Kærlighedens brændte døtre: Prass, Pratt og Gudmondsdottir

Natalie Prass ’Natalie Prass’

Natalie Prass har hidtil bl.a. ernæret sig som backing-sangerinde for Jenny Lewis, men hun foretager et gevaldigt spring væk fra relativ anonymitet med sit eponyme debutalbum, der under Spacebomb-kollektivets kyndige ledsagelse (herunder mentoren Matthew E. Whites blæserarrangementer) folder sig ud med en naturlighed og et overskud, der er respektindgydende.

prass coverPrass bevæger sig i samme vintage-rille som White, men hvor han er mere optaget af en euforisk og spirituelt vakt sammensmeltning af country, soul, gospel og funk (der bl.a. trækker på Curtis Mayfields symfoniske soul og Al Greens samarbejde med The Memphis Horns i 1970erne), bevæger Prass sig inden for en mere kontrolleret og klassisk pop-sangskrivningstradition. Hendes sange trækker tråde helt tilbage til Tin Pan Alley-sangskriverne fra begyndelsen af det 20. århundrede og 1950ernes og 60ernes beslægtede Brill-Building-skabeloner. Dionne Warwicks samarbejde med Burt Bacharach/Hal David er en tydelig inspirationskilde, mens feterede sangerinder som Diana Ross og Dusty Springfield er på spil i Prass’ grundfæstede, lave register, som hun kontrollerer med en bemærkelsesværdig, yndefuld autoritet. Hun er ikke en teknisk lige så virtuos sanger som forbillederne (især ikke i et højere register), men hun kommunikerer enormt stærkt i kraft af sine varierede fraseringer.

Mere r’n’b-inspirerede øjeblikke med funky undertoner finder vi også, såsom ’Why Don’t You Believe In Me’, der har en listende rytmesektion, der bevæger sig glidende, søvngængersikkert som et stolt rovdyr, der ikke behøver at pisse territoriet af – endsige bide fra sig. Det ved hvad det er værd.

Prass’ melodier er diskret udfoldede. De skriger ikke på opmærksomhed, men har hver som én tilpas mange godt sete detaljer, at man hele tiden tørster efter mere: ’My Baby Don’t Understand Me’ er et studie i længsel (’where do you go/ when the only home that you know is with a stranger,’ sukker hun), mens ’Bird of Prey’, ’Your Fool’ og ’Never For You’ (med albummets måske mest poppede omkvæd) er mere selvtillidsfulde, svajende statements of intent. ’Christy’ kunne have været en Walker Brothers-anglificering af en Jaques Brel-chanson. ‘It Is You’ markerer albummets måske største stilistiske afviger: Her har vi fat i ‘The Great American Songbook’ som den tog sig ud på Broadway i hine dage (eller måske en sang fra en glemt Disney-film anno 1947?). Under alle omstændigheder, slipper Prass helskindet fra det hele. Og rammefortællingen er den samme: At hjertesorg gør ondt, men (ny) kærlighed gør stærk (igen).

Arrangementerne består ikke kun i lækre udbasuneringer, der oser af musikalitet. Hver ting til sin tid: White og Prass finder en delikat balance mellem musikkens ekstroverte og introspektive potentialer. Måden hvorpå strygerne taler sammen med blæserne på fx ’Your Fool’ er at ligne med prædikantens tungetale: en total sammensmeltning af ånd og krop.

’Natalie Prass’ er et umådeligt righoldigt bekendtskab, der blidt og hviskende insisterer på ens opmærksomhed snarere end den tigger og trygler efter den.

9/10

 

Jessica Pratt ’On Your Own Love Again’

Titlen på Jessica Pratts andet album siger en del om hendes sangskrivertemperament. Den klinger lidt skævt, men samtidig giver den mening, hvis man åbner sig for den. Sådan er det generelt med albummet, hvis støvede firesporsoptagelser med baggrundsstøj som næsten fast komponent, vil få mange til at drage sammenligninger med 00ernes freak folk-scene.

pratt cover’On Your Own Love Again’ er forankret i Pratts affekterede stemme, hvis intonationer og fraseringer har en magisk dragende effekt. Hun bøjer sin stemme i utallige retninger, giver den forskellige personligheder med en lethed, som var der tale om at vende siderne i en bog. Det ene øjeblik lyder hun nasalt krukket som Joanna Newsom, det næste finder hun et dybt leje som en lejrbåls-udgave af Nina Simone. Pratt har en forunderlig evne til at få sine vokale tics til at være i øjenhøjde med sangenes universer og give dem præcis den drejning, der gør dem mest virkningsfulde.

Det er ikke alle ni sange, der er formelt set lige store kompositioner som fx de indledende ’Wrong Hand’ og ’Game That I Play’, men fascinationskraften svækkes ikke meget, fordi Pratt investerer så meget personlighed (eller så mange personligheder!) i hver en tone. ’Jacquelyn in the Background’ er bizar og tummelumsk (hastigheden på båndet sættes op og ned, hvilket skaber en søsyg effekt), mens ’Back, Baby’ er uforblommet og ligetil.

Pratt placerer sig et befrugtende sted mellem Vashti Bunyans enigmatiske, men legesyge godnatsange for sarte drømmere og Karen Daltons hjemsøgte folk-blues. Hun er dog allermest sin egen.

8/10

 

Björk ’Vulnicura’

Björks store force i 1990erne og starten af 00erne var, at hun var eminent til at rumme kontraster og ekstremer og få dem integreret i et udtryk, der nok var voldsomt og innovativt, men samtidig tilgængeligt nok til at sælge i millionoplag. Pop befrugtede avantgarde og omvendt, den inderste, intime kerne af privatmennesket kolliderede med udsyn og globale problemstillinger, skrøbelighed stødte sammen med et nøje udviklet image og strygere mødte beats, som lod hun kultur og natur indgå i en dialog via musikkens grænseløse sprog.

Problemet med Björk er, at på et tidspunkt sløredes hendes evne til at forene ekstremerne og i stedet lod hun sig drive ud af en tangent, omfatte ét ekstrem frem for at sætte det i dialog med noget andet: ’Volta’ (2007) tematiserede mennesket som stammevæsen forenet på tværs af partikulære kulturer, men musikalsk så splintret, at visionen var ufokuseret. ’Biophilia’ (2011) var et forsøg på at forene naturvidenskab og teknologi med kreativ skabelse, et forsøg, der var sympatisk, men hvor det didaktiske element kom for meget i fokus.

vulnicuraPå ’Vulnicura’ (et selvopfundet ord, der må være en leg over ordene ’vulnerable’ og ’cure’) har hun fundet en anledning til på ny at investere sig selv personligt. Ja, faktisk så personligt, at albummet på mange måder udgør en form for modsvar til den intimsfære-bekendende ’Vespertine’ (2001), som var der tale om den kolde bagside af den måne, hvis solvendte forside vi blev præsenteret for på det 14 år gamle værk.

Dengang var fokus på mødet med konceptkunstneren Matthew Barney, denne gang er det på bruddet. ’Vulnicura’ er et desperat sørgmodigt værk, som vil få alle, der lever (eller har levet) i et længerevarende forhold (der involverer børn), til at gyse ved tanken om bruddets frostbid af smerte, tab og vrede. ’Vulnicura’ skildrer nemlig ikke bare et brud, men en begravet verden, et tab af en familie, en opløst enhed, en brudt pagt. På den måde er det en elegi, men med så levende og sårbar en vrede, at den ikke har fundet sig til rette som en sådan. Følelserne stritter endnu for meget.

Sammen med de unge beatmagere Arca og the Hexan Cloak har Björk skabt et smukt, koncentreret og fyldigt album, hvor hendes egne strygerarrangementer opstiller de rammer, hvorom de sitrende beats danser, sværmer, flår og hugger. Især nogle grundfæstede, klagende cellopartier er med til at give albummet en meget organisk fornemmelse.

Lyrisk gentager Björk nogle af de excesser, der kendetegnede ’Biophilia’, men fordi Björk er Björk kan hun slippe af sted med at sammenstille molekyler, atomer, bølgelængder og kosmisk stråling med menneskelige følelser. Det vigtigste er, at man kan mærke smerten i hendes stemme og i musikken, der omgiver den. Fra den formfuldendte ’Stonemilker’, der parrer beats og strygere med en forholdsvis konventionel melodi (ikke ulig ’Joga’ fra ’Homogenic’ eller ’Unison’ fra ’Vespertine’) over de nærmest stillestående, sorgsprængte sange midt på albummet (’Family’, ikke mindst) til den uforløste stemning af en kun behersket optimisme, der præger slutnummeret ’Quicksand’: Kan man være hel og sønderbrudt på samme tid?

Hvis ’Vespertine’ lullede lytteren ind i Björks private lykke, som i en tæt, søvnig omfavnelse under et bjerg af dyner, er ’Vulnicura’ som følelsen af at blive lukket inde i en mørk skakt, mens minder om lys og liv endnu flimrer for bevidstheden.

Det er bestemt ikke easy listening, for Björk er definitivt ikke længere en popkunstner, men det er en saliggørende, vedkommende og vital oplevelse, hvor udforskningen af utallige klangnuancer er forbundet via et stærkt rodnet til det inderste, oprørte følelseshav.

8/10