Madonna ‘Rebel Heart’

Madonna var poppens ubestridte dronning i 80erne og 90erne. Det ved alle. Det står ikke til debat. I det 21. århundrede har hun dog som oftest jagtet sin egen – og andres – skygge.

Hun er desuden blevet lagt for had på en måde, der ikke alene har med aldersfascisme at gøre, men nok snarere en uhellig sammenblanding af aldersfascisme, sexforskrækkelse og misogyni.

rebel heart coverDer er ingen, der protesterer når den tre år ældre Angus Young giver den gas i sin skoleuniform i AC/DC-regi eller når 72-årige Mick Jagger svajer med hofterne og viser sin tunge frem. Meget af det had (eller skepsis, i sin mildere form), der har ramt Madonna i de sidste godt 10 år af hendes karriere, skyldes nok den no bullshit-attitude, der kendetegner hende. Madonna er den hun er, uanset om man synes om det eller ej. Hun undskylder ikke. Hun er – som hun synger på sit nye album – en ’unapologetic bitch’.

Før man fordømmer Madonna eller tager del i den internet-orkestrerede hate speech, der er rettet mod hende, bør man overveje hvad ens bevæggrund er for at se ned på hende: Har det noget med hendes alder, hendes udstilling af sex og begær eller noget med hendes køn at gøre? Eller med hele moletjavsen?

I så fald bør man nok genoverveje sin afstandtagen, for det er en afstandtagen, der savner substans og empati: Hvorfor skulle Madonna dog opgive at spille på et image, der leger med sex, bondage, katolicisme, synd og skam, temaer og motiver, som hun altid har leget med? Fordi hun nærmer sig de 60? Så vidt jeg ved, har mennesker nær de 60 også et sexliv! Hvorfor kan vi ikke holde ud, at Madonna opererer inden for et populærkulturelt felt, der minder os om det?

Måske er det ikke Madonna, den er gal med? Måske er det resten af os, der ikke helt har fået bearbejdet en bornerthed i forhold til at sex og alderdom (ja, ikke en gang det, men en tilværelse midt i livet) har noget at sige hinanden?

Nu skal denne ‘anmeldelse’ ikke opfattes som en rendyrket apologi for popkunstneren Madonna. Slet ikke. Men det er vigtigt at slå fast, at Madonna ikke bør skamme sig over at spille et spil, de fleste af os forbinder med ungdommens kådhed, drømme og ambitioner. Vi kan dømme hende på de kunstneriske resultater af hendes anstrengelser, men at dømme hende ude af andre grunde, er useriøst, hvis ikke ligefrem skadeligt på et ‘makro-diskursivt’ plan.

Madonna har været i gamet i mere end 30 år. Et nyt album med hende er stadig en event. Det er stadig noget, der får folk op af stolene og får folk som mig til tasterne. En af de interessante sideeffekter ved Madonnas status og berømmelse er den virkning og fascinationskraft hun har udøvet på intelligentsiaen. Et nyt album fra poppens dronning er lig et væld af thinkpieces og kommentarer. Det samme kan næppe siges om allerede falmede post-2000-popprinsesser som Britney Spears, Christina Aguilera eller Lady Gaga, for den sags skyld. Madonna består, de andre forgår.

Madonnas ’problem’ (hvis det overhovedet er det), er måske, at der hele tiden popper nye navne op, der føles mere friske og relevante for især det unge publikum end en etableret superstjerne i sin karrieres formodede efterår. Lorde, Taylor Swift, Charlie XCX. Etc. De nye piger i klassen løber med den positive opmærksomhed, og så må Madonna samle al affaldet op.

Hendes nylige fald ved Brit Awards (som ikke var et selvforskyldt fald; hun blev revet ned af scenen, fordi en sikring på hendes matadorkappe ikke løsnede sig) satte virkelig internettet på den anden ende. Hun blev hånet, snarere end mødt med sympati eller beundring (for at komme tilbage på scenen og færdiggøre sin optræden trods det faktum, at hun var tydeligt chokeret). Det er der vi er nu med Madonna: Hun er gammel, ergo er hun selv ude om det. Andre spekulerede i, at det var et planlagt stunt, fordi hun er desperat efter opmærksomhed.

Jeg er ikke sikker på, at det siger noget særligt positivt om os som kultur, at vi reagerer på den måde.

Under alle omstændigheder har Madonnas kunstneriske dagsform været for nedadgående de sidste godt 10 år (hendes seneste vellykkede album var 2005s ’Confessions on a Dance Floor’ med superhittet ’Hung Up’). Til det, er der måske bare at sige, at 20 år på toppen er en imponerende bedrift i et game, der spytter gårsdagens stjerner ud med en hastighed, der virker forbløffende set i bakspejlet. Det er bl.a. et af de områder, hvor der hersker en stor forskel mellem rocken og poppen. Som rockstjerne har du langt længere snor, fordi du i reglen er mand og beskæftiger dig inden for en gesjæft, der har med autenticitet (eller rettere: publikums forestilling om autenticitet) at gøre. Som popstjerne derimod er du i reglen kvinde og omfavner og dyrker det artificielle, evnen til at transformere dig og til at pirke, provokere og skabe drømme. Og så er du afhængig af en faktor som Bob Dylan helt sikkert ikke behøver bekymre sig om: sexappel.

Som tommelfingerregel har valget af førstesingle fra Madonnas album de sidste 15 år indikeret graden af hendes egen tiltro til og dømmekraft i forhold til det forhåndenværende materiale. Strømmen af rent ud katastrofale førstesingler (’American Life’ fra albummet af samme navn, ’4 Minutes’ fra ’Hard Candy’ og ’Give Me All Your Luvin’’ fra ’MDNA’) har været forvarsler om identitetsforvirrede album uden klar retningsbestemmelse (selvom især ’American Life’ er underkendt, især for de neddæmpede perler som ’Love Profusion’, ’Nothing Fails’ og ’Easy Ride’, der fortjener at blive genbesøgt af enhver bare perifer fan).

Når Madonna derimod vælger den helt rigtige førstesingle, som i tilfældene ’Music’ og ’Hung Up’, følger hun som regel op med gode album, der hitter stort. Førstesinglen til ’Rebel Heart’ hedder ’Living for Love’ og det er en mere end værdig arvtager til hendes et kvart århundrede gamle, house-inspirerede empowerment anthems ’Vogue’ og ’Express Yourself’. Det er hendes vel nok bedste single siden ’Hung Up’ lagde verden ned i 2005.

Hvilket vel betyder, at ’Rebel Heart’ er et stærkt Madonna-album?

Desværre ikke (helt). Det indeholder kimen til et supersolidt popalbum, men måske fremtvunget af den uheldige internetlækage i december og den generelle ’støj’ der har hersket omkring promoveringen af den (bl.a. med kritik af Madonnas online-appropriering af ikoner som Martin Luther King i forbindelse med udformningen af cover-artwork og promotionbilleder), synes Madonna at have mistet overblikket over sit spraglede materiale og har valgt at levere det i en stor rodebunke frem for at sortere og fokusere.

madonna2Hun prøver stadig (for) hårdt at eftergøre Nicki Minaj og M.I.A. på numre som den Kanye West-producerede ’Illuminati’, ’Bitch, I’m Madonna’ (hvor Minaj medvirker) og den electro-reggae-inspirerede ’Unapologetic Bitch’. Titlerne lover ikke just substans, og der er da også tale om kun jævnt iørefaldende, faktisk anstrengende bud på ’nutidsrelevant’ pop, der ikke klæder hverken Madonnas stemme eller persona. Man sidder lidt med fornemmelsen af, at det her er materiale, der havde kunnet gøre sig på et Rihanna-album ca. 2009. Madonna halter efter, og det er ikke et specielt kønt syn, især ikke når teksterne tenderer det tåkrummende.

’Rebel Heart’ er stærkest, når Madonna tør være skrøbelig eller mikser det personlige og det politiske. Albummets balladeindslag adresserer omstændighederne angående hendes brud med (endnu) en ung elsker, men musikalsk rammer de nogle grundlæggende sweet spots, hvor en behagelig, mørk stemmeføring møder et godt eksekveret melodimateriale. Madonnas vokale mellemregister er fortsat indtagende, en fortsat underkendt kvalitet ved hendes generelle formidabelhed! Højdepunkter er ’Ghosttown’ (der snildt kunne have været en Taylor Swift-skæring fra ’1989’), ’Wash All Over Me’ og titelnummeret, der dog af uransagelige årsager er relegeret til deluxe-udgaven (der indeholder 19 numre). Disse sange – samt ’Inside Out’, ’Joan of Arc’, ’Devil Pray’ og africana-skitsen ’Body Shop’ (hvor Madonnas metaforik er hjælpeløst søgt, men fungerer i kraft af sangens legelystne uhøjtidelighed) er alle domineret af den ’folk’-stil, der dominerede på både ’Music’ (2000) og ’American Life’ (2003), hvor en akustisk guitar-figur støder sammen med syntetiske lydkrummelurer, der fungerer som et modspil til den organiske ’autenticitet’, som den akustiske guitar mere end noget andet repræsenterer.

Uanset om man lytter til versionen med 14, 19 eller 25 (super-deluxe-versionen!) sange er den musikalske sammenhængskraft dog fraværende og sekvenseringen af sangene problematisk, hvis ikke ligefrem forstyrrende. Madonna kunne med det rette fokus have leveret et stærkt comebackalbum med fx 11 eller 12 mere end godkendte sange, men ligesom på forgængeren ’MDNA’ er den spredte fægtning og de mange gæsteproducere (Diplo, Avicii, Blood Diamonds, West etc.) med til at hive helhedsindtrykket væsentligt ned.

Det er en skam, for Madonnas øre for den gode popmelodi er stadig intakt, ligesom hendes vokale fraseringer (i det føromtalte mørkt-bløde mellemregister) klæder sangene godt på.

Eftersom vi lever i en uforbederlig sampler-orienteret tid, kan den enkelte lytter jo heldigvis sammensætte sit eget album på itunes eller spotify. Der kan på den måde gå sport i at skabe det bedst tænkelige ’Rebel Heart’ sammensat af de bedste sange og med den helt optimale sekvensering. Set i det lys, er der et glimrende popalbum, der bare lige mangler at blive gravet ud af dyngerne og finpudset. I den forstand hører Madonna endnu til forrest i poppens udstillingsvindue (selvom hun må finde sig i at dele pladsen med alle pop-rigets højlydte, selvforelskede prinsesser).

6/10