James Vincent McMorrow ’Post Tropical’

Den unge, irske sangskriver James Vincent McMorrow fik pæn succes med sit folk-inspirerede debutalbum ‘Early in the Morning’ fra 2011. På opfølgeren – indspillet i det dybeste Syden, nær den mexicanske grænse – har han taget et mellemstort stilistisk spring. Guitaren har måttet vige pladsen for minimalistiske synth-flader og svagt pulserende keyboards samt diskret “rullende” trommer.

post tropical

‘Post Tropical’ kan dårligt rubriceres som et folk-album. Sammenligningerne med Bon Iver er måske nok uundgåelige og på sin plads, ikke mindst pga. McMorrows meget fine falset, men i så fald er det i en ramme, der kan minde om den både futuristiske og minimalistiske R&B, The Weeknd og især et navn som How To Dress Well står for. En form for moderne R&B, hvor følelserne flagrer vildt uden på tøjet, og storbyen er lig ekstase, men også fremmedgørelse og forbitrelse dagen derpå.

Lyden på ’Post Tropical’ er kendetegnet ved en ambient soul, både i de musikalske valg, i kompositionernes svæv og i McMorrows fraseringer. Luftigheden og pauserne mellem tonerne vejer lige så tungt som beats eller akkorder. Tilføjet et afgørende fokuspunkt i McMorrows silkebløde falset, der er et studie i teknisk kontrol, men også i smagfuldt mådehold. Følelsesudkrængningen er ingenlunde udvendig eller patetisk (modsat hos How To Dress Well, der ikke kender forskellen på føleri og følsomhed), den er stille, sitrende og internaliseret i og med de diskrete arrangementer og nogle gospelinspirerede korstemmer, der supplerer McMorrows vokalarbejde.

Luftigheden komplimenteres af en vis grynet og ikke-forfinet produktion, der får sangene til at lyde, som er de født af den solmættede texanske jord frem for som abstrakte luftkasteller. Det ambiente er bestemt ikke anæmisk på ’Post Tropical’. Sangene er mere sensuelle og ladede end som så.

McMorrow opnår en masse med enkle virkemidler: Keyboard-lyden på åbningsnummeret ’Cavalier’ nærmest sprætter sangen op indefra og fremviser en sårbarhed, så ordene knapt nok behøver andet end at cirkle anelsesfuldt om den varme grød. Den intelligente brug af trommer og trommemaskiner, der er så diskrete, at man næsten ikke ænser dem, er desuden rammende og intuitive, og udgør en fast forankret del af McMorrows nyudviklede æstetik som kunstner.

Titlen ’Post Tropical’ kan betyde flere ting: Den kan henvise til indspilningslokaliteten i sydens skarpe sol, men den kan også henvise til tomrummet, når varmen, skabelsesiveren og festen har fortaget sig, og hverdagen står tilbage. På den måde er sangene som små åbenbaringer af en jordnær skønhed, der ikke så meget har med graden af indlysende hooklines eller store statements at gøre, men mere handler om stilheden, roen eller afmatningen oven på de store øjeblikkes fejende gestus.

8/10

Tilbage til Forsiden