’Frances Ha’

Noah Baumbachs ’Frances Ha’ er som en cool, blå jazzsoloimprovisation, hvis toner indkapsler en moderne newyorkerkvindes liv fanget mellem ungdommens skæve drømmerier og voksenlivets ansvarsfulde ensretning. Greta Gerwig leverer et rørende gennembrud i titelrollen.

I like things that look like mistakes,” siger Frances, titelfiguren og hipster-(anti)heltinden i Noah Baumbachs charmerende film, der bærer sin sort-hvide æstetik som et cool badge på jakkereverset. ’Manhattan’ møder fransk nybølge i en kær omfavnelse.

Frances – spillet med charme, kejtethed og en uovervindelig eksistentiel forpjuskethed af Greta Gerwig (der også er medforfatter til manuskriptet) – indkapsler med ovenstående bemærkning på mange måder sin tilgang til tilværelsen. Det er det skæve og off-beat, der tiltaler hende, og det er sådan, hun ser sig selv og sine venner.

Bemærkningen bruger hun til mere konkret at beskrive sin dansestil (Frances drømmer om at ernære sig som professionel danser) og dækker – typisk for hende – formentlig også over en bevidsthed om, at hun ikke er jordens største naturtalent til sin foretrukne hobby.

Frances er 27 og drømmer om at lykkes. Hun er ved at udvikle sig til en evig underachiever,der kan mærke, at snøren langsomt strammer til. Hvor længe kan livet fortsætte med at være sådan en halvhjertet, men jævnt fornøjelig komedie, som man kan ironisere over med bedstevennen Sophie?

Sophie er nemlig på vej videre. Med fast kæreste, der snart skal rykke videre til Japan, fordi karrieren kalder.

På sin vis er ’Frances Ha’ en kærlighedshistorie om en piges forhold til en anden pige, bare uden det seksuelle element (hvilket de to heller ikke er blinde for at ironisere heftigt over). Og så alligevel: Filmen handler ikke afgjort om, hvorvidt de to finder hinanden som soul mates på den anden side af det, der truer med at adskille dem (voksenlivets svære livsvalg og uundgåelige opbrud), men det er det tætteste på et omdrejningspunkt, vi kommer på i en film, der mere overordnet er en meditation over en ung kvindes forvirrede identitetskamp.

Plot er der ikke meget af, hvilket sådan set er befriende. Det plotløse fordrer nemlig et fokus på karakterer og situationer, løsrevne stumper fra et liv og en dagligdag, der lige så meget er tomgang, som den er udvikling eller retningsbestemthed. Filmens form (en slags situationskomedie, der som regel klipper væk, før der falder en punchline) afspejler Frances’ retningsløshed og hendes udsathed. Der er ingen nemme svar i hendes situation, ligesom det kan være svært overhovedet at formulere nogle klare spørgsmål til, hvor man skal bevæge sig hen og hvorfor.

Filmens episodiske præg understreger således det plotløse element ved Frances’ situation. Mange scener er kun af få sekunders varighed, som et indtryk eller et stemningsbillede, der – sat sammen til en helhed – danner en form for mosaik af et liv i stilstand, hvis ligevægt udfordres af Sophies opbrud.

’Frances Ha’ er derfor svagest, når den er mest forhippet på at rykke historien fremad, dvs. pludselig bliver plotdrevet, for så synes den tilfældige charme, der indkapsler Frances som karakter, at blive erstattet af en større historie, der skal trækkes ned over hovedet på hende. Når scenerne udfolder en hel lille historie i sig selv (som fx da Frances serverer til et teselskab for at skrabe lidt penge sammen) bliver de let en kende toneskæve, ligefrem anmassende. Karakteristikkerne er mere præcise, mere rammende, når Baumbach “bare” vil fange en stemning eller udfolde en karakter med endnu en fin, lille nuance.

Den mere løse form fungerer fortrinligt, ikke mindst takket være en stærk fornemmelse for klipningen af de enkelte scener, der synes undfanget med en meget fin fornemmelse for, hvornår de skal strækkes ud til det akavede eller omvendt afbrydes som en tilfældig signatur, der hænger som fastfrosset cigarrøg i luften.

Meget af filmens stemning er cool og henkastet og fyldt med small talk, men ikke på en selvtilfreds måde, hvilket ellers ofte er den oplagte fælde for denne type film (som der er en del af på dusinet i amerikansk indie-film). Den er snarere rørende, sart og letflydende, og Frances vækker noget hos beskueren, måske fordi hun ikke altid selv synes i stand til at lodde situationerne. Det meste af filmen er tonet i et cool mellemregister som en blå, jazzet soloimprovisation, kun afbrudt af enkelte mere opløftede sekvenser, såsom en Frances der danser gennem New Yorks gader, mens Bowies ’Modern Love’ vælter ud på lydsporet.

Greta Gerwig er filmens fund. Det er en veritabel gennembrudsrolle, hun her leverer (i sin mand Noah Baumbachs afgjort bedste film siden ’The Squid and the Whale’ fra 2005). Gerwigs ungdommelige selvoptagethed har noget uskyldigt charmerende og akavet åbensindet over sig. Man kommer vitterligt til at holde af Frances, hvilket er det samme som at sige, at filmen lykkes med sit ærinde.

Frances bliver en levende karakter lige for øjnene af os. I en tid, hvor megen filmkunst sælger sig på graden af tekniske fornyelser og storslåede sætstykker, er Gerwigs og Baumbachs prunkløse form for magi værd at holde i hævd og varmes ved.

8/10