Opsamlingsheat: Premierefilm fra 2014s sidste tre måneder

Der er altid fart på i slutningen af året, hvor de mere kalorietunge titler begynder at dukke op med tættere frekvens. Forude venter endnu premierer på mange af sæsonens store Oscar-film, men i de sidste tre måneder af 2014 har det nu ikke skortet på både interessante og prestigemættede titler. Vi anbefaler – og advarer: fra intergalaktisk blockbusterbrag over femi-(anti)western, krybende neo-noir-thriller og dokumentarisk drama til polsk og svensk filmkunst af ypperste karat.

Interstellar

Christopher Nolans rum-epos opererer (kalkulerer?) med plothuller så store, at et af fortællingens centrale omdrejningspunkter – et ormehul nær planeten Saturn – ved sammenligning synes forsvindende lille. Rejsens rumskib kunne uden tvivl sejle ubekymret gennem dem alle uden at bekymre sig synderligt om den finere navigationskunst. Og det gør Nolan så i en grad, så det virker sløvende.

Plothuller – eller mangel på logisk stringens – forventer man efterhånden af en Nolan-film, ligesom man forventer håbløst stive dialoger, der får Ole Bornedals nylige udtalelser om, at han hører til blandt de bedste dialogforfattere ‘globalt set’, til at klinge en smule mindre megalomane. Nolans brug af såkaldt eksposition, dvs. dialoger, der frem for at være realistiske udtryk for karakterernes interaktion er skrevet med tanke på, at publikum skal begribe plottet, er så udtalt, at det er tæerkrummende. Prisen må i den forbindelse gå til en scene, hvor Matthew McConaugheys kollega på rejsen forklarer ham hvad et ormehul er få minutter inden rumskibet forsvinder ind i det… Det er da også kun menneskehedens fremtid, der står på spil!

nolanFilmens afsluttende twist, som ikke skal afsløres her, er ikke tilfredsstillende. Så hvad fungerer egentlig i ’Interstellar’? Nolan får først og fremmest sat en god scene i den første halve times tid, hvor han præsenterer os for den sørgelige tilstand på jorden i en ikke så fjern fremtid. Hoyte van Hoytemas billeder indfanger fint stemningen i en verden plaget af afgrødskvælende støvstorme og konflikterne karaktererne imellem tegnes forholdsvis troværdigt op. Der gives fornuftig plads til nuancer i karaktertegningen og miljøskildringen genren taget i betragtning (selvom vi ikke ligefrem taler ‘E.T.’, men mindre kan gøre det).

Da filmen skifter scene dyrkes en vekselvirkning mellem buldrende action (accentueret af Hans Zimmers bombastiske score) og stilheden i uendeligheden uden for rumskibets vinduer. I sidstnævnte sekvenser, der popper op som små åndehuller undervejs, får Hoytemas billeder lov til at gribe beskueren. Der er fx en mageløs sekvens, hvor lysets refleksioner smelter sammen med rumskibet, som vi ser som en plet i den mørke horisont. Desværre tager filmen sig ikke tid til at dvæle for længe af gangen, men har travlt med via bulder og brag at formidle en historie, der snart fortaber sig i spekulativ tåge. Det visuelle design er desuden heller ikke afgørende bjergtagende med tanke på Alfonso Cuaróns (og Emmanuel Lubezckis) bedrifter sidste år på ‘Gravity’.

Man tager hjertens gerne hatten af for Nolans ambitionsniveau og for hans forsøg på at fremmane anderledes verdener på det helt store lærred, men i virkeligheden lykkes han allerbedst med at forankre perspektivet i den store rejse med skildringen af jordens manglende ressourcer, og måden hvorpå det påvirker en familie, der er afhængig af jordens afgrøder.

En fortælling skal først og fremmest opleves som et organisk hele, som i balance med sig selv. ’Interstellar’ er aldrig i nærheden af at lande som et helstøbt værk, men er mere som en samling af ideer møjsommeligt klistret sammen. Det er filmkunst på stor skala, men ikke stor filmkunst.

5/10

 

Nightcrawler

Dan Gilroys (bror til Tony) første film som instruktør er en skæv størrelse. Den bemægtiger sig et filmsprog og en fortællestil, hvor man indimellem er lidt i tvivl om, hvad den egentlig er for en film og hvad den præcis ønsker vi skal få ud af den. På den måde minder den lidt om David Finchers seneste biografhit, ’Gone Girl’, der placerede sig et udefinerbart sted mellem seriøs thriller og kulørt pulp.

nightcrawler’Nightcrawler’ kan ses som en dybt indigneret medie- og samtidskritik, men hvis man gør det, forundres man over ensidigheden af dens konsekvent deprimerende konklusioner. Hvis man derimod ser den som en meget mørk form for satire, fungerer den anderledes forbilledligt. Dvs. frarevet realismens snærende bånd, kan den ses som en fantasi om en medieverden, der er gået amok i forsøget på at tækkes den laveste fællesnævner. Jake Gyllenhaals intense hovedrollefigur Lou Bloom (som titlens ’nightcrawler’, dvs. en fotograf, der bestræber sig på at nå til ulykkes- eller forbrydelsesscener før politiet for at tage billeder han efterfølgende kan sælge til sensationshungrende medier) er en sulten grib af en personlighed, blottet for enhver form for eftertanke eller moralsk retskaffenhed. Hans sult efter at få succes kan aflæses i hans mageløse hang til management-klicheer, og et kropssprog og ansigt, ikke mindst de opspilede øjne og det slikkede hår, der får ham til at ligne et nattedyr, der længes efter lyset, men er bange for at træde ud i det. Mørket er hans legeplads.

Filmen er fyldt med gode scener, men den bedste er en filmårets mest uovertrufne: Bloom inviterer nyhedsdirektøren (en fremragende, både fordærvet og fragil Rene Russo) på en lokal L.A.-tv-station ud for at fastsætte betingelserne for deres fremtidige samarbejde. Her udspiller sig en duel i en skyggezone mellem seksuelt begær, rendyrket vilje-til-magt og antydningen af selvhad og usikkerhed under overfladen. Russo og Gyllenhaal leverer varen i en grad, så man suges ind i skærmen. Fremragende er også Gyllenhaals assistent (og co-driver), spillet af Riz Ahmed, med den helt rigtige blanding af lærlingens oprigtighed, naivitet og tiltagende ambition efter selv at skumme fløden.

Gilroy strammer måske skruen lovlig meget med en afsluttende biljagt, der er forudsigeligt effektjagende, men det skal ikke tage meget fra en film, der som mørk satire tager det ene stik hjem efter det andet. Og så skader det ikke, at det hele er serveret gennem Robert Elswits mættede fotograflinse, der på suggestiv vis indfanger L.A. i mørke skygger, med forladte byggegrunde og skrigende neonreklamer. Men først og fremmest er det et skræmmende portræt af et antisocialt skyggevæsen, der i Gyllenhaals distinkte gestaltning placerer sig et sted mellem Travis Bickle (‘Taxi Driver’) og Gordon Gekko (‘Wall Street’), og med samme klassikerpotentiale.

8/10

 

Two Days, One Night

De belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne er nogle af filmverdenens mest konsistente leverandører af dybt relevante film om livet på den anden side af glamour og glittede facader. Der er en dyb, moralsk kerne og en inderlig social indignation på spil i deres værker, der dog lige akkurat altid undgår det skematiske eller didaktiske, fordi formen på deres film er så autentisk letflydende og fremadskridende, at man ikke fornemmer hensigten på en måde, der hæmmer for indlevelsen. Deres film er altid inderligt karakterdrevne og det gør hele forskellen.

’Two Days, One Night’ har fået en del opmærksomhed, fordi det er første gang, at de dobbelte guldpalmevindere fra Cannes arbejder sammen med en international stjerne, nemlig Marion Cotillard.

marion cFilmen er overraskende skematisk i sin fortælleform, der er bygget op omkring det ene møde efter det andet over det af titlen angivede tidsrum (en weekend), hvor Cotillards figur skal overbevise sine arbejdskolleger om, at de skal opgive en bonusordning for, at hun i stedet kan beholde sit arbejde (oven på en fraværsperiode i forbindelse med en depression). De resulterende konfrontationer er lidt for dramatisk skarptskårne og lidt for forenklede. Alligevel bliver filmen hurtigt mere kedelig end godt er, ikke så meget fordi den dvæler ved scenerne, som at den gentager tematikken igen og igen.

Cotillard er rigtig god i en hovedrolle, der placerer hende midt i kameralinsen næsten hele filmen igennem. Man bliver dog en kende træt af hendes skamløse (men indrømmet, effektive) brug af sit ansigtsmimik-trademark: smilet, der signalerer at ’nu kunne jeg vælge at græde, men jeg vælger at smile i stedet’. Hver gang fortællingen stopper op (når karakternerne spiser, kører i bil, nyder en is på en bænk, hører radio) smiler Cotillard sit sørgmodige, men overlevelsesduelige smil. Det er næsten for meget. Hun ville have været en forrygende stumfilmskuespiller!

’Two Days, One Night’ er en fin, relevant og vedkommende film, og man kan beundre dens narrative stringens, men i sidste ende begrænser det filmen mere end det gavner den. Og derfor er den brødrenes første ikke helt vellykkede værk i en ellers mageløs karriere på kanten af den europæiske mainstream.

6/10

 

Citizenfour

Det imponerende ved Laura Poitras’ dokumentar om NSA-lækagen er dens saglighed og redelighed i skildringen af det sensationelle scoop, Poitras kom i centrum af, da hun selv blev kontaktet af Edward Snowden inden han ’sprang bomben’ i 2013. Der hersker en kølig og nøgtern stemning over foretagendet, som er en klar styrke. Poitras lader billederne fortælle historien og vægter ikkeklippet sammenhæng over eksposition og udlægning. Hendes voice-over er reduceret til det absolut nødvendige, men undgår behændigt enhver faldgrube i forhold til at afsløre egne sym- og antipatier.

Snowden fremstår overraskende humoristisk og socialt intelligent frem for den nørdede vissenpind, mediebiderne tillod os at se, da hans ansigt var en fast del af nyhedsstrømmen.

snowden’Citizenfour’ er selvfølgelig et partsindlæg i den forstand, at Snowdens diktering af begivenhedernes gang (det var ham, der kontaktede filmskaberen, ikke omvendt) naturligt forlener filmen med en aura af den frygt og indignation, Snowden ønsker vi skal se og forholde os til i forsvaret for den version af demokratiet, som han angiver at kæmpe for: en styreform, hvor frihed er lig med respekten for privatlivets fred fremfor statens frihed til at vide alt om sine borgere (efter devisen: ’Hvis du er bange for aflytninger, er det så fordi du har noget at skjule?’).

Poitras får på suspense-fyldt vis serveret den varmeste kartoffel af en historie, så den kaster lys over alt det vi troede vi allerede vidste om den, men også skabt en filmisk fortættet fortælling, hvor fornemmelsen af at være vidne til historien, mens den foregår, er leveret med stor panache. Man kan mærke sveden sive ud fra filmens porer, mens begivenhederne eskalerer. Klipningen af materialet er i den forstand forbilledligt.

8/10

 

Ida

Pawel Pawlikowskis 82 minutter lange polske afart af en road movie i sort-hvid handler om en ung katolsk nonne-novice i 1960ernes Polen, der før sin indvielse – på abbedissens foranledigende – mødes med sin (skuffede) stalinistiske partisoldat af en tante, hvorved hun får nys om sin sande familiebaggrund: som overlevende datter af et jødisk forældrepar, der blev myrdet i en skov i forbindelse med udrensningerne under 2. Verdenskrig.

ida’Ida’ har en tidløs kvalitet forstærket ved den stilistisk rene sort-hvide fotografering, der giver mindelser om vor egen Carl Theodor Dreyer. Den æstetiske formalisme dækker over historiens kerne; dens udforskning af identitetsspørgsmål og fortrængning. De delikat tilbageholdte præstationer af Agata Trzebuchowska og Agata Kulesza sikrer en overraskende usentimental vej gennem en familietragedie (der spejler en national tragedie) af dimensioner. Virker filmen stærkere eller svagere ved at lægge låg på de stærkeste følelser? Er det et problem eller en udpræget styrke at Trzebuchowskas ansigt dårligt afslører den mindste rørelse?

I sidste ende hænger det udbytte man får med sig fra ’Ida’ nok sammen med om man er til eksternalisering eller internalisering af følelser i forbindelse med filmoplevelsen. Billederne (især en indledende sekvens, hvor vi følger de unge novicers rengøring af en Kristusfigur i klosteret) er imponerende i deres blik for komposition og fortællermæssig effekt.

’Ida’ er køligt æstetiserende filmkunst, der dog er så følelsesvedkommende i sin kerne, at dens strenge form netop holder fokus på det vigtige: historien og karaktererne (frem for bearbejdelsen eller sentimentaliseringen af den/dem).

8/10

 

Force Majeure

Ruben Östlunds ufravendte satire over det moderne ægteskab følger et øvre middelklassepars skiferie på et franske alpe-resort sammen med deres to børn, hvor de på andendagen overlever (men bliver komplet dækket i støvet fra) en lavine. Moren (spillet af Lisa Loven Kongsli) og faren (Johannes Bah Kuhnke) reagerer vidt forskelligt i situationen (moren griber instinktivt ud efter børnene, mens faren napper sin iPhone og tager benene på nakken) og – ikke mindre væsentligt – erindrer den vidt forskelligt. Herefter sættes ægteskabet på en hård prøve, alt imens parret forsøger at holde gode miner til slet spil.

force majeure’Force Majeure’ er en tour de force af en film, ikke mindst billed- og lydmæssigt, hvor de stejle, hvidklædte bjergsider og de enorme sneploves arbejde i ly af natten udgør et betagende bagtæppe. Det er en skarp, men ikke for pointeret eller fingerpegende, dekonstruktion af ægteskabet og nutidige forestillinger om maskulinitet. En sort komedie i et ætsende hvidt landskab, hvor karakterernes selvbilleder udfordres og afskalles lag for lag i mødet med en ukendt trussel: mandens kujoneri og kvindens passive aggressivitet.

Kongsli og Kuhnke er forrygende: I det meste af filmens spilletid kæmper de med at inddæmme deres følelser, men der ligger en afgrund af ildevarslende fornemmelser i deres mistænksomme blikke og demonstrative smil. Skam, vrede, ansvar og muligheden for tilgivelse ligger som motiver lige bag filmens ydre, men de er gemt akkurat så meget væk, at når først sammenbruddet sætter ind, føles det katarsisk frem for hysterisk.

Östlund har med ’Force Majeure’ kreeret et lille mesterværk, der er sylespids i sin anklage mod den glatte mands selvbillede og (manglende) evne til at se ind i sin egen psyke, men som samtidig er tilpas dobbelttydig i sin anklage (morens offentlige udstilling af sin partner er subtilt grusom) til, at filmen ikke så meget er for eller imod nogen, som den udstiller noget, nemlig dynamikken i et parforhold bebyrdet af den moderne tilværelses svøber: travlhed, distraktion, fokus på selvrealisering, foruden en mere universel udfordring: forældreskabet. Östlund filmer det hele med en reserveret kølighed, der minder om Michael Haneke. Östlunds film er dog – modsat den østrigske mesterauteur – mere genuint morsom end egentlig morbid.

9/10

 

The Homesman

Der er adskillige vellykkede scener i Tommy Lee Jones’ anden indsats som instruktør og der ligger en i grunden interessant problemstilling til grund for den. Rodrigo Prietos fotografering er betagende og med til at fastholde beskuerens blik, selv når handlingsgangen skvatter over sig selv og ikke helt kan finde ud af om den skal dvæle eller ej, dyrke komedieaspektet eller fastfryse tragedien.

homesmanDet er på mange måder en omvendt western, Lee Jones sigter efter. Her rykker pionererne ikke fra øst mod vest, men den anden vej: Hilary Swanks gæve singlekvinde (beklager, hvis den anakronisme spærrer for indlevelsen i beskrivelsen af et ruralt 1800-tals-Amerika) begiver sig ’den forkerte vej’ for at bringe tre sindslidende kvinder tilbage til deres familier, efter at det hårde nybyggerliv vestpå har drevet dem fra forstanden. Her får hun hjælp af Tommy Lee Jones’ fribytterkarakter, som Mary Bee Cuddy (det kunne næsten kun være navnet på en Swank-karakter med sit ekko af godhed, sejhed og aseksuel stræben) på bekvem vis redder fra galgen. Bekvem i dobbelt forstand, fordi hun dermed finder en ledsager til den hårde rejse, der venter.

En anden ting, der gør filmen til en form for anti-western er det feministiske perspektiv. Bee Cuddy er sejere og mere rå end de fleste mænd vi stifter bekendtskab med undervejs, men det koster så også på hjemmefronten: Hun er alene på sin farm og skal snart skynde sig, hvis hun vil gøre nytte af sin snart eroderende fødedygtighed.

Filmen tager et meget skarpt (og uventet) sving ca. to-tredjedele inde i filmen, der på mange måder kaster samtlige brikker op i luften, for hvad er det egentlig Lee Jones vil med Swanks karakter? Uden at afsløre for meget, er det Lee Jones titelfigur, der overtager tøjlerne og bærer filmen i land. Tørskoet? Næppe.

Der er simpelthen for mange knirkende planker og løse ender under filmens fundament, en ujævnhed, som kun understreges ved den ret umotiverede, nærmest nonchalante, brug af et stjernecast bestående af Meryl Streep, John Lithgow, Tim Blake Nelson, James Spader og Hailee Steinfeld (der alle som én virker forvirrede over hvad præcis det er instruktøren er ude efter).

Lee Jones skrev filmen sammen med to medforfattere og det er som om de tre har kastet ideer op på storyboardet og i sidste ende besluttet sig for at beholde alle elementer frem for at sortere i dem med streng hånd. Da filmen nærmer sig to timer og et kvarters spilletid sidder man med en sær form for uro i maven: Hvornår stopper det her? Hvad er det, Lee Jones mangler at fortælle? Eller måske rettere: Ved han overhovedet hvad det var han gerne ville fortælle i udgangspunktet?

5/10