Nikolaj Nørlund – en værkgennemgang

Nikolaj Nørlund, nu 48 år, er dansk indiemusiks godfather. Ingen over og ingen ved siden af. Siden 90ernes spæde start har han som solist og i projekterne Trains and Boats and Planes og Rhonda Harris beriget grøften af den danske musikscene med de smukkeste blomster og det mest betagende ukrudt i form af både blid og strømførende musik og poesi.

Hvis han midt i 00erne virkede en kende rusten og uinteresseret som solist (hvilket seksårshullet mellem hans fjerde og femte soloalbum vidner om) blev hans godfather-ry kun mere omfattende, takket være en utrættelig indsats som kurator og indpisker for en lang række musikalske projekter (det mest succesfulde af slagsen var den storsælgende – alt er relativt – Leonard Cohen-hyldestplade på dansk) og producer og fødselshjælper for en perlerække af danske navne (vi nævner i flæng: Niels Skousen, Port Friendly, Superjeg, Lise Westzynthius, Martin Ryum, Jens Unmack, Olesen-Olesen, I Got You On Tape, Mellemblond, Steffen Brandt og Ulige Numre) samt som pladeselskabsboss på Auditorium.

Nørlund bevægede sig op i mainstreambevidstheden for nylig som medvirkende ’Mentor’ i DR-konceptet af samme navn.

Point på integritetskontoen har han nu masser af – det skal hverken en klækkelig kunststøttecheck bevilliget af hans gode ven og kunstner-i-stald Jens Unmack eller hans omfavnelse af et tvivlsomt tv-koncept (udtænkt af blålyset Blachman) drage i tvivl.

I det følgende gennemgår vi værklisten, men for at det ikke bliver for omfattende, skipper vi alle hans ikke-solo-udgivelser. Det betyder så, at en enkelt nyklassiker, nemlig Rhonda Harris’ eponyme debutalbum fra 1995, ikke får sin retmæssige plads i solen.

 

Navnløs (1996)

navnløs coverTonesætningen af Michael Strunges nærmest klinisk depressive og ukarakteristisk nedbarberede sidste digtsamling inden hans død i 1985 udgjorde en modig og ambitiøs solodebut fra Nørlund, der dog forinden havde oparbejdet tiltro til egne evner som bandleder i både Trains and Boats and Planes og Rhonda Harris. ’Navnløs’ er et forbløffende mundret og sangbart album, når man tænker på, at lyrikken er fortolkninger af faktiske digte. Melodierne er sarte og ofte repeterende, men med små velvalgte anstrøg af arrangementsmæssige spidsfindigheder som den åh så blå trompet på ’Drømmen om at køre galt’. Intet gør dog indtryk som det rislende klavermotiv på en af Nørlunds – og dansk musiks i det hele taget – smukkeste sange ’Den støjende tid’.  I knivskarp konkurrence med Lars H.U.G’s 1980er-kuldslåede SUT-sange på ’City Slang’ er ’Navnløs’ dansk musiks stærkeste stykke poesifortolkning.  (9/10)

Essentielle tracks: ’Lille digt’, ’Drømmen om at køre galt’, Navnløs’, ’Den støjende tid’

 

Nye optagelser (1997)

nye optagelser coverNørlund rystede ikke på hånden, da han allerede året efter sin markante solodebut udgav opfølgeren – denne gang med egen lyrik. Og hvilken en af slagsen. Albummet med den lakoniske titel har ad åre antaget karakter af klassiker inden for den dansksprogede pop og rock. Måske kunne albummet have været trimmet ned til 12 sange (’Det er en stor dag’ og ’I lyset af en måned’ er forglemmelige), men selv med skønhedspletter hist og her er det en fascinerende vital bunke sange, hvor Nørlunds poesi flagrer som vestenvinden, synger som havet og lyser som solstråler gennem gardinet på en dejlig, dansk sommerdag. Der er gennemtræk til hjertet og buler på sjælen, men det hele føles levende og virkeligt, inklusive Nørlunds nordsjællandske diktion, der redder den hjem på charmen. Der er slidstærke argumenter for, at en hel håndfuld af disse sange hører hjemme på en all-time top 10 af Nørlund-sange: ’Indre by’, ’Ridset i panden’, ’Tag det fra mig’, ’Af frygt for at elske’, ’Du ku blive mit held’…

’Nye optagelser’ bliver aldrig gammel. (9/10)

Essentielle tracks: ’Indre by’, ’Ridset i panden’, ’Tag det fra mig’, ’Af frygt for at elske’, ’Lidt efter lidt’, ’Du ku blive mit held’

 

Hvad er det der sker? (2000)

hvad er det der sker coverMed ’Nye optagelser’ var Nørlund trådt i karakter som tidens ubestridte danske sangsmed i kritikerkredse og blandt P4-i-P1-segmentet. Den position havde han sikret sig ved at anvende klassiske greb fra rocksangskrivningsværktøjskassen med lige dele Cohen, Young og Dylan på bagsmækken af sin vindskæve cykel (eller ’sikel’, som det jo hedder på nørlundsk!). For en sangskriver med smag for kunst snarere end for kommers var det derfor ikke chokerende, at succesen fik ham til at foretage om ikke en U-vending så dog et sporskifte. ’Hvad er det der sker?’… ja, det kunne næsten være et ironisk nik til publikums reaktion på en reformuleret Nørlund med mere fragmentariske tekster og en køligere, mindre guitarelektrificeret lydside, der inkorporerede strygere såvel som elektroniske elementer. Albummet finder aldrig helt den udsøgte balance mellem sine komponenter, selvom forsøget er beundringsværdigt. Vender man tilbage til Nørlunds treer på 14 års afstand, bemærker man dog en langtidsholdbar slidstyrke i kernen af disse sange, der bare kæmper for at få lov til at komme ud af det lidt for lufttætte rum, de er blevet anbragt i af Kent-produceren Joshua. Læg i øvrigt mærke til Nørlunds nærmest skamløse rip off af Neil Young-klassikeren ’Cortez The Killer’ på albumlukkeren ’Istid’. (7/10)

Essentielle tracks: ’Start ok’, ’En anden mands historie’, ’Pilgrim’

 

Tændstik (2003)

tændstik coverApropos Neil Young & Crazy Horse: ’Tændstik’ fyrede op for nogle fuldfede riffs, der havde et patenteret Crazy Horse-stempel lige i panden. Når det gøres veloplagt og med sejtrækkercharme som på ’Resumé’, ’Gætter’ og ’Respekt (Endnu)’ (der låner sit riff fra Bowies ’Heroes’, hvilket er logisk, eftersom det velsagtens er den mest plagierede sang i post-punk-epoken) er alt tilgivet. Første halvdel af ’Tændstik’ er Nørlunds mest rockede og energiske materiale, og det er en fest, der har en overraskende høj troværdighedsfaktor. Respekt, bestemt. Desværre er sættets anden halvdel slet ikke lige så slagkraftig, hvilket gør, at albummet som værk taber flyvehøjde (det kan selv ikke et ok, Naja Marie Aidt-assisteret slutnummer ved navn ’Flyveplads’ helt råde bod på). (6/10)

Essentielle tracks: ’Resumé’, ’Gætter’ og ’Respekt (Endnu)’

 

Tid og sted (2009)

tid og sted coverEfter seks års albumpause som solist (der udkom dog to lunkne Rhonda Harris-album i mellemtiden) kunne man passende have høje forventninger til comebacket fra den nyslåede pladeselskabsboss, producer og kurator mm. Nørlund var på seks år blevet en slags grand old man på indiescenen herhjemme, og ungdommens friskhed savnedes på ’Tid og sted’, der er Nørlunds med klar margin mest karakterløse og identitetsforladte album. Der er anslag til glimrende sange i ’Momentum’, ’Kongens Have’ og ’Under fremmed flag’, men resten af sangene er blege kopier, der kæmper forgæves med at leve op til de farvestrålende originaler. Nørlund var pludselig kørt fast, og en overgang overvejede man om festen allerede var forbi: Var Nørlund blevet permanent mindre motiveret i sin egen karriere som udøvende kunstner end som manden bag musikken for en horde af beundrere og proselytter? (5/10)

Essentielle tracks: ’Momentum’, ’Under fremmed flag’

 

Alt sammen, lige nu (2012)

alt sammen coverDer skulle med andre ord nyt blod til, en (næsten) ligeværdig yngre legekammerat, der kunne matche mesteren og holde ham til ilden. Christian Hjelm påtog sig rollen og bærer sikkert en stor del af ansvaret for, at Nørlund fik rusket liv i de gamle klude og fik lukket frisk luft ind i gemakkerne. ’Alt sammen, lige nu’ er dynamisk, skridsikker, vital, livlig og gnistrende i sit sammenspil, hvor guitaren ånder og rusker og river og flår, som den kun formår, når de medvirkende kan mærke, at inspirationen har slået rod et sted indeni og imellem dem. ’Ned til søen’, ’Ringvejen’ (igen: Neil Young-inspirationen er næsten for demonstrativ, men heldigvis på den aldeles fede måde) og det mindre singlehit ’Man bliver forsinket så let’ slår tonen an, men mere eftertænksomme numre som ’Lige linje’ rammer også hjertekulen, der hvor varmen breder sig i organerne, selvom det suser ind fra et pivåbent vindue til sjælen. Eneste minus? Lyrisk var Nørlund ikke tunet ind på samme instinktivt poetiske frekvens som på 1990er-hovedværkerne, men det glemmer man gerne, når bare musikken ruller og vugger så saliggørende frigjort som her. (8/10)

Essentielle tracks: ’Ned til søen’, ’Ringvejen’, ’Man bliver forsinket så let’, ’Lige linje’

 

Det naturlige (2014)

det naturlige coverMåske kunne Nørlund mærke, at han manglede lige det sidste på lyrikfronten på ’Alt sammen, lige nu’? I hvert fald har han på sit nye album ladet sig inspirere af samarbejdet med vaskeægte lyrikere som Peter Laugesen og Naja Marie Aidt (igen), der fodrer ham med ord, der lyder ganske nørlundske, hvilket må være en ros til manden, der ikke selv er digter! Måske har bidragene fra disse notabiliteter medvirket til at tænde op for Nørlunds egne poetiske ressourcer, for det er uden sammenligning hans stærkeste album lyrisk siden ’Nye optagelser’. Musikken er pulserende, nysgerrig, æggende og udgør den hidtil mest vellykkede symbiose hos Nørlund mellem rockens og electronicaens lyduniverser. Jacob Bros diskret meddigtende guitarspil, der rammer en nøgen, kølig og lettere jazzet tone spiller en vigtig rolle, men der er også godt riv i sange som ’Smuk mand’ og ’Små røde biler’, der emmer af en kontrolleret vildskab, der kun truer med at flyde over (Sune Rose Wagner brillerer på guitar på de to sange). Basspillet er endvidere overraskende prominent. Melodisk mangler ’Det naturlige’ lige det sidste, men det kan måske skyldes, at det bevidste fokus på lyrikken har gjort melodierne mindre umiddelbare og mere bundet op på lyrikkens skabeloner? Under alle omstændigheder et af Nørlunds mest stemningsfulde album. Og har man virkelig brug for et radiohit, når man med årene er blevet en institution i dansk musikliv – på trods af manglen på netop hits? (7/10)

Essentielle tracks: ’12000 km’, ’Hvid røg og tekno’, ’Smuk mand’, ’Overtal’