R.E.M. ‘Green’ (25th Anniversary Edition)

‘Green’ – R.E.M.’s sjette album fra 1988 – skiller sig på flere måder ud i R.E.M.s produktion: Det var bandets sidste album i 1980erne. Det var det første album de indspillede på et stort selskab (Warner). Det var øjeblikket, hvor de fik fat i et nyt, stort publikum med videoerne til MTV-hittene ‘Stand’ og ‘Orange Crush’. Det var også det første R.E.M.-album, der ikke lød som var det undfanget nær et mudret delta, i mørke skove eller med tematikker fra overleverede folkesagn fra ‘The Deep South’. 

Bandet kombinerede en ny poppet og klar vellyd (hvilket i høj grad må tilskrives producer Scott Litt), der kontrasterede en mere marginal akustisk lyd på numre som ‘You Are the Everything’ og ‘The Wrong Child’, der så til gengæld introducerede Peter Bucks brug af mandolin (hvilket fik afgørende betydning for det definitive verdensgennembrud to år senere med den mandolindrevne single ‘Losing My Religion’ fra ‘Out of Time’).

Desuden sang Michael Stipe nogenlunde konventionelt på ‘Green’ snarere end mumlede (bandets debut – ‘Murmur’ – har også i den optik en meget velvalgt titel).

Green-R.E.M.‘Green’ var – med andre ord – sidste gang R.E.M. med nogen rimelighed kunne tituleres et indie-band eller som bannerførere for den alternative musik i USA, der i 1980erne brød igennem til de unge via de frembrydende college-radiostationer.

Sange som ‘Get Up’, ‘Stand’, ‘Pop Song 89′ og ‘Orange Crush’ var de hidtil mest kommercielle sange, gruppen havde undfanget. Hermed stødte R.E.M. ind i en typisk barriere for hvad gruppens inderste kerne af gamle fans kunne acceptere, men til gengæld åbnede de døren for langt flere.

Eftersom gruppens leg med lyse powerpop-melodier endte i den tvivlsomme ‘Shiny Happy People’ (fra ‘Out of Time’), kan det være oplagt at se ned på denne del af gruppens repertoire, men herved ser man bort fra gruppens legelystne tilgang på disse sange, der indfanger en jovialitet, som bandet tidligere kun havde skelet marginalt til i Bucks periodevise leg med Byrds-ringlende guitarriffs (der især spiller en prominent rolle på et album som ‘Reckoning’). Der er noget charmerende ved den åbenlyse og direkte fjollethed i et skamløst poppet nummer som ‘Stand’, der kontrasterer gevaldigt med bandets oprindelige æstetik og ikke mindst med Michael Stipes tidligere så enigmatiske (og mumlende) fremtoning.

Hvordan lyder ‘Green’ så? Det er vel bandets mest uskyldige og ungdommelige album (hvis det var et kalkuleret karrieretræk, så pyt med det). Det er et album gennemvædet af simple, strunke melodier og lysindfald fra alle sider. Der er noget charmerende nørdet over bandets åbenlyse jagt på – og indlysende evne til at indkapsle – den gode melodi. Inspirationskilderne er tydelige: Tresser-inspireret pop af snart sagt enhver slags. ‘Pop Song 89′ lyder som The Doors’ ‘Hello I Love You’, ‘Stand’ er Monkees med ekstra elektrisk potens – sådan en omgang lettere forvrøvlet tyggegummipop (ironien bag er dog ret tydelig). ‘Get Up’ er Stipes opfordring til at “gribe dagen” iscenesat som sød, drømmende pop.

Bevares, det der gør ‘Green’ til et fremragende album er dets mørkere underside: De mandolindrevne ‘You Are the Everything’, ‘The Wrong Child’, ‘Hairshirt’ og ‘Untitled’ er albummets stille, bankende hjerte, hvor det længselsfulde og akustiske finder et åbent og direkte udtryk i Litts fnugfri produktion.

Peter Bucks inspirerede beslutning om at spille mandolin på albummets stille sange var en lille genistreg. Buck havde aldrig spillet mandolin før, men besluttede op til indspilningsprocessen at prøve sig af på det delikate instrument for at udfordre sin egen tilgang til sangskrivningen. Melodierne lyder stadig umiskendeligt R.E.M.‘ske, men fremførslen og den nyvundne klarhed forskubber på en måde bandets udtryk afgørende. Bandet synes mere optagede af at kommunikere deres sange som uformidlede og rene kunstneriske udsagn snarere end som uforklarlige undfangelser eller som udtryk for en særlig “tilfældighedsmagi”.

Sangene på ‘Green’ er netop bedragerisk lyse. Lytter man efter ordene er der en apokalyptisk undertone lige under overfladen. ‘Orange Crush’ er en slet skjult hentydning til Vietnamkrigen og den amerikanske hærs brug af napalm (også kendt som “agent orange”) mod civilbefolkningen. ‘I Remember California’ er en sær folkesang, der propelleres frem af overstyrede guitarer og som er hjemsøgt at billeder på et Amerika, der ikke ånder helt så frit, som landets liberale ideologi tilskriver.

Albummets måske helt centrale skæring ‘World Leader Pretend’ er en mørk ode, en urolig meditation over følelsesmæssig lammelse, der henter sine billeder fra koldkrigsretorikken. ‘World Leader Pretend’ er en slags (mere introspektiv) forvarsel om ‘Losing My Religion’.

‘Turn You Inside Out’ er galopperende paranoia – om overvågning og kontrol. Sangen blev omformet til et kværnende elektrisk monster af en sang i senere live-inkarnationer, men er på ‘Green’ mere dobbelttydig, mindre umiddelbart aggressiv. Forulempelsen vendes her indad.

Underet ved ‘Green’ er hvor godt albummet hænger sammen trods de indlysende forskelle sangene imellem. Der er en verden til forskel på fx ‘Stand’ og ‘The Wrong Child’, men R.E.M. får ved hjælp af en intelligent sekvensering, produktionens klarhed og det ufatteligt høje sangskrivningsniveau helheden til at smelte sammen.

R.E.M. var i en længere periode end noget andet band i rockhistorien simpelthen ikke i stand til at sætte en fod forkert. Det er ‘Green’ det måske mest umiddelbart smittende eksempel på.

Læs også artiklen: Klassiker: Leonard Cohen ‘Songs of Love and Hate’ 

Tilbage til toppen

Tilbage til Forsiden