På rumrejse i rockens underskov – Paul Weller ‘Saturns Pattern’

Britisk nationalikon udsætter sine basale blues-sange for båndsløjfer og space-age-synths uden at miste retningssansen

I et interview sidste år kaldte Dave Grohl (Foo Fighters) sig selv for ’rockens svar på Gandalf’, med henvisning til sin alder, 46 år. Citatet understreger en af de gængse fordomme inden for rockmusikken, nemlig den, at midaldrende mænd er uforenelige med genrens selvforståelse som værende en tumleplads for unge mænd, hos hvem kådhed, vilde drømme og sitrende livsvilje møder emotionel og eksistentiel udsathed.

Paul Weller, der er 10 år ældre end Grohl, kan med god ret hævde, at han i årevis har været resistent over for kritik af aldersfascisme-varianten. Album som ’22 Dreams’ (2008) og ’Wake Up The Nation’ (2010) var en kærkommen bevægelse bort fra den midterrabat-pop-rock (eller det ungdomsfikserede skeptikere ville kalde ’far-rock’), som Weller praktiserede sidst i 1990erne og første halvdel af 00erne.

Weller, der ofte fremhæves som gudfader til britpoppen i kraft af sine new wave-punkede, samtidskommenterende og ærkebritiske karaktervignetter i The Jam sidst i 1970erne og først i 1980erne, har med udgangspunkt i en stilsikker, melodiforankret populærmusiktradition søgt at genopfinde sig selv ved at inddrage et arsenal af lydmæssige finurligheder fra rockens underskov af subgenregevækster, såsom krautrock, electronica, psykedelisk rock og free-form jazz.

saturns pattern’Saturns Pattern’ (uden apostrof!) er ikke helt så demonstrativ i sine genreblandinger som de umiddelbare forgængere, til gengæld virker det som om Weller har fundet et naturligt leje mellem en traditionsbevidst blues-rock og en space-age-lyd, hvor tekstur brydes med – og til tider overtrumfer – melodik. Den basale sangskrivning er med andre ord ikke altid lige så opfindsom som de lyde, der indrammer den. ’Going My Way’ er en klaverbaseret kærlighedsballade, hvis omkvæd folder sig ud med et technicolor-svæv af spacede synths, korstemmer og en bas, der er som et underjordisk ekkolod under melodiens spejlglatte overflade. På ’Pick It Up’ lyder Weller – hvis stemmepragt er mere agil og sjælfuld end nogensinde – som Elbows Guy Garvey. Omkvædets hymneagtige løftelse minder tillige om Elbows nordengelske melankoli, men Weller viser tænder ved at inkorporere spansk guitar, Hammondorgel og et funket-jazzet groove, der ikke rimer på hverken Nordengland eller melankoli! På ’In the Car’ møder bluegrass-instrumentering et tiltagende tungt guitar-groove og loopede vokaler. Og sådan kunne man blive ved: Weller plukker de særeste tidsler og nælder fra rockens viltre vejkant.

Hvis man skærer produktionslagene væk er sange som ’White Sky’ og ’Long Time’ temmelig ordinær bluesrock med et strejf af garagerockens råhed. ’I’m Where I Should Be’ lyder som sen Bowie; det snerrende rockbæst har her mere karakter af et nedtrådt løveskind i en trofæjægers dagligstue.

Lyrisk kæmper den rutinerede sølvræv flere steder med at komme ud af de vage generaliseringers vadested. Weller besynger fugle, blomster, sol og sand på ’Phoenix’, men lyrikkens lidt for banale konkretisering forfladiger snarere end forstærker de opdaterede hippiebudskaber om samhørighed og kærlighed. Der er langt op til niveauet på samtidskommenterende, politisk agiterende og generationsdefinerende The Jam-sange som ’Eton Rifles’, ’Going Underground’ og ’Town Called Malice’, hvis råt sansede situationsbeskrivelser har en blivende poetisk prægnans, der overskrider det politiske.

56 år er ingen hindring for at fremelske musik med relevans. Paul Weller viser nok en gang på ’Saturns Pattern’, at han er en af de elder statesman of rock, der bedst formår at benytte ethvert tænkeligt musikalsk stilgreb uden at miste overblikket. Han er i fuld kontrol over sine virkemidler og maler med den pensel og de farver, der passer til det foreliggende kanvas – også selvom melodifornemmelsen og den lyriske brod er sløvet en kende. Weller virker som en mand, der ved, at han ikke har noget at bevise, og lader den indsigt munde ud i befriende, genresprængende nysgerrighed frem for selvtilfreds stasis.

7/10