Sun Kil Moon ’Benji’

Det har aldrig skortet på en-klump-i-halsen-øjeblikke i Mark Kozeleks karriere som sangskriver, bare tænk på ’Katy Song’ fra det ny-klassiske andet Red House Painters-album eller ’Carry Me Ohio’ fra hans første ditto som Sun Kil Moon. Men aldrig har der været koncentreret så mange gåsehudsfremkaldende øjeblikke som på hans nye Sun Kil Moon-udgivelse ’Benji’ (opkaldt efter en børnefilm fra 1970erne).

sun kil benji cover’Benji’ er et album, der handler om døden. Venners død, familiemedlemmers død, tilfældige bekendtes død, fremmedes død. Død på mange forskellige måder: hjerteanfald, frygtelige ulykker, brande, skoleskyderier og af naturlige årsager.

Det stærkt selvbiografiske album pendulerer i en dialektik mellem ængstelse og accept, tragik og livsbekræftelse. Livets uerstattelige skønhed kommer hele tiden op til overfladen midt i sorgens og bestyrtelsens rystelser, og som Kozelek synger det ganske lakonisk: ”I’m gonna find some poetry to make sense of it/ Find a deeper meaning in the senseless tragedy”.

Det betagende og sjælerystende ved ’Benji’ er, at Kozelek er så direkte i sin måde at kommunikere ulykke og sorg på. Han gemmer sig ikke bag et slør af metaforer eller eufemismer, men taler uforblommet og uden blusel om døden som faktuel hændelse og sorgen som praktisk problem.

Første sang, ’Carissa’ er et glimrende eksempel på Kozeleks ”metode”. Han synger åbent fra hjertet om sin kusines død ved en ulyksalig tilfældighed, så man kan fornemme gennemtrækket i hans sjæl:

Carissa burned to death last night in a freak accident fire… I never saw an aerosol can blow up in the trash/ Goddamn, what were the odds?… You don’t just raise two kids and take out the trash and die”.

Musikalsk er Kozelek som altid relativt ligetil. Guitaren er hans livsline. Alligevel indeholder ’Benji’ nogle af katalogets mest poppede og ligetil sange nogensinde, så som den indie-rockede ’I Love My Dad’ og den saxofon-sprudlende ’Ben’s My Friend’, men det er de hverdagskommenterende, detaljerede og filmiske fortællinger, der er hans unikke trumfkort. På den front har han aldrig været mere vedkommende end på ’Benji’.

Særlig smuk er hans hyldest til sin 75-årige mor med den selvforklarende titel ’I Can’t Live Without My Mother’s Love’. Hvis man kan høre den sang (med diskret, men saliggørende backingvokal af Bonnie ’Prince’ Billy) uden at mærke tårerne presse på, er man lavet af sten.

Fremragende er også den 10 minutter lange ’I Watched The Song Remains the Same’, der handler om dengang Kozelek som ung så den obskure Led Zeppelin-promofilm. Han får på øm vis fortalt om både bandet, sin fanrelation og sin ungdom, mistede venskaber og melankoliens væsen mens det gentagne guitarmotiv passende vækker mindelser om Jimmy Pages akustiske riffs på ’Led Zeppelin III’, særligt sange som ’Hats Off To (Roy) Harper’ og ’Bron-Y-Aur Stomp’.

Det er vigtigt at understrege, at Kozeleks univers – selv når det er tynget af tragedier – er underfundigt og humoristisk: ’I Love My Dad’ er fx afsunget (og spillet) med et tydeligt glimt i øjet, som om ankermanden selv er fuldt bevidst om, at en sang om at elske sin far er et lidt for corny emne for en seriøs indie-musiker!

’Dogs’ er desuden lattervækkende på en yderst tiltalende måde i dens behandling af den unge Kozeleks formative seksuelle erfaringer.

’Benji’ er et forrygende stærkt vidnesbyrd om en særlig talentfuld sangskrivers omfavnelse af døden, der i samme bevægelse er en kæmpe bekræftelse af livet som gave og gåde. Et tidløst album om et tidløst tema.

9/10