Kunsten at lave et kunstværk om kopien af et kunstværk…: Abbas Kiarostamis ’Copie Conforme’ (‘Certified Copy’)

I:

Da man nødigt vil forudsætte sin læsers kendskab til nyere iransk filmkunst, først lidt baggrund:

Den iranske instruktør, forfatter og fotograf Abbas Kiarostami (født 1940) har været på den vestlige intelligentsias radar i mere end tre årtier. Han markerede sig i 1980erne med ofte stilfærdige sædeskildringer fra små landsbyer i Iran, der tager fat om temaer som liv, død, skæbne og traditionens rolle i en verden under opbrud.

Kiarostami fik et veritabelt kritikergennembrud uden for Iran med dokumentarfilmen ’Close-Up’ fra 1990, der handler om en mand, der gav sig ud for at være Kiarostamis anerkendte instruktørkollega og landsmand Mohsen Makhmalbaf for at overtale en familie til at tage del i sit (falske?) filmprojekt. Kiarostamis film, der bevæger sig på en knivsæg mellem dokumentarisme og en slags fingeret fiktion, vandt ham stor anerkendelse blandt vestlige filmkritikere og filmskabere, heriblandt Martin Scorsese og Quentin Tarantino, der begge har refereret til ’Close-Up’ som en personlig favorit. Filmen er endog placeret som en ovenud fornem nr. 43 på British Film Institutes’ hæderkronede liste over verdens 250 bedste film (der senest blev opdateret i august 2012).

Siden ’Close-Up’ har Kiarostami leveret roste hovedværker som det intime selvmordsdrama ’A Taste of Cherry’, der vandt De Gyldne Palmer i Cannes i 1997 og sølvbjørnsvinderen fra Venedig, ’The Wind Will Carry Us’ fra 1999, der følger livets gang i en lille kurdisk landsby, hvor Kiarostami introducerer mere end et dusin talende karakterer uden, at vi nogensinde får lov til faktisk at se dem i selve kameralinsen.

copie conforme posterI 2009 var den da 69-årige instruktør klar til at prøve noget nyt. Han tog fat på den fransk-italiensk-belgiske co-produktion ’Copie Conforme’ eller på engelsk ’Certified Copy’ (den danske titel er temmelig vildledende – med fuldt overlæg, må man formode: ’Mødet i Toscana’ har sikkert nok lokket en del dvd-købere i fælden, der troede de skulle se en hyggelig film om at forelske sig i det pittoreske Toscana og IKKE en iransk instruktørs komplekse kunstfilm!). ’Certified Copy’ fik verdenspremiere på Cannes-filmfestivalen i maj 2010. Juliette Binoche vandt prisen som bedste skuespillerinde for sin rolle.

 

II:

’Certified Copy’ begynder med, at den samme vittighed fortælles to gange.

Imens en forsamling af tilhørere venter på, at forfatteren James Miller dukker op til et foredrag, fortæller hans oversætter (der er vært for arrangementet), at Miller er en smule forsinket. Han tilføjer, at denne ikke kan bruge trafikken som undskyldning, eftersom han ved, at Miller befinder sig ovenpå.

Da Miller ankommer få øjeblikke senere genbruger han den samme vittighed uvidende om, at hans oversætter lige har forsøgt sig med samme afvæbnende morsomhed. Modsat da oversætteren fortalte den, hører man anden gang en tydelig latter fra tilskuerpladserne.

På denne elegante vis får Kiarostami fra start markeret en af filmens centrale pointer (som Miller selv er eksponent for), nemlig den, at når det kommer til historie og kunst – og vittigheder – kan en kopi have lige så stor (og måske endda større) værdi, virkning eller mening som originalen.

Således introduceres vi til den eksistentielt-teoretiske rejse, der følger i ’Certified Copy’, Kiarostamis righoldige undersøgelse af kunstens og kærlighedens væsen og livet som en kilde til individuel ”autenticitet”.

Den iranske filmskabers første film uden for Iran er forbløffende lydhør i sin gestaltning af både det miljø og de temperamenter, han sætter i scene godt hjulpet på vej af en smuk, men ikke-demonstrativ fotografering, et tonerent og ikke-anstrengt manuskript (af ham selv) og fremragende skuespillerpræstationer fra de to altdominerende hovedroller.

Operasangeren William Shimell debuterer som filmskuespiller i rollen som forfatteren James Miller, der netop har udgivet en lærd bog ’Copie Conforme’ (’Certified Copy’) om kunstværker og kopier, hvor han altså argumenterer for, at en kopi af et kunstværk kan have samme værdi som originalen. Juliette Binoche (der allerede arbejdede sammen med Kiarostami på dokumentarfilmen ’Shirin’ i 2008 om iranske kvinders syn på filmmediet) spiller Elle, en fransk antikvitetshandler, der har bosat sig i Toscana og som derfor har en særlig interesse i at høre om Millers syn på kunstkopier. Hun beder om et møde og de sætter ud på en dagslang tur til en afsidesliggende landsby, hvor de udfordrer hinandens opfattelser af både kunst og virkeligheden uden for kunsten.

’Certified Copy’ minder om fx Richard Linklaters film i den forstand, at det vigtige ikke er hvor karaktererne bevæger sig hen og hvad de foretager sig, men de diskussioner og den dialog, der opstår mellem dem undervejs.

På en hyggelig lille cafe forveksler indehaveren de to for værende et ægtepar og Binoche retter hende ikke. Herefter skifter filmen afgørende tone: De to spiller mand og kone og forskyder dermed afgørende filmens retning. For er de et ægtepar, der sjældent har tid til hinanden og dermed fægter for at genetablere intimiteten? Er de begge bevidste om, at de opfører et skuespil? Eller er det kun den ene af dem? Beskueren tvinges ind i en øjeblikkelig forvirring, hvor kunst-kopi-temaet spiller en meddigtende rolle som en slags ”teoretisk” baggrund: Er de to så forhippede på at påvise kopiens værdi på originalens bekostning, at de fastholder værdien af en ”kopi” af et virkeligt ægteskab? Eller er de simpelthen et gift par, der ”bare” søger noget spænding?

Det er vigtigt for filmens hele ærinde, at vi aldrig bliver klogere på disse grundlæggende spørgsmål. Kiarostami demonstrerer hvorledes kunsten har magten til at ændre vores opfattelse af virkeligheden, ikke mindst i en scene, hvor Elle viser James en kendt kopi af et kunstværk, der er udstillet på det lokale museum, et kunstværk som man først i sidste århundrede fandt ud af var en eksakt kopi af en ældre original.

Har billedet mistet sin værdi – eller har det tværtom øget den, fordi dets specifikke historie gør det til et stykke velkendt lokalhistorisk kuriosum – og tilmed et turisttilløbsstykke?

Parrets relation forskubbes afgørende efter optrinnet med kopien på museet. Ægteskabsmotivet farver herefter relationen, der præges af misforståelser, småskænderier og nid og nag, men med pludselige indbrud af ægte romantik og varme.

I filmens sidste akt besøger de to et sted med betydning fra deres fælles fortid (hvis de har en sådan). De skændes, men finder hinanden igen. Han kan intet huske, hun kan huske alt, siger hun.

Er det en sand kærlighedshistorie, vi ser? Kan man fingere sand kærlighed på samme måde, som man kan forfalske et kunstværk? Det er spørgsmål som disse Kiarostami foranlediger os til at stille.

Juliette Binoche er fremragende som den sprudlende entusiastiske kvinde, der synes at være samtalens retningsbestemmer i det meste af filmen, mens Shimell er troværdig som den mere følelsestilknappede elegantier af en forfatter.

Filmen bugter sig som samtaler gør, pludselige associationer bliver bestemmende for samtalens – og dermed filmens – retning. Det er interessant at Kiarostami undervejs lader sine karakterer kigge direkte ind i kameraet, som om de aktivt nedbryder skellet mellem fiktion og virkelighed. Vi får på den måde ikke lov til at glemme, at det vi betragter er et kunstværk. Vi ser ikke et stykke levet liv foran os, selvom det momentant (og på grund af beskuerens fornemme evne til eskapisme) kan føles sådan. Filmskaberen minder os om, at det vi ser er en film, det er hans (aktivt indgribende) værk, ikke vores umiddelbare sansning af et stykke (passivt formidlet) virkelighed.

Fotograferingen, der synes at udnytte det toscanske landskabs særlige lys (som var hele filmen optaget i den magiske time inden solnedgang) benytter sig desuden af en form for spejlingsteknik, der understreger den dialektik eller dualisme, der er på spil i ethvert filmkunstværk. Karaktererne indfanges således ofte som genspejlinger i et spejl, i et vindue eller i refleksionen fra glasset, der dækker malerierne.

Måske prøver Kiarostami at understrege, at det vi ser ikke er personernes sande jeg, deres inderste kerne, men derimod projektioner af deres ydre jeg, den maske de bærer, som er det eneste vi som tilskuere til deres liv får at se. Denne teknik udstiller yderligere spørgsmålet om historiens autenticitet og er således en udfordring, Kiarostami opstiller for sit publikum.

Temaet med personlighedsautenticitet udstilles yderligere ved filmens splintrede forhold til sprog. Elle veksler uforstyrret mellem engelsk, fransk og italiensk, mens James (som ikke taler hverken fransk eller italiensk, ifølge Elles samtale med cafeindehaveren, der finder sted, mens han er ude at snakke i mobiltelefon), pludselig slår over i fransk, da først ægteskabsrelationen (eller -imitationen) etableres.

Ved filmens slutning efterlades beskueren med langt flere spørgsmål end svar og Kiarostami er den type filmskaber, for hvem dette tæller som en udtalt styrke ved et kunstværk. I modsætning til James Millers tese om, at kopien kan have samme værdi som originalen, er det yderst tvivlsomt om eventuelle kopister af Kiarostamis fremgangsmåde vil kunne forløse en film af helt samme værdi, mening og fylde som tilfældet er med hans.

 

III:

Typiske Kiarostami-træk, som genfindes i ’Certified Copy’:

 

Samtaler i en kørende bil: 

En stor del af Binoches og Shimells samtale foregår, mens hun kører ham ud til landbyen med det kendte kopi-kunstværk. Det er en fast bestanddel i mange af Kiarostamis film, at samtaler finder sted under biltransport. Han har en gang udtalt, at han opfatter biler som det perfekte sted at føre en samtale: Man er både i bevægelse og samtidig fasttømret og i en ”tvungen nærhed” til sin samtalepartner. Den kombination giver de bedste samtaler, anfører han, hvilket altså er demonstreret i talrige af hans film.

Henvisninger til persisk poesi:

Kiarostami refererer ofte til både antik og moderne persisk poesi. I ’Certified Copy’ citerer James Miler en sekvens fra et persisk digt. Dialogen lyder sådan her:

James: I wish I could tell that couple that … the only thing that will keep love in their marriage is care — care and awareness.

Elle: Awareness of what?

James: That everything changes, and promises won’t stop that. You don’t expect a tree to promise to keep its blossoms. After spring is over, the blossoms turn to fruits, and then the tree loses its fruits.

Elle: And then?

James: And then The Garden of Leaflessness.

Elle: The Garden of Leaflessness?

James:  It’s from a Persian poem. “The Garden of Leaflessness, who dares say it is not beautiful?”