Pearl Jam ’Lightning Bolt’

Grunge-veteraner nægter at dø: Pearl Jams musik knitrer videre som en stædig stikflamme på rockens sodsværtede alter. På sonisk poleret, men sammensat nyt album, håndterer Vedder og co. den midaldrende mands udsigt til døden med både ømhed og aggression.

Pearl Jams store force har altid været, at de formår at forene det højtstræbende og hymniske med det grynede, nervøst sitrende og kontrært indestængte.

Der hersker en massiv, men skyggefuld magi over værkets bedste stunder som overskrider de mærkater bandets fornægtere altid har søgt at nedgøre (eller i hvert fald fastlåse) det med: “Klassisk far-rock tilsat en postuleret punk-energi samt lejrbåls-akustiske refleksioner af banal beskaffenhed!”

Tværtom: Der er snarere tale om slidstærk melodisk klassicisme, der møder en intens og ulmende uro tilsat lyriske fragmenter uden facitliste.

Meget af ”misforståelsen” angår formentlig forsanger Eddie Vedder, en svigtet ung mand, der blev superstjerne (og generationstalerør) imod alle odds, da den alternative rock for en stund blev mainstream i 1990erne.

Hos Vedder mødes dedikationen og dødsforagten hos en slacker-surfer-dude uden noget at miste med den vejrbidte visdom hos den evigt søgende, der omfavner jordens elementer og søger en form for spirituel sammensmeltning med det, der omgiver ham.

Pearl Jam ’Lightning Bolt’På sin vis er Vedder en slags everyman-udgave af Ralph Waldo Emerson, digterfilosoffen og naturessayisten, der i det 19. århundrede formulerede den særligt amerikanske tradition for transcendentalisme, en afstandtagen til byens vrimmel, menneskenes korrumperende vaner og myndighedernes indgribende virkning på det nære liv og i stedet forfægtede individets harmoni i og med naturen og på afstand af sociale konventioner. Simpelhed og selvopretholdelse var i fokus. En livsstil, der fik sit evigtgyldige manifest i Henry David Thoreaus ‘Walden’ (eller på dansk ‘Livet i skovene’) fra 1854.

Vedders enspændernatur og filantropi/retfærdighedssans er to sider af samme mønt: Han mærker alt levende som en vibrerende tilstedeværelse i sig, om det så er bølgen han surfer på, ørnen, der letter fra trætoppen på bjerget eller medmennesket han møder på sin vej.

Til tider bliver Vedders metaforik uspiselig i dens kosmisk optagede (men afgjort a-religiøse) accept af livets svært begribelige forgængelighed. Men han formår – når han er tændt og/eller anfægtet – at kanalisere både vrede og en særlig eksistentiel nervøsitet, så sangene blafrer som serier af spørgsmålstegn snarere end postulerende udråbstegn.

Vedder er en paradoksal lyriker. Lige så glimrende snapshots fra en hjerne i bevægelse, han kan skrible ned (ofte usammenhængende associationer, der forlener Pearl Jams sange med en flygtig, ikke-reducérbar natur), lige så tæerkrummende kan han være, når han aktivt prætenderer dybde og ser en holistisk sammenhæng fra toppen af den bølge, han surfer på.

Vi møder begge sider af Vedder – den næstekærlige naturelsker og den asociale enspænder – på ’Lightning Bolt’. Men vi ser måske for første gang i Pearl Jam-kataloget, at det er, når Vedder kombinerer de to impulser, at han lykkes bedst som lyriker og som sanger. Hvilket måske ikke er så underligt, al den stund, at han efterhånden er blevet 48 år. Vedder og co. har fundet sig til rette med alderens tyngde på ‘Lightning Bolt'; der er en værdig accept af egen dødelighed, der løber som en strøm gennem de 12 sange.

Albummet åbner i vanlig Pearl Jam-stil med et aggressivt, men målrettet one-two-punch i skikkelse af ’Getaway’ og ’Mind Your Manners’, der er to af Seattle-veteranernes mest iørefaldende og fint afstemte up tempo-numre siden 90ernes velmagtsdage. Begge tager de brydetag med organiseret religion og hævder individets stillingtagen til spørgsmål om liv og død som et moralsk anliggende.

Det vibrerende, groovy vers i førstnævnte og det fremragende (kontramelodiske) mellemstykke samt McCreadys stærkt distortede solo og outro i sidstnævnte, vidner om sange, der hæver sig betragteligt over det formularagtige, selvom de omvendt ikke bevæger sig uden for bandets etablerede komfortzone. ‘Animal’ og ‘Spin the Black Circle’ er naturlige pejlemærker for de to sange respektivt.

Sangene på ‘Lightning Bolt’ er polerede, men sammensatte. Der er kælet for detaljerne, men uden at det nødvendigvis virker overgjort eller forplumret.

Eksempelvis vokser der ud af vers-omkvæd-vers-grundformen adskillige glimrende mellemstykker, der hæver sangene det sidste nøk opad: ‘Mind Your Manners’ er præmieeksemplet, men også på ’My Father’s Son’, kontrasterer mellemstykkets lyse tone det ulmende mørke der dominerer vers og omkvæd, og ’Swallowed Whole’ – en R.E.M.-møder-’Into the Wild’-agtig sag – hiver ekstra energi frem i en i forvejen god melodi med netop et inspireret mellemstykke. Det samme er tilfældet på den (noget regressivt) bar-band-bluesede ’Let The Records Play’.

’Lightning Bolt’ peaker på albummets forbløffende vellykkede midterstykke, hvor sangene ’Sirens’, ’Lightning Bolt’, ’Infallible’ og ’Pendulum’ troner som både følsomme og ophidsende hymner af menneskelig viljestyrke konfronteret med visheden om dødens uafvendelighed:

pearl-jam-sirens’Sirens’ er en næsten-over-the-top-powerballade, bandets mest skamløst vellykkede forsøg på at ramme en 1980’er-stadionlyd siden debuten. Vedders inspirerede lyrik og nuancerede vokalbidrag løfter sangen ud af skyggen fra McCreadys lidt vel rutinerede solo. Matt Camerons backingvokaler er desuden særdeles velanbragte som kontraster til Vedders varmt glødende baryton, hvilket giver glædelige mindelser om klassikeren ’Black’. Snarere end kvalm og oppustet, bliver sangen derfor genuint rørende og vedkommende.

Lyrikken til ’Sirens’ tager udgangspunkt i protagonistens registrering af lyden af sirener i byens udkant, hvilket får ham til at reflektere over hvornår det mon bliver hans tur til at blive ”hentet i ambulancen”. Vedder finder midt i dødsangsten – ganske sigende for sangene på ’Lightning Bolt’ – trøst i kontemplationen af sin elskedes ansigt, hvilket får frygten til at fortage sig (”the fear goes away”).

Titelnummeret ’Lightning Bolt’ er et særdeles vellykket rocknummer netop, fordi den så uanstrengt formår at smelte det hårdt pågående og melodisk progressive sammen med det hymniske og reflekterede. McCreadys solo er vibrerende og tung af distortion og sidder som en levende kontrast til det keyboarddrevne brus, der fører sangen flyvende i mål som et vitalt genfærd af The E-Street Band for fulde turbiner.

Mindre udvendigt appellerende, men endnu mere musikalsk interessante er ’Infallible’ og ’Pendulum’, to murrende, intense rocknumre, der lyder som stort set intet andet i bagkataloget.

Førstnævnte inkorporerer udsatte orgeltoner, diskrete synths og sære guitarlyde og får en speciel opdrift i omkvædet, mens Aments bas er som et ekkolod, der afsøger en havbund for glemte skibsvrag eller ukendt liv. Det er en fremragende sang, hvis mesterstykke er den instrumentelle intro, der fungerer som breakdown efter hvert omkvæd i resten af sangen.

’Pendulum’ afsøger ligeledes delvist ukendt territorium. Eddie Vedders vokal er næsten for dominerende i en sang, der er så instrumentelt ladet, lagdelt og med en så righoldig tekstur (domineret af Aments bas), at musikken faktisk taler med væsentlig større effekt end ordene. Pearl Jam har som band sjældent lydt så underspillet og instrumentelt dybderegistrerende som her.

Jeff Ament er mere end nogensinde bandets profil på ’Lightning Bolt’, hvor hans basgange bestandigt holder gryden i kog. Den er ofte den vibrerende nerve, der giver sangene et kildrende, sugende (efter)liv.

Lad det være sagt klart og tydeligt: ’Lightning Bolt’ er Pearl Jams bedste udspil siden 1998s ’Yield’.

Er det en stor plade? Ikke helt. Dertil udgør anden halvdels skiftevis mere nedtonede, akustisk bårne og formafsøgende sange en lidt for uegal støbning til sammenligning med de retningsbestemte og fuldtonede bandindsatser på første halvdel.

’Future Days’ er en Cat Stevens-agtig ballade med banal lyrik. Melodisk mangler den et omkvæd, der kan kontrastere versets oprigtige folk-strumalong. Vedders lyrik viser sig fra sit problematiske hjørne: sentimental og generaliserende frem for associerende eller specifik. ’Future Days’ er til gengæld nydeligt musikalsk eksekveret med en sparsom, men lydhør orkestrering (med fin brug af violin og klaver).

’Sleeping By Myself’ er taget fra Vedders ’Ukulele Songs’ og er her givet en band-makeover. Det virker ejendommeligt, at bandet efter mere end fire års albumpause genbruger et Vedder-solonummer og derfor vil tilstedeværelsen af den ellers charmerende komposition (respektfuldt løftet og poleret af bandet) med garanti irritere den mere sarte fans ører.

’Let the Records Play’ er lidt af et fyldnummer, men heldigvis et finurligt et af slagsen. Et blues-rock-riff (ikke ulig god, gammeldags ZZ Top!) giver plads til et mere gængs Pearl Jam-omkvæd, men det er som nævnt tidligere mellemstykket, der hiver sangen op over det blot tilforladelige. ’Yellow Moon’ viser igen Vedder i hans holistiske hjørne (og skæmmet af ret beset meningsløse banaliteter, fx ”round we go, where we stop/ no one knows”). Sangen er stemningsladet – Aments bas ligger ulmende på lur i skyggerne – men melodien er ikke specielt mindeværdig og McCreadys solo er lige på den forkerte side af det rigidt konservative.

Pearl Jam har med ’Lightning Bolt’ i en vis grad fundet en formel, der passer bandet på et tidspunkt, hvor det som legeplads for en flok midaldrende mænd skal finde sig til rette i en anderledes identitet.

Det er ikke så meget chancerne det tager, som det er overbevisningen om, at de valg det træffer er rigtige og giver mening, der frisætter bandet og viser det fra en mere moden, men stadig snurrig og strømførende stærk side.

7/10