Lars H.U.G. ’10 sekunders stilhed’

Lars H.U.G. har i forbindelse med udgivelsen af sit første dansksprogede album i 22 år talt om, at han ser ’10 sekunders stilhed’ som sidste del af en trilogi, der omfatter ’Kysser himlen farvel’ (1987) og ’Blidt over dig’ (1992). Det er en frisk udmelding. Ikke alene sætter han barren højt for sit comeback i en alder af 61, han anerkender samtidig, at det nye album i høj grad trækker på sine forgængeres udtryk og kendemærker. Det viser sig problematisk.

Lars HUG coverDet er imponerende hvor intakt H.U.G’s stemme er efter så mange år væk fra faget – han leverer stadig sine velsiddende knæk og rmelodiøse croon med største selvfølgelighed – men man går en smule træt i den pop/rock-produktion anno 80erne/90erne, hele herligheden er sovset ind i. Fra syntetisk-lydende strygerarrangementer og anakronistiske saxofonblæs til den overpertentlige detaljerigdom med spor på spor af let overstyret guitar og keyboards. Det hele emmer af Poul Bruun-(over)produktioner fra hedenolds dage i dansk pop.

Når det spiller – og det gør det især på den indledende trio af hitegnede sange: udover titelnummeret; ’En skønne dag’ og ’Elsk dig selv’ – lyder Lars H.U.G. anno 2014 som sin britiske brother-in-arms Paddy McAloon fra Prefab Sprout, hvor fokus også er på den smagfulde, lettere weltschmerz-rislende pop med sofistikerede over- og undertoner. Hvor McAloon dog fortsat har meget på hjerte og har en evne til at sige det med kant og sylespids ironi, består H.U.G’s lyrik dog mestendels i enkle platituder om at gribe dagen og vejen og finde lyset i de små og nære ting, hvilket sådan set klæder mangen en god popsang, men resultatet bliver her lidt fersk (foruden overraskende uambitiøst).

Når H.U.G. folder mere grundfæstede narrativer ud som på ’New York’ bliver resultatet desværre kluntet og metaforforstoppet, ikke mindst en ikke-elegant indfletning af Frihedsgudinden i sangens udfoldede mellemstykke er forceret snarere end inspireret. Det samme må siges om dansktop-pastichen ‘Sugar Handyman’ og ‘Overtaci’, om dansk psykiatris svar på Van Gogh, der genbruger tricket med en talt, forvrænget stemme i versene, som H.U.G. også benyttede sig af på ‘September’ fra ‘Blidt over dig’.

H.U.G. er sådan set bedst, når han holder det simpelt – ofte med et vidende glimt i øjet, der signalerer, at han godt ved, at han synger banaliteter, fordi det er popsangens forbandede/velsignede pligt.

Havde melodimaterialet været en kende mere smittende havde ’10 sekunders stilhed’ måske kunnet lette fra jorden som den 22 år gamle natsværmer på ’Blidt for dig’, et flyvende nattevæsen, der har formået at beholde sin farvepragt intakt. Det er mere end tvivlsomt om nogle af de 12 sange her har samme blivende effekt. Bevares, flere af melodierne rammer det bløde punkt, men de er velturnerede snarere end overrumplende. Og sigende nok fiser albummets forsøg på en stor ballade, ’Verden går sin gang’, ud i takt med, at ordstrømmen reduceres til det rene ingenting og festfyld – i skikkelse af ankermandens kvidrende fløjten.

’10 sekunders stilhed’ lukkes ned med en næsten tro kopi af titel- og åbningssangen, en komplet unødvendig gestus, der truer med at hive magien ud af den ene sang, der for alvor rækker ud efter pophimlen på et velmenende og kompetent, men også blegt og anakronistisk album fra en af dansk popmusiks absolutte enere. Efter 22 år havde man håbet på noget bedre – eller måske bare anderledes?

5/10