Rosanne Cash ’The River and the Thread’

Alle veje fører til Syden på Rosanne Cashs seneste album. Næsten hver eneste af albummets sange namedropper et eller flere stednavne under Mason-Dixon-grænsen, fra Nashville og Mobile over Mississippi til Memphis, byen, der fungerer som en central karakter i ikke mindre end en lille håndfuld af sangene.

Teksterne henviser også til konkrete steder som Tallahatchie Bridge – der skylder Bobbie Gentrys sydstatsgotiske evergreen ’Ode to Billie Joe’ sin mytiske aura – og til Money Road, hvor den sorte teenager Emmett Till blev set tale til en hvid kvinde en skæbnesvanger dag i 1955, en uskyldig handling, der førte til, at en racistisk hob af hvide myrdede ham .

rosanne cash coverDer er med andre ord masser af historie at forholde sig til på ’The River and the Thread’, men det er ikke kun den slags historie, som man kender fra undervisningsbøger eller sort-hvide dokumentarfilm på DR K. Det er først og fremmest en stemningsrapport og en aftegning af et indre landskab, der smelter sammen med et ydre.

Som datter – og den mest kendte arvtager – af countrylegenden Johnny Cash, har Rosanne Sydens musik og historie med sig fra barnsben. Selvom hun de sidste godt 20 år har boet i den ultimative nordstats-by New York, hvor hendes musik i stigende grad har udviklet sig væk fra det roots-funderede udtryk i retning af et mere afmålt, forfinet og universelt pop/rock-udtryk, beviser hun med sit første album siden 2006s ’Black Cadillac’, en vital hyldest til sin i 2002-2003 afdøde mor, stedmor og far, at Syden stadig løber som en blodrød flod gennem hendes årer.

’The River and the Thread’ har karakter af en form for konceptalbum i den forstand, at den samlende ide eller stemning synes at udspringe af et forsøg på at forsone det, man kommer fra med den person, man er blevet.

Cashs nye album er en naturlig videreudvikling af ’Black Cadillac’ og dets forsøg på at forholde sig til sorg og fastholde erindringen om døde forældre. Hun fanger an med den blues og twang, der kendetegner Sydens musik, men med en professionel og poleret overflade, der snarere end at trække energien ud af musikken, understreger det sofistikerede i Cashs sangskrivning. Der er ikke meget jord under neglene her. Det er velovervejet, klar, nærmest ophøjet musik, der dog umiskendeligt er rundet af blues, country og folk.

De musikalske valg er således udtryk for en form for ærlighed. Cash forsøger ikke at lyde, som om hun er født i et blikskur ved bomuldsmarken. I stedet omfavner og omformer hun lidenskaben og særkendet ved roots-musikken i sit eget begavede og yndefulde billede. Sangene – som hun har skrevet i samarbejde med sin mand og producer John Leventhal – har en køn og afrundet fernis, der på sin vis vækker flere mindelser om 1970ernes singer-songwriter-udtryk end rural folk fra en skyggefuld veranda i et solsvedet landskab et sted i Texas.

Cashs stemme har udviklet sig med alderen. Hun er ikke nogen teknisk stor sanger, men hendes stemme har alligevel vundet noget tyngde og karakter med alderen (hun er 58). Den klæder under alle omstændigheder hendes velafstemte fortællinger og observerende lyrik.

Titlens tråd leder hende således baglæns tilbage i hendes egen historie og skaber en tindrende forbindelse, der gør det rørende klart, hvor vidt hun er kommet omkring i sit liv og i hvor stor udstrækning, hun bærer hele sit livs bagage med sig på sin færd i verden og i sit møde med det nye, hun optager i sig. Tråden tilbage til udgangspunktet er ubrudt som Mississippi-floden, der skærer sig gennem tusindvis af km af amerikansk sydstatsjord under en nådesløst brændende sol.

8/10

 

Note: Hvis man vil anskaffe sig ’The River and the Thread’ på i tunes, skal man gøre sig selv den tjeneste at købe deluxe-udgaven af albummet, der indeholder 14 frem for bare 11 sange. De tre bonusnumre er nemlig fuldt ud på højde med originaludgavens lille dusin.