‘Gone Girl’

(Denne anmeldelse indeholder spoilere!)

Når man har lavet flere definerende værker i de sidste 20 års amerikanske filmhistorie – ’Seven’, ’Fight Club’, ’Zodiac’ og ’The Social Network’ – end stort set enhver anden (kommercielt appellerende) filmskaber, er man naturligvis under et større pres for at levere varen hver gang, fordi publikum forventer det ypperste fra ens hånd.

David Fincher synes tilsyneladende det pres er blevet en kende overvældende post-’The Social Network’, for det er som om han i sit valg af materiale har sat ambitionsniveauet ned på det seneste: ’The Girl with the Dragon Tattoo’ var en ikke just uundværlig genindspilning af Stieg Larsson-romanen med den væsentlig mere sigende danske originaltitel ’Mænd der hader kvinder’ (samt af Niels Arden Oplevs ganske glimrende skandinaviske filmatisering).

’Gone Girl’ går ca. samme ærinde som sin forgænger: Det er en adaptation af et storsælgende bogforlæg i den lettere ende af skalaen (hørte jeg nogen hviske lufthavnslitteratur?): Gillian Flynns roman af samme navn.

gone girl imageNu har jeg ikke læst forlægget, men det forlyder, at Fincher (manuskriptet er skrevet af Flynn selv) følger romanens plot næsten til punkt og prikke. Finchers fingeraftryk er overalt, dvs. Fincher-på-autopilot: indstillet på at levere horror og suspense, der rammer hårdt, men som samtidig stiller skarpt på de menneskelige omkostninger – frygten og alle dens ledsagefænomener – når skæbnens lunefulde grusomhed optræder med en logik, der er kold og klinisk som skalpellens snit i den døde krop.

Problemet med Finchers filmatisering er, at den vægrer sig ved at tone rent flag. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er filmen det rene trash, kalkuleret, men frydefuld popcorn-underholdning – eller skal vi tage den seriøst som thriller og drama?

Forvirringen forplanter sig helt ned i de enkelte skuespillerpræstationer: Ben Affleck er sikkert castet som en all-American fyr, Nick Dunne, der kommer fra de sunde familieværdiers hjerteland, Missouri i Midtvesten, hvis ægteskab med New Yorker-pigen Amy (Rosamund Pike) er gået fra brændende attraktion til simrende katastrofe på fem år. En morgen, da Nick kommer hjem fra den bar han deler med sin tvillingesøster (fint spillet af Carrie Coon) er hans kone forsvundet, men et glasbord er smadret i stuen.

Affleck spiller rollen som var han med i et drama med særdeles virkelige konsekvenser. På den anden side står Rosamund Pike som Amy, hvis præstation er fascinerende (og ganske underholdende) i al sin gennemsigtige psykopati (som en endnu mere isnende, blasert udgave af den typiske Hitchcock-blondine a la Tippi Hedren/Kim Novak/Grace Kelly). Problemet er bare, at figurerne omkring Amy ikke har indset, at Amy er psykopat, hvorimod det er skrigende åbenlyst for publikum, og på den måde er filmen ude af trit med sig selv. Balancen havde været bedre afstemt, hvis vi som publikum vidste lige så lidt (eller meget) som figurerne i plottet, der udsættes for så mange drejninger, at det under alle omstændigheder er så som så med troværdigheden. At se (eller, formoder jeg, læse) ’Gone Girl’ er som at bevæge sig ned i et kaninhul af uredelige twists. Man skal være parat til at suspendere sin sunde fornuft for at få et dækkende udbytte af historien.

I flashbacks ser vi Amys og Nicks kærlighedshistorie udfolde sig og allerede her er Amys vanvid tydeligt, fordi hun er så glat, at det gør ondt. Mysteriet fiser således ud før det overhovedet er etableret. Fincher anbringer nogle tydelige clous til Amys overdrevne ’pæn pige’-fiksering (yderligere udpenslet ved hendes forældres landskendte ’Amazing Amy’-bogserie, idealiserede fremstillinger af datterens liv), såsom den skrigende pink pen med fuglefjerspjusk i toppen (!) hun skriver sin (konstruerede) dagbog med, som sidenhen bliver et vigtigt (fingeret) spor i jagten på hendes (formodede) morder.

Man skal være meget venligt indstillet over for ’Gone Girl’ (og selektiv i sin analytiske sans) – samt over for Finchers motiver for at bruge et par år af sit arbejdsliv på den – for at kunne hævde, at den siger noget essentielt om fx det moderne ægteskab – udover det ærgerlige ved at gifte sig med en psykopat (!) –endsige om det moderne Amerika. Fincher negligerer konsekvent at fastsætte filmen i et nærmiljø, så bortset fra de to politiefterforskeres besøg i et nedlagt butikscenter (de søgende lyskegler fra deres lommelygter ind i det bundløse mørke er et meget finchersk touch) får vi ikke nogen konkret fornemmelse for den recession, der har ført til parrets flytning fra jetsetlivet i New York til Missouri. På den måde forsømmer Fincher en chance for at sige noget, der rækker ud over det rent plotdrevne (der i sig selv hurtigt udarter til det absurde).

Bevares, der er en eksplicit udfoldet mediekritik i filmen, for da først medierne lugter blod ruller snebolden med faretruende hast, men fremstillingen er ganske karikeret. Det er ellers en interessant pointe, at Nicks vennesæle adfærd arbejder imod ham, da først mistanken om hans skyld i Amys forsvinden etableres. Hvordan kan en ægtemand tillade sig at smile, hvis han er uden skyld i sin kones forsvinden?

Man sidder tilbage med en nagende, tom fornemmelse efter at have set ’Gone Girl’. Det er for meget Paul Verhoeven og for lidt Alfred Hitchcock over filmen. Og Verhoeven var endda bevidst satiriserende, da han lavede pulp som ’Basic Instinct’ og bevidst underlødig, da han lavede ’Showgirls’. Så langt ud (eller ned) tør Fincher ikke gå.

Lige så blændende forførende Pikes præstation er rent overfladisk betragtet (og overfladen er som regel skinnende hos Fincher), lige så lidt virkelig synes den. Amy er en konstruktion og et postulat. På den måde er filmens bizarre stemning af paranoia mere latter- end gruopvækkende. Hvorfor forbliver Nick sammen med det glansbillede/monster? Slutningen strammer skruen yderligere, så vi havner ovre i det rene kitsch.

Filmens demaskering af Amy kommer slet ikke som det forventede chok. På den måde er Finchers film desværre et eksempel på, at hvis du ikke helt ved hvad det er det du vil med din film, sløver – snarere end skærper – du dit publikums sanseapparat og dermed dets evne til indlevelse og empati for figurerne.

5/10