’Gravity’

Cuaróns tekniske vidunder af en film er en uhyggelig, superteknologisk ballet i vægtløs tilstand, hvor ødelæggelsen er lige så smuk, som den er skræmmende. Den viser os et univers, vi ikke er vant til at se fremstillet livagtigt på film, men som kontinuerligt har farvet vores kollektive fantasi: livet i det ydre rum. Det spektakulære sceneri møder her en basal eksistentiel drift: viljen til overlevelse.

Hvor alene kan man være?

Den visionære mexicanske instruktør Alfonso Cuarón ophæver i sin (tør vi godt sige: enormt ventede) nye film spørgsmålene til et på samme tid kosmisk højtravende og inderligt eksistentielt anliggende.

Cuarón og hans medforfatter – hans egen søn Jonás – har tænkt i ekstremer med ’Gravity’, en film hvis præmis og omdrejningsakse er astronauten Ryan Stone (spillet af ’America’s Sweetheart’, Sandra Bullock), der strander i det ydre rum, overladt til sig selv uden radiokontakt.

Indledningsvist er Stone ledsaget af den belevne rumvandringsveteran Matt Kowalski (George Clooney), der er på sin bebudet sidste tur inden han pensioneres fra rumprogrammet, mens Stone er på sin allerførste rumvandring.

Da en russisk satellit sprænges i stykker, sendes en storm af vragdele i kredsløb om jorden, og dele af denne storm rammer ved det Hubble-teleskop, hvor Stone og Kowalski er sat til at udføre en reparation.

Hvad der følger er en kædereaktion af uforudsete hændelser, som vragdelsstormen bringer med sig. En del af filmens effekt – og dens uhyggelige effektivitet – er, at de katastrofale sammenstød sker i absolut stilhed. Det er som at overvære en superteknologisk ballet af et uhyrligt omfang, hvor ødelæggelsen er lige så smuk, som den er skræmmende.

GravityStone mister snart forbindelsen til Kowalski, og kameraet følger Stones fortvivlede fald ud i intetheden, både fra indersiden af hendes hjelm og udefra (hvor vi kan iagttage Stones paniske, hyperventilerende ansigt). Alt sammen fanget i én uafbrudt optagelse.

Plottet er for så vidt nemt at gøre rede for – og såre indlysende. Stone (og Kowalski, som hun genforenes med for en kort bemærkning) skal finde tilbage til deres rumstation, inden deres iltbeholdning slipper op. Men nye farer lurer (vragdelene er jo i eksplosivt kredsløb, så de vender grusomt tilbage…) – og i sidste ende er det Stone selv, der må tage kampen for livet op, svævende alene i kredsløb om jorden, der troner som en smuk, men fremmedartet kugle af blegt lys som kontrast til mørket og intetheden, Stone driver rundt i.

Cuarón, manden bag fundamentalt væsensforskellige (men absolut fremragende) film som den mexicanske coming-of-age-ritual-som-roadmovie ’Y Tu Mamá También’ (‘…Og din mor!’) og fremtidsdystopien ’Children of Men’, har stillet sig selv en på samme tid simpel og uoverskuelig kompleks opgave: At skildre en næsten umulig kamp for overlevelse – tilmed på (eller rettere: i) en så ekstraordinær scene, at den kompakte historie kræver den allermest storslåede, cutting edge filmteknologi for at give mening.

Lad det være sagt med det samme: De visuelle effekter er bjergtagende realiseret, fotograferingen (ved Cuaróns – og Terrence Malicks – hoffotograf Emmanuel Lubezcki) er mageløse, lydeffekterne er jagende effektive og vildt opfindsomme. ’Gravity’ er en triumf for udviklingen af et helt nyt filmsprog. Intet mindre.

Historien er som antydet i sin kerne meget simpel, hvilket både er dens styrke og dens svaghed.

Det er en styrke, at Cuarón på kompromisløs vis fokuserer næsten ensidigt på dramaet (man får fornemmelsen af, at næsten hele filmen foregår i klaustrofobisk realtid) frem for at svælge i kontekst og karaktertegning. Omvendt er historien så simpel og vægten så meget lagt på det visuelle spektakel, den byder på, at den eksistentielle meditation over liv, skæbne, død og teknologiens velsignelse og forbandelse etc. kan ligge på et forholdsvis lille sted. ’Gravity’ er på den måde ikke just en ’2001: A Space Odyssey’ for det 21. århundrede. Men den prætenderer heller ikke at være det (alene dens beskedne længde på 84 minutter fjerner en del af sammenligningsgrundlaget).

’Gravity’ udpensler kædereaktionernes ubønhørlige logik (der altid er et skridt eller to foran menneskene), og den søger uundgåeligt mod en slutning, der skal give os svaret på, om Stone klarer den eller ej (det er måske en svaghed, at man på forhånd vil anse det for utroværdigt, HVIS hun klarer den?), men derudover byder den ikke på mange historiemæssige kalorier. Kompleksiteten er snævret ind til det helt fundamentale og det menneskelige element reduceret til det envejskommunikerende frem for det interagerende (’Klarer jeg den?’, ’Hvad skal jeg gøre?’ frem for ’Hvad gør vi nu?’, ’Hvad siger du?’).

Når man tænker på de tekniske vanskeligheder, optagelserne af filmen må have budt på for alle involverede, ikke mindst skuespillerne (og det vil i 80% af tiden sige Bullock solo), er Bullocks præstation imponerende fri for manerer og meget direkte i sin appel. Det er svært at måle hendes præstation efter gængse kriterier, men man tror på hende, og det må være hele sagen.

Clooney er mest en lidt for lakonisk-humoristisk adspredelse, hvis vittige indfald selv i de allermest kritiske situationer, synes fortegnede fra forfatternes side. Det havde været bedre – og mere troværdigt, foruden passende i forhold til den omgivende films indre logik – hvis hans rolle havde været skåret lige så meget ind til benet som Bullocks. Stilheden burde råde i det store rum, også selvom en allestedsnærværende storcharmør af en filmstjerne skal have pudset sin forfængelighed. Den del af manuskriptet kunne have trængt til en kritisk revision.

Cuarón og Lubezcki skaber enestående billeder – både i det mest rasende vragdelsvirvar og i den mest ophøjede og knusende stilhed. Et af dem (der involverer Bullock vægtløs svævende i fosterstilling i ”Ellen Ripley-kostume”, dvs. kortærmet undertrøje og meget små trusser) er en bevidst hilsen til ’2001’ (foruden altså Sigourney Weaver i ’Alien’), men sekvensen står skinnende klart i egen ret. Et andet billede, der bliver stående, er Stones tårer, der siver ud i en vægtløs rumkabine. 

Filmens ekstraordinære skønhed ligger dels i at vise os en verden, vi ikke er vant til at se fremstillet livagtigt på film, men som siden det amerikansk-sovjetiske koldkrigs-rumkapløb har haft en enorm fascinationskraft for vores kollektive fantasi, men også i hvor illusionsløst (og dermed ærligt) det fremstilles.

’Gravity’ viser os det helt store billede, og gør samtidig en dyd ud af at vise, hvor lille en del af det, vi udgør. Det er en stor bedrift. Hvis man lader sig overmande af det, man faktisk får at se i ’Gravity’ – og kan abstrahere fra Clooneys efterhånden fladtrådte verdensmandscharme – frem for det man ikke får serveret (en kontekstualiserende rammefortælling), venter der én en endog spektakulær filmoplevelse.

9/10