Gensyn med 90er-film: ‘Heat’

I denne artikelserie kigger vi tilbage på nogle af de film, der var med til at definere 1990er-generationens dannelse ud i filmkunsten. Holder de stadig, de værker vi selv har bidraget til at ophøje til (ny)klassikere? Kan de bære et gensyn – eller er de fanget i en fastfrosset tidslomme? 

Hvis Heat kan siges at spille en ikonisk rolle i 1990er-filmkanonen, hænger det nok især sammen med, at det var heri, legenderne Al Pacino og Robert De Niro endelig stod over for hinanden (de spillede begge med i The Godfather II, men uden at dele scener).

Jeg var temmelig begejstret for Heat, da jeg som 16-17-årig for første gang stiftede bekendtskab med Michael Manns både strømlinede og hårdkogte univers og så den derfor gentagne gange. Men før mit 2013-gensyn havde jeg ikke set den i mindst et årti.

Uden at være for skråsikker afspejler den omstændighed måske en vis fatigue ved 1990ernes film, som er så intimt forbundne med min egen ungdom, at det kan være svært at nærme sig kilden til ens formative år som filmentusiast objektivt. Det er denne tilbageholdenhed, denne artikelserie søger at adressere og – forhåbentlig – råde bod på.

HeatposterManns stjerne på Hollywood-firmamentet er blegnet betragteligt siden de glade dage i 1990erne, hvor han fulgte Heat op med den spegede, men intense nikotinskandalethriller The Insider (der opnåede syv oscarnomineringer) og allerede var etableret med Manhunter og The Last of the Mohicans på værklisten.

Ligesom en anden markant filmskaber fra 90erne, Curtis Hanson (L.A. Confidential), har Mann haft svært ved at omsætte sin sikre tilegnelse af en række stiltræk karakteristiske for 90erne sidenhen: det ret udpenslede fokus på vold og skydevåben foruden den kulørte, postmoderne leg med genrer, der udgjorde en behændig legeplads for mange af det årtis filmskabere.

Det er interessant sådan at nærme sig Heat igen. I min 2013-virkelighed reduceres den til en film, der emmer af den tid den er lavet i, frem for en tidløs filmoplevelse i egen ret: Manuskriptet er propfuldt af klicheer (noget jeg ikke lagde mærke til eller ikke gik op i dengang), og persontegningerne og den overordnede narrative ramme er overraskende stereotyp og forudsigelig.

Heat er bygget op omkring to protagonister, der repræsenterer samfundets ide om hhv. den gode og retskafne autoritet og den skruppelløse skurk, men som samtidig spejler hinanden. Filmens 1990er-relativistiske pointe er da også, at de to lige så godt kunne bytte plads.

Al Pacinos Vincent Hanna er en utrættelig politiefterforsker, der ofrer privatlivets komfort til fordel for den forbenede jagt på forbrydere. Han lever og ånder for sit arbejde i lige så høj grad, som han nægter at se sine personlige dæmoner i øjnene. Han er kompromisløst – ja, manisk – optaget af jagten, på evig flugt fra sig selv og det afdankede ringvrag, han allerede nærmer sig at være. Han er rapkæftet, utålmodig og effektiv (og ret heldig: manuskriptet tillader sig adskillige genveje for at overflødiggøre Hannas analytiske begavelse). Hanna kører på tredje ægteskab og har en mentalt ustabil steddatter (en meget ung Natalie Portman, som introduceres på en ildevarslende måde, så man som publikum ved, at hun kommer til at spille en rolle i historien, når den spidser til). Hannas kone synes, Hanna er god i sengen, men derudover føler hun sig fremmedgjort over for hans arbejdsbesættelse og identitetsflugt.

Dialogerne mellem Hanna og konen er en af filmens udtalte svagheder. De er præcist skåret, så vi som publikum ved, hvad der foregår imellem dem, men som karakterer i et drama lever de ikke ud over som funktionelle koordinater i filmens narrative ligning. De er skabelonagtige marionetdukker i skæbnens vold. Hanna kommer for sent hjem, når konen har lavet mad, de skændes om, hvorfor han ikke fortæller mere om, hvad han egentlig går og foretager sig (man undres: den diskussion må de have taget tidligere i forholdet? Det involverer læssevis af døde kroppe, hvis nogen skulle være tungnemme…), og de er begge bekymrede for den sammenbragte datter, men uden rigtig at gøre noget ved det.

Ultimativt føler den forsømte kvinde sig nødsaget til at finde en surrogatelsker for at holde den kørende. Det er en kvinde nødt til, hun har intet andet valg, er logikken. Når den slags kvindebillede præsenteres inden for rammerne af et gennemsyret mandeunivers, bevæger manuskriptet sig betænkeligt nær det utilsigtet kvindefjendske (mere herom senere).

Da Hanna endelig fanger konen med hendes tilpas fjollede – så publikum helt sikkert opfanger, at hun er ret desperat – elsker, følger en lattervækkende utroværdig dialogveksling, hvor konen gør klart, at hun føler sig som resterne fra et sammenstyrtet hus. Javel ja.

Robert De Niros karakter Neil McCauley er lige så kompromisløs skurk, som Vincent Hanna er dedikeret til at finde og uskadeliggøre typer som ham. Han har valgt den modsatte strategi af Hanna. Hans leveregel er, at man ikke skal være mere knyttet til noget sted eller nogen person, end at man kan skride fra det på 30 sekunder, hvis lokummet brænder (læs: hvis et kup går galt). Meget opbyggeligt. McCauley har derfor ikke en kvinde i sit liv og – meget illustrativt – ingen møbler i sit hus. Men sørme om han ikke møder en sød kvinde, Eady (spillet af Amy Brenneman – før hun blev identisk med rollen som Amy i Judging Amy), en aften i en bar. Da kvinden, som virker troskyldig som et lam, finder ud af, at McCauley ikke er en rig forretningsmand, men derimod en koldblodig bankrøver med gud ved hvor mange menneskeliv på samvittigheden, er hun træt af det, men ender med at tage med drømmemanden (som hun har ventet længe på, forstås) til New Zealand (da lokummet brænder på). Igen: Et ret forstemmende kvindebillede.

McCauley er usentimental, virkelighedsfjern og disciplineret, men voldelig, når det kræves af ham, eller når han lader sig provokere af andres svigt. McCauley er med andre ord ikke meget anderledes end den De Niro, vi kender fra talløse andre roller (Raging Bull, Casino etc.), men han er god til rollen, bevares.

Det samme kan siges om Pacino, der håndterer sin Hanna-figur med samme nådesløse dedikation, som vi så ham håndtere lignende sager i film som Serpico og Sea of Love – og som han efterfølgende inkarnerede som reporter på jagt efter en god historie i Manns The Insider.

Uanset de individuelle kendetegn er det naturligvis meningen, at vi skal forstå, at det er den samme form for opofrelse og dedikation (eller negativt formuleret: virkelighedsflugt), der præger både Hanna og McCauley. De har skæve arbejdstider, de er ikke ligefrem diplomatiske i deres omgang med andre mennesker, de er indebrændte, de er asociale, og de er begge optaget af kriminelle og kriminalitet, selvsagt. De er to sider af samme mønt.

Heat er derfor dybest set en anledning til at bringe to stjerner kendt for deres karakterers brutalitet og intensitet sammen i en gnistrende smeltedigel af action, shoot outs og andet godt. Manuskriptet er drejet og vendt, så det kan udgøre en nødtørftig anledning til at få drømmematchet realiseret. Derudover lider det under et væld af problemer i forhold til at skabe en levende historie, der ånder uafhængigt af stereotyper og narrative automatikker. Over næsten tre timer er præmissen pustet op til bristepunktet.

Men er der da ikke noget af den magi tilbage, som jeg oplevede som reel og magnetisk tiltrækkende engang?

Se, jeg havde glædet mig til et gensyn med filmens adrenalinpumpende sætstykker, men blev efterladt noget kold tilbage: Voldsæstetikken er faktisk en kende larmende og frastødende, især fordi den ikke synes investeret med indlevelse på vegne af ofrene af nogen art. Det er udråbstegn, der ikke kerer sig om at være stort andet. Heats ret bevidstløse voldsæstetik opleves ærligt talt som outdated – som en 1990er-tidslomme, velsagtens – ved gensyn.

Nej, magien opstår for alvor i en enkelt scene, og så er det jo heldigt, at det er en nøglescene af rang, nemlig den første scene, De Niro og Pacino deler: i en motorvejs-diner.

De to forbenede og forhærdede figurer deler få minutter over en kop kaffe, hvor Hanna gør McCauley det klart, i hvor høj grad han har ham på radaren, og hvor klar han er til at få ham ned med nakken, hvis han agerer proaktivt.

Scenen simrer livsaligt, for der er så meget på spil og så meget usagt, så meget facade og så disse pludselige indbrud af ærlighed (eller en fingeret ærlighed?). De Niro spiller forrygende her. Han er afventende, delvist vantro, delvist fanget i et spotlys, han ikke kan kontrollere, dels ubønhørlig i sit selvværd og sin tro på sin mission. Hans små sideblikke, antydningen af et smil, der ikke helt lader sig materialisere.

Omvendt indser Hanna graden af genkendelse i mødet med McCauley. Han ser ham for det, han også er (udover en kriminel, der skal stoppes), nemlig en dedikeret professionel, der arbejder med en lidenskab og en inerti, der rimer på hans egen.

Der er tale om stor skuespilkunst, og det er som om manuskriptforfatterne (Mann inklusive) har koncentreret meget af deres energi på at få netop denne afgørende scene til at sidde lige i skabet (på bekostning af helheden, der er et klichetynget miskmask til sammenligning). Scenen i dineren er velskrevet, skarp og illustrativ uden at være demonstrativ eller effektjagende. Den ånder, simrer, kaster skygger og antænder et lys af forklarelse midt i mørket og volden.

Som sådan er Heat en mærkelig film. Den fortjener ikke som film sit 1990er-klassiker-mærkat, men den indeholder unægtelig en af årtiets mest uforglemmelige dialogscener i amerikansk film mellem to stjerner, der her brænder igennem (for siden at brænde helt ud).