‘Nebraska’

Alexander Payne har brugt hele sin karriere på at mikse sort komedie med lavmælt drama. Hans forrige film ’The Descendents’ ramte skævt på begge parametre. Desværre er hans nye, rurale hjemstavnsfortælling om en gammel gubbes illusion om en milliongevinst ikke et hak bedre.

Det er efterhånden lidt af en gåde for denne anmelder, hvordan en talentfuld og syrligt skarp auteur som Alexander Payne kan levere så halvbagte, miskalkulerede fiaskoer, som det er tilfældet med hans to seneste film i slipstrømmen af det bittersøde mesterværk ’Sideways’ fra 2004 (og den veloplagte, satiriske debutfilm ’Election’ fra 1998) (ligesom det er en gåde, at de danske dagbladsanmeldere er faldet kollektivt på halen over netop ’Nebraska’…):

’The Descendents’ satte sig gumpetungt mellem de to stole, Payne altid stiller frem, når han ruller sig ud: komedien og dramaet. George Clooney fjollede rundt på Hawaii med en debil svigersøn på slæb i en farce af et familiedrama med et påklistret naturbeskyttelsestema som et fejlanbragt figenblad til at dulme de misantropiske (og misogyne) undertoner.

nebraska posterDe besværlige familierelationer er også i fokus i ’Nebraska’, Paynes seneste stykke americana, hvor de landlige omgivelser fungerer som en trøstesløs kulisse for den økonomiske armod, der hersker her langt væk fra alfarvej. Phedon Papamichaels sort-hvide fotografering opererer med panoramiske stills af både marker og slidte byer, men denne pittoreske indramning bliver hurtigt en let genkendelig gimmick, ligesom Mark Ortons akustiske folk-inspirerede score i øvrigt (hvis centrale tema optræder ubønhørligt i scene efter scene).

Ligeså let gennemskuelig og gennemkalkuleret er de endimensionelle karakterer, som vor fåmælte anti-helt Woody Grant (en imponerende sammenbidt Bruce Dern) og sønnike David (Will Forte i en rolle, han aldeles kvæler for dramatisk liv) møder på deres vej fra Billings, Montana til Lincoln, Nebraska, hvor Woody vil indkassere sin milliongevinst i et af den slags fupgevinst-spil, der dukker op i vores alles junk mail-indbakker i tide og utide. Uvist af hvilken grund tager David med, selvom han tydeligt gør opmærksom på, at der er tale om fup og fidus. Han vil bare gerne tilbringe noget tid sammen med sin knarvorne far, tilsyneladende.

Nå, men David og Woody møder (meget belejligt) en masse gamle venner og familiemedlemmer i byen Hawthorne på vejen til Lincoln, en by, Woody og hans anderledes bullshit-resistente kone, Kate (en gevaldigt overspillende June Squibb) boede i for mange år siden.

Det er omtrent her ’Nebraska’ forvandler sig fra et demonstrativt melankolsk drama med demonstrative komiske elementer til noget endnu mere kalkuleret og nærmest ubehageligt forstemmende: Alle de mennesker de to møder på deres vej viser sig, hvis ikke ved første blik så ved andet og tredje og fjerde, at være grådige, ensporede og inderligt ureflekterede stereotyper skåret over white trash-læsten. Mændene taler udelukkende i rudimentære enstavelsesytringer, de voksne børn er infantile, ugidelige seksualforbrydere, kvinderne er larmende og simple og alle de ældre kvinder er larmende, simple OG dybt vulgære. Tak for den miljøkarakteristik! At Payne lakonisk har tilladt sig at kalde filmen for ’Nebraska’ er lidt en hån, al den stund, at stedet han fremstiller er et helvedeshul uden ret mange forsonende elementer (udover de sceniske locations som de sort-hvide kameraindstillinger er så forgabt i).

En anden af filmens afgørende svagheder er Will Fortes David, der er selvudslettende høflig, men alligevel mander sig op til flere former for konfrontationer på farens vegne undervejs. Der er ingen konsistens i karaktertegningen, men Forte formår heller ikke at bidrage med stort andet end sine mørke, melankolske øjne. Den tidligere ’Saturday Night Live’-komiker er ude på dramatisk dybt vand og kan slet ikke bunde.

June Squibbs Kate er en fornærmelse mod enhver form for sund fornuft. Hun er manuskriptets undskyldning for nem (men frastødende) komik: Payne leverer fx et afgrundsdybt karrierelavpunkt i en scene, hvor Kate mødes med sin mand og søn i Nebraska (hun skal deltage i weekendens familiemiddag i Hawthorne og ankommer med bus). Trioen tager dog først ud til en kirkegård, hvor morlille kalder alle de døde for ”so”, ”luder” og i den dur, inden hun flasher sit underliv foran en gravsten for en gammel flamme. Smagfuldt.

Er der da ikke noget forsonende ved ’Nebraska’? Jo, for så vidt er Bruce Derns Woody Grant en interessant figur, som manuskriptet kløgtigt vælger at lade forblive præcis så uudgrundelig, som han forekommer, da vi først præsenteres for ham. Vi bliver aldrig klogere på, hvorvidt Grant vitterlig tror på, at han har vundet den gevinst, han er så forbenet determineret efter at hente personligt, eller om han inderst inde godt ved, at der ikke venter nogen gevinst – andet end muligheden for at få lidt opmærksomhed og måske gøre sig fortjent til et mere finurligt eftermæle end som så.

Er Grant begyndende senil, lettere omtåget eller ved sine fulde fem? Bob Nelsons manuskript og Bruce Derns gestaltning gør os ikke meget klogere, hvilket er en styrke. Ligeledes bliver David aldrig for alvor klogere på farens motiver, selvom han afslutningsvis måske tror, han har regnet dem ud. Payne antyder, at han måske han i virkeligheden ikke har det, men på det tidspunkt har man mistet interessen for ikke alene fortællingens kerne, men også for de personer af mere eller mindre larmende (eller aldeles umælende) stereotyp karakter, der befolker den.

I sidste ende danner Paynes lavmælte og dvælende æstetik et endog meget umage par med det komiske hysteri og den ikke alene kyniske men nedladende og uærlige hjemstavnsskildring han krydrer (læs: besudler) den med.

4/10