Julia Holter ’Loud City Song’

Julia Holter diverterer på sit tredje udspil med mere fyldige arrangementer end på sine avantgardistisk-minimalistiske forgængere. ‘Loud City Song’ er boblende organisk og varieret, både køligt krybende og varmblodet vild – som en fuldtonet film noir. 

Der er hentet inspiration fra et væld af subkulturelle musikalske strømninger i amerikanske Julia Holters musik, heriblandt (men langt fra udtømmende): 1950er-filmmusicals, 1930er-Broadway-pop, melodier i valsetakt og lounge-jazzede soli på sprød saxofon m.m.m.

LoudCityCoverDen overordnede ramme er en fortælling om L.A. sanset gennem et enigmatisk, men fortættet film noir-filter; en storby, der slumrer hen som en døsig, dekadent dagdrøm, når da ikke byens underverden trænger op til overfladen og viser sit grimme fjæs.

Der er noget umiskendeligt opulent over de musikalske arrangementer, der kaster lange, langsomme og skæve skygger. Her hersker en præ-rock’n’roll-fornemmelse, præcis som de filmiske stills man oplever på den indre skærm, mens musikken tager over og væver sine intrikate mønstre på sindets vægge.

Holter ønsker at bryde grænser, eller rettere; at smelte tilsyneladende inkompatible elementer sammen, så en ny, mere overrumplende, syntese opstår. Hun er konstant engageret i en skabelsesproces, hvor det tilgængelige truer med at disintegrere i formløshed – eller omvendt; hvor små melodiske indbrud skraber hul på overfladen, når den synes allermest uigennemtrængelig.

Det forunderlige ved ’Loud City Song’ er hvor umiddelbart indtagende albummet er, selvom det i sin kerne er dybt eksperimenterende musik. Den ekstra klang- og nuancerigdom i de rige arrangementer udvider musikkens rækkevidde betragteligt, som på ’Horns Surrounding Me’, ‘Maxim’s I’ og ’In the Green Wild’, hvor lækre, jazzede baslinjer møder dissonante stryger- og blæserpartier og en perpleks paranoia siver ud af sangenes sprækker.

’Loud City Song’ er betagende, selv når den er ”svær” at afkode eller forstå.

Når først brikkerne falder på plads og man kan se et større billede (selvom det altid akkurat undslipper sig en endelig manifestation), er Holters musik åndeløst bjergtagende.

Der mangler måske enkeltstående øjeblikke helt så rørende som ‘Goddess Eyes II’ eller så melodisk intrikate som ‘Marienbad’ (begge fra forrige års ‘Ekstasis’), men som samlet værk udgør albummet en smukt splintret helhed, der er strunk i sin elegance, men også sær, dramatisk, dragende og kompleks.

8/10