiere, når en albumforløber-single fra Jacksons hånd blev frigivet. Black And White fra Dangerous-albummet fra 1991 blev skamløst promoveret som en begivenhed på linje med månelandingen, men det var så måske også de sidste krampetrækninger for en æra, der i lyset af den alternative musiks fremmarch selvsamme år, nærmede sig sin afslutning. Superstjerneæraen lakkede mod enden. Men man kan lige så godt gå ud med et ordentligt knald!

Da Jackson forsøgte at understrege sin storhed i 1996 med den kombinerede opsamling/nyudgivelse, HIStory ved at sejle 12 meter høje statuer af sig selv ned af Moldau i Prag og Thames i London før selve udgivelsesdagen, var der ganske sikkert flere, der grinede hånligt af den let afdankede superstjernes “gestus” end folk, der lod sig betage, endsige overvinde. HIStory solgte kun en brøkdel af Thriller og en tredjedel af den direkte forgænger, Dangerous.

Poppens luksusliner nærmede sig isbjerget med faretruende fart.

Ikke sådan at forstå, at superstjernerne mistede deres relevans overnight. Madonna har langt op i 00‘erne bevist, at hun stadig har formatet – og ikke mindst viljestyrken og fingerspidsfornemmelsen – til at forblive en major player. George Michael toppede kunstnerisk med det modne, reflekterede album Older fra 1996. Janet Jackson leverede et stolt kunstnerisk statement med The Velvet Rope så sent som i 1997.

Men det er nok sigende, at de to sidstnævnte mere har markeret sig som tabloidt pressestof sidenhen (Michaels hashmisbrug og serieanholdelser og Janets famøse bryst-stunt ved Super Bowl-finalen i 2006).

For andre sluttede festen brat: Prince har været en skygge af sig selv siden start-90‘erne (selvom han på sine gamle dage er blevet en eftertragtet live-attraktion). Whitney forsvandt ned i et hul af skandaler og stofmisbrug, som hun aldrig kravlede op af. Hendes død i februar 2012 var måske den endegyldige demonstration af, at “drømmen” fra 80’erne var slut.

Men det er sigende, at den kunstner, der led det største knæk med superstjerneæraens langsomme forsvinden, var den allerstørste; nemlig Michael Jackson. Et forandret musiklandskab kunne ikke rumme den “overmenneskelige” Jackson – eller omvendt: Manden kunne ikke rumme de ændrede vilkår, en demokratiseret og ironiserende tidsalder påbød ham. Jackson havde altid været en alien på musikscenen, nu var han både fremmedartet og gjort overflødig.

Som stjerne er du ikke bare afhængig af egne evner og viljen til at præstere og konkurrere, du er også et nemt offer for tidsånden. Den ene dags stjerne kan være morgendagens has-been. Som popstjerne er du skrøbelig. Tidsånden dikterer din succes. Du er ikke selv herre over den. Det er det fatale ved superstjernetilværelsen. Berømmelseskulten er nådesløs. Og nogle betaler med livet.

Hvilket leder os hen til alternativet, hvis et sådant eksisterer: At være autentisk superstjerne, med kunstnerisk credibility og hele svineriet – og derfor knapt så sårbar over for tidens skiftende luner. For 80‘erne skabte også en atypisk – og alligevel på afgørende punkter tidstypisk – superstjerne, der via sin baggrund i rockmiljøet havde en anderledes kredit at tære på.

Bruce Springsteen indeholder meget af det, de amerikanske superstjerner i 80‘erne var fælles om: De inkarnerede den amerikanske drøm, de amerikanske idealer om frihed og diversitet. Superstjernerne symboliserede – også – Amerika som det globale fyrtårn, som eksportør af ideer og symboler i kraft af et populærkulturelt hegemoni uden sidestykke.

Ikke at det som sådan har været en bevidst strategi for disse artister at være sig nationens eller ideologiens bannerførere, men forestillingen om Amerika var en naturlig følgesvend på dette tidspunkt, hvor kommunismen lå i begyndende dødskramper og superliberalismen kværnede løs.

Reagan var fx ikke bare regeringsleder, men også ideologisk frontkæmper.

Springsteen var den perfekte “autentiske” superstjerne, der formåede at forene æraens fordring om MTV-egnet iscenesættelse, refræner så brede som en amerikansk highway og gennemslagskraft som type med appel til et bredt udsnit af befolkningen med sin blue collar-charme.

Megahittet Born In the USA siger det hele. Springsteen kan ikke have været helt blind for, at netop det nummer med sin titel, den ledsagende video og melodiens muskuløse punch, kunne forene ikke bare nationen, men en bredere ide om frihed fra tvang og stræben efter lykke samtidig med, at den ved nærmere granskning kan læses som en ikke-patriotisk hymne, der problematiserer amerikansk enegang i verden og en drøm, der potentielt skaber flere tabere end vindere. Sangens “geni”/effektivitet ligger på sin vis i, at den er blevet tolket begge veje – og netop giver plads til begge tolkninger.

Men bare se på det berømte cover til albummet, der ledsagede sangen, der definerede Springsteen’s 80‘ere mere, end godt er (det vil ankermanden helt sikkert godtage i tilbageblik): På en baggrund af det amerikanske flags striber står Springsteen med sved-undertrøje, fast røv i cowboybukserne og en rød baseball cap hængende ud af baglommen. Det var i den grad iscenesættelse. Her var en all-American hero for tidens hungrende musikforbrugere, der ønskede at identificere sig med mere jordbundne, autentiske værdier: Bukserne og den slidte kasket i baglommen signalerer en nede-på-jorden type, der modsat de “artificielle” superstjerner, ikke lever på afstand af virkeligheden, men i den. Denne mand var en del af folket, af menigmand. Han lignede én, der var, hvad han “prædikede” og sang om. En arbejder i sit ansigts sved. I øjenhøjde.

Denne everyman credibility har altid været stjernen The Boss’ varemærke (i en grad, så man fanger sig selv i at tro, at når denne mand ikke leger rockstjerne arbejder han vel på et autoværksted i sit elskede New Jersey!).

The Boss er inkarnationen af det kernesunde, pragmatiske, amerikanske hjerteland. Den slidsomme og stræbsomme folkesjæl – konkretiseret og inkarneret.

Hvor bevidst denne “strategi” var – og hvor meget Springsteen selv formede det – er for så vidt ligegyldigt. I superstjerneæraen virkede det optimalt. Hvor de øvrige superstjerner nærede folks forestillinger om et helt andet liv, en uopnåelig drøm, en eskapisme, var Springsteen superstjerne ved at virke tæt på virkeligheden, ja, opslugt af den.

Tidens store stadionkoncerter – ALT skulle jo være stort og dyrt i 80‘erne – var om noget hans scene. Her kunne han nå ud til bageste række uden at være afhængig af hverken scenestaffage, koreografi og dansere og alt muligt halløj. Alt, hvad Springsteen og band behøvede, var en forstærker af rang!

Magien opstod ved kontakten, ikke ved afstanden til publikum.

For netop afstanden var et så at sige fænomenologisk sine qua non for den anden type superstjerne, den “artificielle”. Jackson var et enigma, Madonna en uopnåelig perfektionist, Prince en queer, en særling. Fælles for de tre var, at det fordrede en forestilling om afstand til det tilbedende publikum, hvis illusionen skulle opretholdes. Som med en guddom. Berømmelseskult, så sandelig!

80‘erne var også en skråsikker politisk tidsalder i den forstand, at tidens popstjerner ikke så noget problem eller nogen interessekonflikt i at støtte op om alverdens gode sager. Jackson og Richie skrev sammen We Are The World til de sultramte i Etiopien. Live Aid-koncerten forenede omtrent alle store kræfter med bare den mindste troværdighed i rockland og blev et samlende populærkulturelt fænomen uden sidestykke, Do They Know It’s Christmas… Fortsæt selv listen.

Dette kunne lade sig gøre i 80‘erne, hvor en god sag var en god sag, og hvor en stjerne, var en stjerne. Tiden var naiv i den forstand, at ingen næsvis opposition til stjernernes “dobbelte dagsorden” var synlig. Der oplevedes ikke nogen konflikt mellem på den ene side at være rig, berømt og utilgængelig og på den anden side prædike lighed og udligning af forskelle.

I 90‘ernes anderledes apolitiske klima var man en hykler (som Bono), hvis man for aktivt søgte at gøre en forskel. Musik var musik og skulle helst ikke blandes sammen med politik. Dette er en generalisering, men der er en sandhed i, at de største stjerner søgte væk fra at lade sig identificere med “sager”. Det var ikke det værd; det stillede én i et tvivlsomt lys, hvor man skulle stå til ansvar for noget uden for ens egen boble af berømmelse og/eller “skaberuafhængighed”. Det sidste stod centralt: en skabende kunstner blev mistænkeliggjort, hvis han ytrede et ønske om at overskride sin kunstnerrolle og agere politisk. En virkelig autentisk kunstner i 90‘erne, ville næppe røbe en erklæret politisk agenda (med mindre man var for Tibet og Dalai Lama, så var alt helt i orden og totalt god karma!).

Kulturen ændrede sig simpelthen: Hvor de unge i 80‘erne i vid udstrækning omfavnede en yuppie-mentalitet (ondt, men sylespidst, udstillet i Bret Easton Ellis’ 90‘er-romanklassiker American Psycho), der fordrede respekt for penge, berømmelse og statusjagt, var 90‘ernes ungdomskultur, som den alternative rockmusiks gennembrud udstillede det, en protest mod både den foregående generations materialistiske tomhed og forældregenerationens naive politiske utopier. Intet sted mere definitivt skildret end i generations-biblen Generation X af Douglas Coupland.

madonna-true-blue-coverOverflade, ironi, oprigtighed, apati, desillusion, forkælelse og forvirring gik hånd i hånd i en svært dechifrerbar blanding hos 90’er-generationen. De var nemlig udtryk for et og det samme: At være ung ved det, vi fik at vide var “historiens ende” (efter den liberalt-kapitalistiske verdensordens endegyldige sejr). Hvor pokker går man så hen? Oversat til fikspunktet for denne artikel: Superstjernen var simpelthen hverken tvetydig nok eller tilpas “af-ideologiseret” som type til at appellere til det nye (retningsvisende) publikum, 90’er-ungdommen udgjorde.

“Fortjener” superstjerneæraen så en form for renæssance? Svaret er tvetydigt: Der var ubetvivleligt en magi forbundet med iscenesættelsen og ambitionen om at række ud til alle. Der var et samlende aspekt ved den fælles referenceramme, superstjernerne udgjorde.

Alt sammen noget man kan savne i nutidens opsplittede zapperkultur, hvor Justin Bieber måske nok er superstjerne, men han er det kun for 8-16 årige piger – eller – hvor Rihanna dukker op i hver anden video på de mere kaloriefattige alternativer til MTV, men mest fordi hun igen smider tøjet og igen simulerer liderlighed i retning af en eller anden ordinær bad ass-rapper uden skyggen af selvironi.

Det taler til superstjerneæraens fordel, at der ikke synes at være den samme klasse over nutidens popstjerner. De føles letkøbte, kyniske, præfabrikerede – eller bare desperate – til sammenligning.

Måske skyldes det, at det artificielle og det autentiske var tæt sammenfaldende størrelser lige præcis i 80‘erne? Eller sagt på en lidt anden måde: Når kulturen over en bred kam er optaget af storhed, penge, berømmelse og en (umoden) drøm om total frihed (og disse forestillinger stadig bærer en vis friskhed med sig), er de ikke alene samlende, men også med til at bestyrke kulturen i dens egne projektioner.

Superstjernerne var som en selvopfyldende profeti. De var et symptom på tidens drømme om endeløs succes. Og netop derfor blev de gigantiske!

Springsteen’s “autenticitet” handler i en sådan optik lige så meget om en kunstfærdig medieverdens fremstilling af ham (og forbrugerens reaktion herpå), og det gælder så også den anden vej rundt: Jacksons og Madonnas artificielle supermenneske-fremtoning dækkede måske over tidsåndens – og dermed forbrugernes – reelle (“autentiske”) behov efter nyttige projektioner?

Efter 90‘ernes alternativt-ironiske opgør med kulturel, politisk og musikalsk ensretning og med fremkomsten af nye trusselsbilleder i 00‘erne, heriblandt islamistisk terror og en nedsmeltet økonomi, virker “den fornemme gestus”, som en popstjerne kan tilbyde, mere hul, mindre autentisk, med mindre du (som en Bruce Springsteen) virkelig har noget på hjerte (også selvom det er letvægtsproblemstillinger som hos vores egen nye “superstjerne”, Rasmus Seebach).

Den anden mulighed er, at du henvender dig til et nichepublikum, der er villig til at se stort på begrænsningen i et mere partikulært rettet produkt.

Og så er vi på sin vis tilbage ved en form for udgangspunkt: For hvis den ny tid tilbyder demokratisering ved at alt muligt tilbydes til alle muliges individuelle behov, så var 80‘erne måske udtryk for en anden form for demokratisering: At man henvendte sig til alle med det mål at nå flest mulige.

Så måske afhænger ens forholden sig til superstjerne-æraen vs. “laptop-hjemmemusiker-æraen” i virkeligheden af ens foretrukne demokratiopfattelse?

 Tilbage til toppen

Tilbage til Forsiden