’Nymphomaniac’

Der er en utrolig energi i von Triers fire timer lange sexodyssé. Den verdenskendte danske auteur formår næsten uden ophør at puste liv ind i en film, der meget let kunne have stivnet i enten akademisk palaver, provokerende eksplicit sex eller lammende følelsesmæssig ennui. Trods mislyde og mangler er ‘Nymphomaniac’ et troværdigt bud på et magnum opus.

Der er i sagens natur tale om et ambitiøst filmværk, når længden på det overskrider de fire timer. Det ved Lars von Trier og det ved hans publikum. Og på mange måder er den nuværende version (der tales også om en fem-en-halv-times uredigeret director’s cut, som frigives i løbet af 2014) von Triers sammensatte, kompromisløse og idekompakte magnum opus i en karriere, der ellers ikke skorter på helhjertede forsøg på at levere et sådant.

Det imponerende og forfriskende ved ’Nymphomaniac’ er dens vitale blanding af tanker om – og udforskning af – seksualitet, filosofi og socio- og kønspolitiske emner. Filmen er i tilgift Triers mest morsomme værk siden ’Riget’. De eksplicitte sexscener er nedtonede i forhold til hvad man kunne have forventet forhåndsomtalen taget i betragtning. Filmen handler ikke så meget om sex eller repræsentationen af faktisk sex, som den handler om menneskets leg med identitet, flugt ind i besættelsens tusmørkezoner og vores evne til at fortælle historier og konstruere fortællinger om os selv.

nymphomaniac 1Der er interessante filosofiske implikationer i det righoldige stof, Trier præsenterer, som gør ’Nymphomaniac’ til meget andet og meget mere end filmkunstens enfant terrible par excellences forsøg på at provokere og vække til anstød. Hvis filmen er provokerende er det i positiv forstand, som ansats til at stimulere sit publikum med billedernes suggestive poesi og fortællingens kryptiske lag.

Von Trier tillader sig en mængde sidespring (ofte bragt til torvs af den mandlige protagonist, Seligman), der fungerer som begavede og ofte meget morsomme momenter, der kaster et anderledes blik på menneskets seksuelle kvaler. I monologen sammenligner Seligman (Stellan Skarsgaard) fx konsekvent sex med fluefiskeri, mens nymfomanen Joe (Charlotte Gainsbourg) andetsteds sammenligner splittelsen mellem østlig og vestlig kristendom i 1054 med følelsen af seksuel smerte, i forlængelse af Seligmans doceren om kirkeskismaet. Blot for at nævne to eksempler. Der er talrige af dem og de fleste er ovenud godt tænkte.

Rammen om filmens udforskning af Joes seksuelt motiverede livshistorie, er hendes møde med Seligman, en intellektuel og åndsfikseret jomfru, der samler hende forslået og blødende op fra gyden, hvor han bor og tilbyder hende en kop te i sin lejlighed. Herfra starter Joe med sin beretning, som så udgør filmens otte kapitler, der er lig udfoldede flashbacks til de afgørende episoder i hendes historie med sex. Denne struktur fungerer paradoksalt frisættende og er kun sjældent en spændetrøje for von Trier i hans forsøg på at belyse seksualitet som både ide og sanselig manifestation.

Vi møder Joe som syvårig (bl.a. i en effektivt fortalt scene, hvor vi ser et let vibrerende reb i en gymnastiksal, hvorved vi nok kan udlægge, at Joe befinder sig længere oppe i rebet og er årsagen til vibrationen…), som 15-årig, hvor hun har forvandlet sig til en forførende vamp (spillet overbevisende af det ubeskrevne blad Stacy Martin), der jagter mænd som en vampyr jagter blod og sidenhen i filmens anden del med Gainsbourg selv som den voksne Joe.

Joe er krop, sanselighed, erfaring og impuls, hvor Seligman er tanke, intellekt og rationalitet. Det er forskellen mellem dem, der fremprovokerer fortællingen og frisætter begge til at gå linen ud og udforske emnet så udtømmende som muligt i en samtale, der først hører op, da morgensolens første stråler bryder gennem gardinet i Seligmans munkelignende hummer.

Gainsbourg er imponerende at skue i sin tredje kollaboration med von Trier. Hun indfanger Joes manier og hendes livsløgne uden at reducere karakteren til et neurotisk pjok. Hun er viljestærk, intens og på sin egen måde emotionelt fattet. Hun er bare ikke i stand til at træde køligt tilbage og analysere sin egen situation, hvorfor hun konsekvent vælger overdrevet frem for det harmonisk afbalancerede.

Inden Gainsbourg tager over også i flashback-scenerne, er den unge Joe (Stacy Martin) engageret i en ungdommelig sexkult sammen med nogle veninder, der deler hendes radikale fordring om kun at have sex én gang med hver mand, de møder (og det er mange). Joes dilemma sættes på spidsen af en af pigerne, der gør oprør imod disse selvbestaltede rebeller imod traditionel kærlighed. Hun afslører, at hun gentagne gange har haft sex med den samme fyr og at følelsen af forelskelse er den hemmelige ingrediens, der gør sex til noget himmelsk. Heroverfor står Joe, der konsekvent nægter at anerkende kærligheden som andet end ”sex med jalousi oveni”. Meget af samtalen mellem Seligman og Joe kommer til at kredse om netop sondringen mellem sex, begær og den rene kærlighed. Joe har valgt side, men behøvede hun virkelig det?

Joe vedkender sig, at hun en overgang i sit liv følte kærlighed over for en fyr ved navn Jerome (Shia LaBeouf). Filmen mangler en del dramatisk tænding i afsnittene med Jerome, bl.a. fordi blockbusterstjernen LaBeouf ikke just overbeviser om den ”skødesløse elegance”, som Gainsbourgs Joe (og Triers manus) tilskriver ham. Ligeledes er flashbacket til Joes fars (Christian Slater) dødsleje en anomali på filmens legeme, mere stivbenet end livsaligt kildrende.

Andre Hollywoodnavne lykkes i langt højere grad med deres medvirken i velanbragte cameos: Uma Thurman er overbevisende galsindet i sin groteske gestaltning af en forsmået hustru til en af Joes elskere, og ’Billy Elliott’, alias Jamie Bell, er fantastisk castet som sadomasochisten K i et af filmens flotteste og mest nådesløst udfoldede kapitler.

Kernen i ’Nymphomaniac’ er dog på mange måder scenerne mellem Seligman og Joe, hvor Trier imponerer med en superbegavet, afvekslende og levende dialogkunst, der er mindre opstyltet end de ofte lidt forenklede samtalesekvenser i fx ’Melancholia’. Joes flyvske historie forankres af Seligmans grundfæstede humanisme og hans socio-politiske, historiske, matematiske (Fibonacci-tallene spiller en ikke uvæsentlig rolle) og æstetiske betragtninger. Fx får Joe og Seligman krydret beretningen om Joes bedste elskere med en fundering over den klassiske musiks brug af polyfone stemmer, som udtrykt gennem Bach og Palestrina. Som tilskuer kan man ikke lade være med at fryde sig på kommando. Trier er i sit es i scener som disse.

Når filmen er bedst – det ER en skam at plottets tvivlsomme bugtninger i filmens sidste time bliver for demonstrativt snørklede og vidtløftige – fortæller den en række røverhistorier, som man alt efter temperament kan tage for gode varer eller ikke. Der er en utrolig energi i filmen, og Trier formår næsten uden ophør at puste liv ind i en film, der meget let kunne have stivnet i enten akademisk palaver, provokerende eksplicit sex eller lammende følelsesmæssig ennui.

På et tidspunkt i filmen spørger Joe Seligman, der i stigende grad stiller spørgsmålstegn ved hendes troværdighed, hvordan han mon får mest ud af hendes historie – ved at tro på den eller ved ikke at tro på den? Spørgsmålet er centralt for hele filmens forsøg på at indkredse kernen i et livsforløb og i den måde, hvorpå mennesker skaber orden i deres liv ved at skabe en sammenhængende fortælling, der går op. Måske fortæller Joe en lang løgnehistorie om sig selv? Og hvem ved – måske gør Seligman det samme?

Lars von Trier får på samme måde – uagtet at hans narrative fingerspidsfornemmelse møder muren et par gange i løbet af de fire timers spilletid – fortalt en vedkommende og tankevækkende historie, hvis værdi ikke så meget ligger i karakterernes – og dermed fortællingens indeholdte – troværdighed, som den ligger i vores forestillingsevnes fantastiske hang til at iscenesætte, forføre og lade os besætte.

8/10

Tilbage til toppen

Tilbage til Forsiden