’Her’

Spike Jonze startede ud som instruktør af kortfilm og musikvideoer. Det var især sidstnævnte, der gjorde ham berømt og feteret som en original næsten uden sidestykke i nyere amerikansk populærkulturhistorie. Hans videoer for især Beastie Boys, Daft Punk og Fatboy Slim var skoledannende videoer, der både svælgede i postmoderne ironi og 90er-slacker-kulturens koder, men som samtidig pegede fremad mod internettidsalderens anderledes kommunikationsformer: Således var hans video til Fatboy Slims ’Praise You’ en klokkeklar forløber for hele youtube-bølgen.

Først og fremmest var hans videoer og kortfilm præget af den gode ide (fremfor den sublime teknik), en løsagtig glæde og sprælskhed, der står i en interessant kontrast til hans senere filmværk, der er gennemsyret af melankoli.

’Being John Malkovich’, ’Adaptation’ og ’Where the Wild Things Are’ har alle tre (men især de to førstnævnte) elementer af den goofball humor, der var hans tidlige kendemærke, men i deres essens er det kuldslåede film om individers forsøg på at tackle en følelse af fortabthed, som de ikke kan undslippe. Det er film, der fremviser eskapistiske dagdrømme som alternativer, men alternativerne er dømt til at kuldsejle i mødet med virkeligheden.

her_posterMed ’Her’ rammer Jonze noget af den samme grundtone, men han åbner måske mere end nogensinde for, at virkelighedens slag kan have en anderledes helende effekt.

I centrum af ’Her’ finder vi Joaquin Phoenix. Skuespilleren var så god i Paul Thomas Andersons ’The Master’, at man næsten havde glemt, at han også har en anden side: den følsomme, sårbare, nærmest kvindelige, blødhed, han her på lige så besættende vis viser frem.

I ’The Master’ inkarnerede han en fyr med så mange buler på sjælen, at der kun var vrede og modstand tilbage i ham. I ’Her’ spiller han nærmest den diametrale modsætning. Theodore lever af at skrive andre menneskers brev for firmaet Beautiful Handwritten Letters. Han har en særlig evne til at sætte sig ind i andre menneskers liv og bruge det, han ved om dem til at udtrykke de ting, folk ikke selv er i stand til at få sagt på samme prægnante måde. Det sørgelige ved denne særlige evne til at være lydhør over for andre menneskers følelsesliv, er at Theodore ikke i samme grad er i stand til at bearbejde sin egen sorg over hans forliste ægteskab til Catherine (Rooney Mara), som vi på nær én scene kun oplever i fine flashbacks, der har en sart poetisk kvalitet over sig, fordi der ikke bliver sagt noget, men alligevel sagt så meget uden ord.

Da Theodore ser en reklame for et styresystem med kunstig intelligens, OS, beslutter han sig for at prøve det. Fra det øjeblik han installerer systemet og mødes af en kvindestemme, der kalder sig Samantha (Scarlett Johanssons stemme) er han ikke i tvivl om, at han taler med noget virkeligt. Samantha er passioneret omkring alt; Theodores liv og sin egen lyst til at lære om verden. Hendes entusiasme tænder for en knap i Theodores hjerne og gør det muligt for ham at vende tilbage til de levende, så at sige.

Johansson er fremragende som Samantha. Der er intet kalkuleret eller overdrevent sexet over hendes måde at tackle rollen på. Hun er varm, nysgerrig, forundret og smittende. På den måde formår hun at sælge det ’troens spring’ filmens præmis kræver af sin seer: At vi køber den ide, at Theodore rent faktisk forelsker sig i en computerstemme, og at hun kan elske ham på en måde, så det ikke fremstår som en dårlig vittighed.

Jonze spiller sine kort helt åbent her: Han prøver ikke at lege med det absurde eller fjollede ved ideen, han får hvert et skridt i processen til at føles naturligt og organisk i forhold til den dramaturgiske opbygning, vi normalt forventer af mere konventionelle kærlighedshistorier på film.

Filmen adresserer på forbløffende troværdig vis hvorledes et forhold bevæger sig fra fascination og besættelse over i de ting, der sætter sig spor som små anstødssten, der danner kimen for bruddet og smerten: Skuffede forventninger, uopfyldt begær, kommunikationsproblemer. Kan det man deler være nok til at holde sammen på alt, der adskiller?

Spike Jonze får sat en fin scene med et glimrende birolle-cast: Amy Adams er den sympatiske nabo og high school-veninde, der forstår Theodore bedre end nogen anden, og er både sødmefuld, forstående, analyserende og drømmende. Olivia Wilde er fremragende som en pige Theodore møder på en arrangeret date, hvor alle faserne fra håb og spænding over skuffelse og illusionsløshed gennemspilles, så man levende kan sætte sig ind i karakterens forhistorie med alt det, der er gået galt i fortiden og hvor desperat hun er efter, at fremtiden skal tage sig anderledes ud. Johansson, Adams og Wilde giver filmen afgørende liv og temperament ved deres skarpt observerede og fuldt realiserede portrætter, der i den grad tilfører helheden flere ekstra dimensioner.

’Her’ er skudt i Los Angeles af den fremragende filmfotograf Hoyte Van Hoytema (’Tinker Tailor Soldier Spy, ’Let the Right One In’ og snart Chris Nolans kommende epos ’Interstellar’). Med de udvalgte locations og den varme, døsige farvepalet, han bruger, indfanger han et nær-fremtids-L.A., hvor magi, håb og skønhed ånder i tingene. Man føler, at alt er muligt på det her sted og at kærligheden ligger på lur i solskinnets varme efterglød. Van Hoytema har et fantastisk øje for billeder og kompositioner, og ligesom i sine forrige film er han utroligt konsistent i sin billed- og motivkreds inden for rammerne af den enkelte produktion. I perfekt samklang med et fantastisk production og costume design, der skaber et troværdigt billede af en fremtid, der ligner vores, og så alligevel ikke, er filmen måske Spike Jonzes hidtil rigeste æstetiske bedrift.

For ’Her’ er jo så tydeligt en Jonze-film. Ingen anden (selv ikke den ellers beslægtede franskmand Michel Gondry) ville kunne have lavet en film, der tør satse på enkelhed frem for krøllede eksperimenter, når kernen i fortællingen er så umiddelbart ukonventionel, som det er tilfældet her. Alt ved filmen er i naturlig forlængelse af hans øvrige filmografi, men i en mere varm og forhåbningsfuld aftapning.

’Her’ er sublim i detaljen og konsistent i sin grundide. Joaquin Phoenix er hjerteskærende god, ja, aldrig set bedre. Det er en smuk og meget oprigtig film, der på en ny måde får sagt en gammel sandhed: At kærligheden kan visne og dø, men at smerte er med til at gøre én stærkere. For med smerten indgraveret i nervebanerne kan virkeligheden umærkeligt slå over i en værdsættelse af underet og det underfulde med desto større kraft.

9/10