Laura Marling ‘Once I Was An Eagle’

Laura Marlings folk noir om bristede illusioner er i én og samme bevægelse spontan, vis og skabt med et overblik, der er de færreste forundt. Den kun 23-årige brites fjerde album markerer i det hele taget et markant spring fra dygtig forvalter af folkmusikalske troper til selvstændig kunstner af fineste karat.

Der er som regel to ting, der altid bliver nævnt i forbindelse med den britiske folk-yndling Laura Marling. Den første er hendes unge alder sammenholdt med den nærmest naturstridige modenhed, hvormed hun forvalter sin sangskrivning, sin stemme og sit guitarspil. Den anden er den indlysende lighed med Joni Mitchell, en sammenligning som enhver aspirerende kvindelig singer-songwriter nok må belave sig på at få skudt i skoene herfra og til evigheden.

Marling har med stor finesse og stilsikkerhed forvaltet melodisk folk-pop (på debuten ‘Alas, I Cannot Swim’ fra 2008), en rural folk med fødderne dybt plantet i den engelske muld (den intrikate og inderlige ‘I Speak, Because I Can’, 2010) og et mere ekspansivt og genreblandende stilmiks med en tydeligere affinitet for rockens elektrisk forstærkede udtryksfylde (‘A Creature I Dont’ Know’, 2011).

På Marlings fjerde album, det nok en gang otte-stavelsers-betitlede ‘Once I Was an Eagle’ (et nik til Bill Callahans 2009-album ‘Sometimes I Wish We Were An Eagle’?) gør hun enhver skepsis til skamme med sit hidtil mest personlige og virtuost udfoldede værk.Hvis man tidligere har betragtet Marling som en dygtig formidler af sine forældres pladesamling, kan man nu konstatere, at hun folder vingerne ud og leverer et værk, der ikke så meget står i gæld til fortidens inspirationskilder, som det i egen ret er et forbløffende stærkt bud på relevant og personlig kunst, der først og fremmest skeler til kunstnerens eget temperament.

De 16 sange på Once ‘I Was An Eagle’ blev efter sigende indspillet i én lang maratonsession sammen med producer Ethan Johns (især kendt for sit samarbejde med Ryan Adams på dennes hovedværker ‘Heartbreaker’ og ‘Gold’), og Marlings vokal er på alle numre optaget i et enkelt take.

Der har altså været fokus på en spartansk spontanitet snarere end det stedvist overlæssede og perfektionerede lydbillede på forgængeren. Resultatet er en enkelhed, der virkelig klæder Marling, og som virker frigørende. Ikke alene fremstår hun på ‘…Eagle’ som en lyrisk modnet kunstner, men også som en sikker dommer over egne virkemidler med en evne til at forlene sin musik med et udtryk, der matcher hendes ambitioner.

‘…Eagle’ åbner med en suite på fire sange, der alle ånder i vekselvirkningen mellem efterveerne fra et brud og hævdelsen af en nyvunden kunstnerisk og personlig frihed, en frisættelse af kræfter og en rendyrket fokusering på selvet. “When you wake you’ll know I’m gone, where I’m going there is no one,” synger hun på Breathe og tilføjer: “So don’t follow me”.Marlings præstation på den indledende suite er mageløs. Hun draperer små melodiske forløb og forskydninger med en mesters intuition, og hendes fraseringer skaber drama og en sitrende uro ved netop ikke at overdosere de følelser, der er på spil.

Et tema med mellemøstlig tonalitet summer under de fire sange, der udgør suiten og skaber derved en klar fornemmelse af sammenhæng, men alligevel er bevægelsen i de fire sange indlysende ved gentagne aflytninger. Marling hævder lyrisk sin nyvundne frihed med en nærmest truende nøgternhed. Hendes pen er skarp, uden decideret at sætte ind med dødsstødet: “I will not be a victim of chance or circumstance or any man who can get his dirty little hands on me”. I sidste ende peger pilen dog tilbage på Marling selv. Hun er titlens ørn, der rekognoscerer landskabet på jagt efter nok et værgeløst offer for sine instinkter og luner.

På femte skæring, Master Hunter, hvor Marling åbenlyst leger med linjerne til Bob Dylans ‘It Ain’t Me, Babe’, udtrykker hun eksplicit, at hun er rovdyret, der jager og nedkæmper al modstand, men hun understreger samtidig, at hun er følelsesmæssigt hærdet, at hun ikke længere selv er nogens offer, udover måske et offer for sin egen mentale forråelse: “I cured my skin, now nothing gets in. Nothing as hard as it tries”.

Albummets første halvdel er i det hele taget af en åndeløst besættende karakter. Protagonisten i disse sange er martret, men også renset, og Marling kommunikerer dette forhold med en sangskrivningskunst renset for manerer og forudsigelige skabeloner. Hun pløjer sin egen fure i en mark rig på fortidslevn, men fattig på nye indsigter.

Marling stopper dog ikke ved det. Pladens anden halvdel (adskilt via et interlude midtvejs) tager fat i en form for fortsættelse: Hvad sker der på den anden side af hærdelsen og forråelsen? Hvordan genvinder man evnen til at føle, sanse og elske ubetinget påny, selvom kærligheden har givet ar? Hvordan genvinder man styrken ved at turde at være sårbar?

På den fremragende ‘Where Can I Go?’ opsummerer Marling sit kompleks som følger: “It’s just a woman with her clothes on. You take them off, and she’s a girl”. Pigen ligger på lur under kvindens stoicisme, og det er svært helt at blive klog på, hvem der bedst tackler livets udfordringer, og hvem der er lykkeligst: Den uskyldige pige, der møder verden med åben pande eller den hærdede kvinde, der ikke tør tro på kærligheden med helt samme kraft som før, men som gør sig immun over for skrammer og skuffelser?

De droneagtige og folk-tonale mønstre fra første halvdels syv sange, der understreger det truende og indestængte, åbner nu og frem bryder en mere lys, åben, nærmest Laurel Canyon-agtig folk-pop med et blidt svajende Hammond-orgel som et luftigt ledemotiv.

Joni Mitchell? Jovist, hun spøger på især albummets anden halvdel, men egentlig minder de overvejende akustiske og nedbarberede sange om følelsesmæssig og udtryksmæssig selvkontrol mere om engelske folknavne fra 1960erne og 1970erne, såsom Vashti Bunyan, Bert Jansch og Roy Harper.

Laura Marling er dog først og fremmest sin helt egen sjældne blomst i en verden af generisk pop og overfladedyrkende revisionisme (Mumford and Sons etc.). Mere end nogensinde overskrider hun langt summen af forbilleder på ‘…Eagle’, der vil blive stående som lidt af en milepæl i hendes karriere, men også som en gylden standard for, hvordan man laver vedkommende, intelligent og personlig musik med enkle midler, uafhængig af tid og sted.

Marling har fundet nøglen til at dirke den sværeste kode af dem alle op: nemlig den, der fører ind til tidløsheden.

Og i processen har hun skabt en af 2013’s helt essentielle udgivelser.

9/10