‘Inside Llewyn Davis’

Det dominerende motiv i Coen-brødrenes ’Inside Llewyn Davis’ er af titelkarakteren (Oscar Isaac i en komplet overbevisende gennembrudsrolle) i færd med at håndtere sin guitarkasse og en kat, det være sig på et tog i undergrunden, som medpassager i en bil på vej mod Chicago eller mens han vader rundt i et vinterligt, bidende koldt New York.

Den første kat han bærer med sig tilhører Columbia University-ægteparret Gorfein; tidligt i filmen vågner Llewyn op i deres store lejlighed og lader ved et uheld katten slippe med ud, da han smækker døren i efter sig. Den anden kat? Lad os bare slå fast, at den ligner den første på en prik.

inside ld posterGuitarkassen og katten(e) fungerer som konstante påmindelser om, at Llewyn ikke rigtig har noget sted at være, hvor han kan efterlade sine få ting. Han er på en tilsyneladende evig ’tour de sofa’ i en svindende kreds af venner og kolleger. Det folk-syngende par Jim og Jean (Justin Timberlake og Carey Mulligan) er ved at miste tålmodigheden med ham. Jean – især – kan ikke længere styre sin vrede over Llewyn og med en særlig grund: Hun er gravid, og det er vist nok Llewyn, der er faderen.

Jeans vredesudbrud viser sig at være en ikke unormal respons i mødet med Llewyn, den semi-fallerede folkesanger; filmen åbner således med, at vores antihelt bliver slået og sparket af en forsmået mandeskikkelse i en baggyde bag spillestedet The Gaslight Café, hvor Llewyn lige har afsluttet sit sæt.

Llewyn plejede at være den ene halvdel af en duo, men spiller nu solo, primært på netop Gaslight Café i det senere så myteomspundne Greenwich Village. Han tjener ikke meget, men har held med at tjene ekstra som sessionmusiker på Jims døgnfluehit ’Please, Mr. Kennedy’ (men afskriver sig – på for ham typisk vis – at sikre sig retten til yderligere royalties), mens han venter – og venter – på det endelige gennembrud.

I det korte tidsspand (en uge måske), hvor vi følger Llewyn rundt i New Yorks gader og på en forgæves tur til en promotors (en vidunderligt deadpan F. Murray Abraham) klub i Chicago, fremstår han ikke just som nogen særlig fin fyr. Han smiler næsten aldrig, er utaknemlig og ikke så lidt stædig. Da han fx møder den overordentligt høflige militærmand/folkesanger Troy Nelson (Stark Sands) opfatter han Troys livsglade oprigtighed som en åbenlys provokation.

En af filmens mange velanbragte trick er, at Isaacs immobile ansigt på trods af dets ufravigelige vredladenhed er sært tiltalende. Isaacs opgave i rollen som Davis er vanskelig: Han skal fremstille en ikke-elskværdig figurs små, gentagne nederlag, men samtidig på overbevisende vis gestalte hans faktiske talent, men også den mangel på karisma, tilgængelighed og tilforladelighed, der er påkrævet for at lykkes big time. Isaac fanger en stille kompleksitet i figuren. Man er hele tiden lidt i tvivl om, hvorvidt Llewyn er forfulgt af uheld eller mest selv skyld i modgangen.

’Inside Llewyn Davis’ foregår på et afgørende tidspunkt i musikhistorien, lige før Llewyns slags musik blev omformet til mainstream. Eller sagt på en anden måde: Historien finder sted, lige før Bob Dylan entrer scenen og ændrer alt. Filmen handler ikke om hvordan Llewyn forholder sig til forandringen, men om en for så vidt tilfældig – eller emblematisk – uge i hans liv lige før forandringen, der for den medvidende publikummer tydeliggør, at skæbnen bare ikke er på hans side.

På den vis er er det en lille, næsten uanseelig, historie, brødrene Coen fortæller med ’Inside Llewyn Davis’, det er en historie, der let kan forveksles med, at der ingen historie er overhovedet. Og den slags historier fortæller brødreparret som bekendt bedre end nogen andre.

Det er en rig, smuk film, der både er meget morsom (Coen-brødrene er, som altid, sjove uden, at de behøver at gøre en vittighed eller punchline ud af scenerne) og ret så hjerteskærende.

Den oscarnominerede fotografering af Bruno Delbonnel (som afløser Coen-brødrenes foretrukne fotograf Roger Deakins) er udført med fantastisk flair og finesse. Delbonnels billeder er affarvede åbenbaringer i gråblå nuancer. Denne stilsikre minimalisme er klartskuende i sin enkelhed, som i de gentagne motiver af kattens refleksioner i undergrundstogets vindue eller de smalle gange i forsømte lejlighedskomplekser.

En af de mange udsøgte attraktioner ved filmen har at gøre med Coen-brødrenes fornemmelse for repetition, deres karakterer er ofte fanget i et ildevarslende (men komisk) loop af omstændigheder, der fører dem ingen steder hen.

Deres film foregår altid dels i en dialog med sig selv, men også med resten af filmografien:

Hvad betyder det fx, at Llewyn jagter en kat på samme måde som Tom i ’Miller’s Crossing’ i sine drømme følger efter en hat? Hvad vil de med alle henvisningerne til Odysseen (og dermed til deres egen ’O Brother, Where Art Thou?’) (John Goodman gentager sin rolle som en afart af kyklopen her med en velturneret præstation som en jazzmusiker, Roland, på vej til Chicago i samme bil som Llewyn, mens han udspyr endnu et loop af et mantra: ’This will interest you!”). Er der en dybere grund til, at Mitch Gorfeins sekretær hører sætningen ’Llewyn has the cat’ som ’Llewyn is the cat’? Repræsenterer katten musikindustrien? Et gespenst som han ikke kan slippe af syne, men aldrig helt få hold på? Og opgiver han sin drøm om musikken, da han opgiver at sørge for katten? Er der en grund til, at den affable Troy Nelson roligt kæler for og stryger katten med hårene i en lænestol, fredfyldt og tilfreds?

Da Llewyn omsider fanger katten og bringer den tilbage til Gorfein-parret, er der tale om den forkerte kat, da den ikke har nogen nosser: Se, det da være en metafor for noget!

Der er desuden et genkommende motiv med lort, i bogstavelig og overført betydning. I filmens begyndelse klager Jean over, at alt hvad Llewyn rører ved bliver til lort. På turen til Chicago opfatter Roland ikke Llewyns navn, og da han endelig gør og bliver gjort bekendt med dets walisiske rødder – fortæller han en historie om at få diarré fra en omgang walisisk stuvning. Selv da Llewyn synger en smuk ballade til sin aldrende far, der hensygner tilværelsen på søfartsfagforbundets plejehjem, og tilsyneladende berører ham dybt, skider faren igennem sin ble.

Llewyn er med andre ord en antihelt af en meget coen’sk støbning: Han defineres mere ved sine fejl og mangler end ved sine meritter eller kvaliteter. ’Inside Llewyn Davis’ er på den vis en art kulmination på en hel karrieres afgrænsning af det måske mest menneskelige ved mennesker, nemlig alle vores buler og sprækker – og skæbnens ubønhørlige latteranfald bag om ryggen på os.

10/10