Musikantologier: dEUS, Wilco, Bowie

Oktober, november, december er opsamlingstid. Vi ser nærmere på tre af de mere interessante af slagsen, der udkom i slutningen af 2014: Belgisk artrock, amerikansk roots-rock med afstikkere til ekspressiv futurisme (hvadbehager!) samt et rockikon, der falbyder endnu en opsamling til samlingen af opsamlinger…

 

dEUS ’Selected Songs 1994-2014’

Nu om dage må det belgiske art-rock-band dEUS være en oplagt kandidat til en af 1990ernes mest oversete og underkendte bands. I 90erne fik dEUS oparbejdet et vist (globalt slagkraftigt) kultrygte og solgte hundredetusindevis af album per udgivelse, men første inkarnation af bandet gik i opløsning oven på bandets tredje fuldlængdeudspil, ’The Ideal Crash’ fra 1999. At bandet sidenhen blev gendannet og fik endnu større kommerciel succes i særligt Benelux-landene og Tyskland, er ikke blevet registreret på den alternative musikscene, som dEUS havde godt fat i i 90erne. På den måde er et band, der konsistent har leveret fremragende musik gennem 20 år, gået godt og vel i glemmebogen hos den almindelige alternative musikfan, uanset om vi taler i England, USA eller herhjemme.

deusDette forhold kan den nærværende opsamling ’Selected Songs 1994-2014’ forhåbentlig være med til at korrekse. Her ser vi et godt og vel fuldtonet billede af bandet (selvom fraværet af ’Sister Dew’ fra ’The Ideal Crash’ er en undladelsessynd), som leverede en både rocket, punket, poppet og folket afart af artrocken til det købestærke alternative rockpublikum fanget i 90ernes særegne blanding af økonomisk velstand og kulturelt armod. På egenartet – og sært original, på trods af de tydelige referencer – vis, bragte bandet en forkærlighed for skæve randeksistenser fra rockens avantgarde – Captain Beefheart og Frank Zappa i 60erne og 70erne, Tom Waits’ skrammel-blues i 80erne – sammen med nogle af de tendenser, der florerede i netop 90ernes alternative rockmusik. Hør bare hittet ’Instant Street’, der parrer sart indie, krøllet folk og popsødme med et 90er-typisk guitarriff, der er muskuløst på den nørdede måde, der kendetegnede fx Weezer i deres velmagtsdage a la ’Pinkerton’. Andetsteds lyder dEUS som en mere øm og folk-besjælet udgave af The Afghan Whigs, ikke mindst fordi forsanger Tom Barman har en uforlignelig evne til at lyde som Greg Dulli, når det falder ham ind.

På ’Slow’ er Dulli-inspirationen slående, men så slår sangen en karakteristisk bugtning og ind flettes et synth-beat og en gæstevokal med The Knifes Karin Dreijer-Andersson. Og sådan er det med de fleste (især ældre) dEUS-sange. Lige som man tror man har regnet dem ud, stikker de af fra én. C-stykker og riffs dukker op ud af det blå og tager forudsigeligheden som gidsel. Det er forunderligt at genhøre gode, gamle ’P4 i P1’-travere som ’Hotel Lounge’, ‘Little Arithmetics’ og ’Roses’. Det er slående hvor uforudsigelige og alligevel indtagende disse multifacetterede melodiers krumninger egentlig er.

En gang imellem fører det lidt halvstuderede stiløvelser med sig: ’Architect’ (der åbenbart er bandets største hit i hjemlandet, hvor det gik nummer to på den nationale hitliste i 2005) lyder som Fun Lovin’ Criminals eller Cake eller et hvilket som helst andet bud på en sen90er-ironisk forvaltning af en forkætret rock-funk-fusion (bare i en stærkt overvintret version). Den form for musik kulminerede med Red Hot Chili Peppers’ glødende intense ’Blood, Sugar, Sex, Magick’… og burde så i øvrigt være lagt i graven. For altid.

Der er ekkoer af store amerikanske bands som Pavement og Wilco i dEUS’ musik fra både dengang og sidenhen, men det er først og fremmest bandets egensindighed og originale take på både forbilleders og samtidige kollegers udtryk, der gør dem til en sjælden smuk blomst, det er værd at dvæle ved (et nummer som ‘Eternal Woman’ lyder som den bedste sang Robin Proper-Shepard aldrig fik skrevet i Sophia-regi, bare for at fremdrage et enkelt eksempel). Sangskrivningen er aldrig mindre end glimrende, og med 29 sange, er der dejligt meget at kaste sig over for den uindviede lytter.

’Selected Songs’ er en skatkiste for den nysgerrige rockfan, der vil blive forundret over hvor genkendelig og umiddelbar dEUS’ musik er på trods af dens eksperimentelt frygtløse kerne.

Musik: 8/10

Opsamling: 9/10

 

Wilco ’What’s Your 20? Essential Tracks 1994-2014’

Wilco har haft et noget anderledes karriereforløb end dEUS, men de har skrabet en antologi sammen af samme grund: for at fejre et tyve-års-jubilæum. Ligesom Tom Barman i det belgiske foretagende, er Jeff Tweedy det altdominerende fikspunkt i Wilco, og det amerikanske band har lig det belgiske undergået talrige mandskabsrotationer undervejs, men bevaret sit ufravigelige tyngdepunkt i skikkelse af en frontfigur, der i Tweedys tilfælde, bejler til titlen som den bedste amerikanske sangskriver i sin generation.

wilcoWilco er i dag en art institution på den alternative amerikanske musikscene og de drilles kærligt (om end nedsættende) med betegnelsen ’dad rock’ i de toneangivende netmedier, der er skudt frem i 00erne. ’Dad rock’? Er det nu ret og rimeligt? Kun hvis man lytter meget selektivt til gruppens repertoire, der inkorporerer et imponerende spænd af roots-baseret rockmusik med indbrud af eksperimenterende avantgarde i især tiden omkring årtusindskiftet. Det kan godt være Wilco (og dermed Tweedy) er blevet mere magelige (og rundere – jævnfør frontmandens korpus) med årene. På albummet ’Wilco (the album)’ fra 2009 gik der lidt for meget George Harrison-agtig lejrbålssang i den og den progressive rock på ’Sky Blue Sky’ fra 2007 lyder som et dygtigt udført destillat af Neil Young-møder-Television-varianten (Nels Clines guitarsolo på albummets tour-de-force ’Impossible Germany’ er sublim uanset om man vil rubricere den som smagfuld eller –løs). Man savner dog inklusionen af de få mere outrerede indslag fra bandets post-2003-output. ’Art of Almost’ eller ’Bull Black Nova’ kunne med fordel have erstattet fx den tilforladelige Feist-duet ’You & I’.

Men generelt, er lyrikken og melodierne blevet mere simple og direkte med årene og der er blevet skruet ned for abstraktioner og de ekspressionistiske knaster i forhold til de skelsættende og kanoniserede turn of the millennium-klassikere: ’Summerteeth’ (Beach Boys-farvet barokpop på kanten af det 21. århundrede), ’Yankee Hotel Foxtrot’ (americana møder ’Kid A’ i skyggen af 9/11) og ’A Ghost is Born’ (folk og honky tonk med krautrockens motorik-puls i blodet).

Før Wilco blev dagsordensættende i årene 1998-2003 leverede de roots-rock med både country-twang og Stones-saftspændt dynamik på debuten ’A.M.’ (1995) og dobbeltalbummet ’Being There’ (1996).

Ligesom dEUS har Wilco valgt at satse pengene på et dobbeltalbum (med 38 sange) med nærværende antologi, og intet mindre kan da gøre det, hvis man vil opnå en bare nogenlunde dækkende gennemgang af det både mangfoldigt spraglede og logisk forenede oeuvre. Hvad en antologi (uanset hvor fornuftigt sangvalget er på papiret) ikke kan give sin lytter, er den fornemmelse for sammenhæng, der knytter sig til at lytte til sangene i den rette albumkontekst. Sangene mister på en måde en smule magi ved at blive flyttet ud af deres rette sammenhæng, hvor de flagrer og skeler lidt nervøst til hinanden. Det er sagt som et forbehold, der først og fremmest vil slå en ægte fan af bandet, for som introduktion er det en glimrende antologi, der giver plads og prioriterer næsten forbilledligt. At man sidder tilbage med et forbehold vidner dybest set om, at Tweedy er så dygtig en sangskriver og så gennemført en kunstnerisk begavelse, at hans sange i den grad hører hjemme i netop den kontekst, hvor han først slap dem løs i verden.

Uanset hvor Wilco bevæger sig hen herfra vil det stå som et af de store bands fra dets æra, og med mindst fire klassiske album på samvittigheden, får man lyst til først og fremmest at pege på de monumenter (’Being There’, ’Summerteeth’, ’Yankee Hotel Foxtrot’ og ’A Ghost is Born’) som værd at investere i, frem for en opsamling, der dybest set vidner om, at en livskraftig ’best of’ ikke kan erstatte den ægte vare, nemlig albumformatet. Især fordi Wilco aldrig har leveret hits, men ’bare’ velskrevne, velarrangerede og veludførte sange en masse.

Musik: 9/10

Opsamling: 8/10

 

David Bowie ’Nothing Has Changed – The Very Best of Bowie’

bowieHar verden virkelig brug for endnu en David Bowie-opsamling? Hmm. Egentlig ikke. Og så alligevel. HVIS man står og mangler en introduktion til de sidste tyve års Bowie, er 3CD-versionen af ’Nothing Has Changed’ (en tekststump hentet fra ’Heathen’-åbningsskæringen ’Sunday’) en fin anledning. Der er tydeligt kredset omkring den opsummerende del af antologien (i forhold til de talrige tidligere antologier i Bowie-regi). Vi får således ud over et helt nyt nummer (det orkestralt dissonante Bowie-som-Scott Walker-nummer ’Sue (In A Season of Crime)’) hele tre sange fra det forkætrede ’hours’ (et af Bowies svageste album, fra 1999) (dog i mildt forbedrede, miksede versioner ved Madonna-producer Marius de Vries), foruden tre sange fra ’Outside’ (1995) og – denne opsamlings andet af tre clous (hvis tilføjelsen af det nye nummer var det første) – tre styks fra det aborterede ’Toys’-albumprojekt, som Bowie skrinlagde i tiden mellem ’hours’ og ’Heathen’. Af de tre er især ’Let Me Sleep Beside You’ en fin tilføjelse til kataloget og gør sig fint ved siden af ligesindede Tin Machine-med-en-mere-rastløs-post-punket-puls-sange som ’Slow Burn’ (fra ’Heathen’) og ’The Stars Are Out Tonight’ (fra forrige års comebackskive ’The Next Day’). Problemet med inkluderingen af så mange nyere sange består deri, at det synes at være sket på bekostning af de – trods alt (proportionssans er en nødvendig bagage at have med sig, når man vurderer rockikoners sene output) – langt overlegne stjernestunder fra tidligere i karrieren. Jeg gentager: Vi får serveret tre sange fra ’hours’, dette identitetsløse, forvirrede miskmask af et album, hvilket er lige så mange sange som alle tre album i Berlin-trilogien (’Low’, ’Heroes’ og ’Lodger’) tildeles til sammen! På den ene side er det naturligvis en helt absurd prioritering, på den anden side giver det en form for mening, hvis man godtager, at netop denne antologis formål er at rette opmærksomheden nye(re) steder hen.

Men med et 3CD-format til sin rådighed, er det ærgerligt, at Bowie (eller mere realistisk: hans pladeselskabs pr-folk) ikke i det mindste har fundet plads til fx ’Always Crashing in the Same Car’ fra ’Low’. I den forbindelse er det desuden kreperligt, at den pinagtige Mick Jagger-kollaboration ’Dancing in the Street’ er medtaget. For er dette netop ikke en ’best of’ frem for en ’greatest hits’? Og der er dog forskel på de to formater…

bowie2Det tredje clou i forbindelse med ’Nothing Has Changed’ skal vi naturligvis også have med i farten. Opsamlingen – der i øvrigt på opfindsom vis starter med 2014-skæringen og så bevæger sig baglæns (måske Bowie alligevel har haft noget at sige?) slutter af med fem skæringer fra før Bowie blev til Bowie. Dvs., hvor den gængse opsamling ville starte med ’Space Oddity’ fra 1969 henter ’Nothing Has Changed’ sange som ’Liza Jane’ og ’Silly Boy Blue’ frem fra glemslen (det var dengang Bowie var en meget ung David Jones). Bedst af disse meget tidstypiske 60er-bagateller er ’Can’t Help Thinking About Me’ og ’In the Heat of the Morning’, der viser Bowies evne til på yderst kompetent vis at ramme en lyd og en stemning, men til gengæld mangler den originalitet, der kendetegner stort set alt han rørte ved i tiden mellem 1969-83 (der – for alle der måtte være i tvivl – udgør rockmusikkens måske mest fabelagtige, ubrudte triumftog af kreativ skaberkraft).

’Nothing Has Changed’ skiller sig ud af de tre nævnte grunde, og de vil sikkert være nok til, at en anseelig del af fanbasen og andre nysgerrige vil punge ud på ny. You win some, you lose some. Prioriteringen af det helt gamle og det nyere (frem for det kanoniserede og ’sikre’) tegner et lidt anderledes billede af Bowie. Det er ikke en bedre Bowie, mind you (tværtimod). Men en anderledes prioritering af Bowie er måske i virkeligheden ’bedre’ end den sædvanlige og derfor forudsigelige karaoke-gennemgang af en ener, hvis oeuvre under alle omstændigheder (og uanset hvordan det præsenteres) fortjener al den opmærksomhed, det kan trække. Herfra og til evigheden.

Musik: 8/10 (inkl. ups and downs…)

Opsamling: 8/10