En rejse bag om rocken – 20 bud på en musikkanon med sange fra før rockens gennembrud

Vi præsenterer 20 af de bedste eksempler på rockens forgængere, på de kunstnere og sange, der enten var vægtige inspirationskilder for rocken – og populærmusikken i det hele taget – eller som simpelthen bare er sange, der ingenlunde fortjener at gå i glemmebogen: Blues, gospel, country og folk fra før 1960ernes modkultur revolutionerede populærmusikken.

bill-haley-and-his-comets-rock-around-the-clock-decca-american-seriesMange forbinder rock’n’rolls fødsel med Bill Haley and His Comets’ megahit ’Rock Around the Clock’ fra 1954, en sang, der blev emblematisk for den rebelske del af 1950’er-ungdommen og dermed inkarnerede en for samtiden vild, ny musiktype som en kraft i tidens ellers konforme mainstream. Det “vilde” ved sangen – og de talrige epigoner, der fulgte – var nok mest, at populærmusikken målrettet gik efter at appellere til et nyt publikum, ungdommen.

Teenageren som type blev født i de år, fordi det for første gang i historien gav mening at rette markedsføring af forbrugsvarer mod denne i stigende grad selvstændigt agerende og købestærke gruppe.

50’ernes rock’n’roll var én side af det, man kan kalde for populærmusikkens opblomstring i efterkrigsårenes forbrugskultur, men hvordan forholder den sig til den bredere betegnelse rockmusik? Som altgennemtrængende kulturelt fænomen med et fast greb i en generations ungdomskultur og i kraft af dens samfundsomvæltende og -kommenterende rolle, bestemmes rocken som regel som et 1960’er-fænomen.

Love_Me_Do_The_Beatles_1962Jeg synes ikke, at det er helt uredeligt at datere rockens fødsel til den 5. oktober 1962, den dag, hvor The Beatles udgav deres debutsingle, ’Love Me Do’.

Her lød startskuddet for rockmusikken som massebevægelse og modkultur, som pejlemærke for en hel generation og som soundtrack til de dramatiske samfundsomvæltninger og den opløsning af traditionelle værdier, der fandt sted i takt med den dramatiske forbedring i levevilkår og velfærd i 1960‘erne.

De unge britiske musikere var vokset op med den amerikanske musik (blues, country, folk, gospel og jazz) og omformede den fra 1962 og frem til en yderst medrivende kunstform, der hurtigt skulle vise sig at blive en stærkt appellerende konsumvare.

Britiske bands som The Beatles, The Rolling Stones, The Who og The Kinks blev bannerførere for en særlig britisk aftapning af den amerikanske lyd, der gjorde, at den kom helt i øjenhøjde med tiden og de forandringer og den ånd, der kendetegnede den.

Det var med andre ord krydsningen mellem en britisk popularisering af amerikanske musikgenrer, den teknologiske udvikling og en tidsånd fyldt med optimisme og oprørspotentiale, der formede rocken.

Nu hvor rocken kan fejre sit første halve århundrede og dermed er en fast forankret kulturinstitution, kan det forekomme vanskeligt og uoverskueligt at se bagom den som bevægelse og som udtryksform.

Men hvad skete der før 60‘erne? For hvis rocken er defineret som en epoke med et klart startpunkt, hvad skete der så før dens fødsel?

For enhver musikelsker – og historisk interesseret kulturkender i øvrigt – er det potentielt endeløst berigende at gøre forsøget; at se bagom rocken.

Der findes utrolig meget stærk musik fra før den skæbnetunge dag, da The Beatles kom på banen med den fængende debutsingle (der i første omgang peakede som nummer 17 på hitlisten, men ved genudgivelsen i 1964 gik nummer 1 på begge sider af Atlanten), og det er denne amerikanske musik, der både var fødselshjælper til og baggrund for den rockmusik, der blev allemandseje fra 60‘erne og fremefter.

Her er 20 af de bedste eksempler (kronologisk oplistet) på rockens forgængere, på de kunstnere og sange, der enten var vægtige inspirationskilder for rocken – og populærmusikken i det hele taget – eller som simpelthen bare er sange, der ingenlunde fortjener at gå i glemmebogen, men er evigt skinnende ædelstene for enhver, der ønsker at se efter.


1. The Carter Family ‘No Depression (In Heaven)’ (1936)

 

carter1936

The Carter Family var de frembrusende radiostationers første reelle “superstjerner” i 1930’erne, som menigmand ude på prærien kunne identificere sig med (og, som i tilfældet Johnny Cash, drømme om – han scorede i hvert fald som voksen familiens yngste medlem, June Carter).

The Carter Family forenede alle de sunde amerikanske kernedyder med en musikalsk skabelon, der aldrig rigtig er gået af mode. Hits som ’Will the Circle Be Unbroken’ og ’Keep on the Sunny Side’ er moderne spirituals, der nok aldrig vil gå i glemmebogen.   Unik i gruppens repertoire, er ’No Depression (in Heaven)’, en slidstærk, eviggyldig melodi, der tilvejebringer en af countrymusikkens kardinaldyder: længslen efter det gode liv sammen med de døde kære i det hinsides – fri for udbytning og andet skidt.

Bruce Springsteens senere besyngelse af menigmand på tabersiden af den amerikanske drøm kan næppe tænkes uden den tradition, Carter-familien var med til at konsolidere og popularisere. Men hvor The Carter Family altid i sidste ende peger på gudstroen som den store udfrier – man kunne tale om en vertikal forløsning, der altid stræber opad mod Gud – kan man i Springsteens tilfælde tale om en horisontal “frelse”: I hans sange blæser svaret altid ude på de brede, amerikanske highways. Bilen er et mindst lige så potent symbol i rockmusikken, som Kristus var det for 1930‘ernes countrymusikere. Med bilen kan man slippe væk og selv opsøge lykken i en hård verden, hvor såvel familien som det nære liv kan være en forræderisk kulisse for misbrug og ødelagte skæbner. Frelse er altså så meget sagt, men i en rockkultur, der til dels har omfavnet mantraet ”Live fast – die young”, er døden eller det udsatte liv på vejene (som 50‘ernes romantiserede og romantiserende beatpoeter dyrkede, for dem var livet selv et kunstværk i bevægelse) mere tillokkende end konformitet og falsk tryghed.

Gode sange og evigtgyldige temaer går nu aldrig af mode: med ’No Depression (in Heaven)’ skabte The Carter Family en skabelon for den hymniske stræben om bedre tider og forløsningens mulighed. Håb og optimisme – selv i den mest stride modgang – kan næppe kanaliseres på bedre vis end i en god sang. Det er der i den grad tale om her.

2. Robert Johnson ‘Love In Vain’ (1936 eller 1937)

 

Robert Johnsons primale og rå, men rytmisk komplekse folk-blues kompositioner fra 1936-37 (han døde som 27-årig i 1938) er siden den første genudgivelse af hans komplette værk i 1961 (der består i ca. 40 optagelser) i stigende grad blevet anset som sangskrivningens hellige gral. Der er så meget indfølelse, ægthed, kontrol over virkemidler, udnyttelse af rum, toneart og tekstur, mutationer af stil, fornyelse, overblik og økonomisering, at Johnson stadig er at regne for den måske bedste mentorskikkelse for enhver aspirerende sangskriver.

Robert_Johnson_-_The_Complete_RecordingsJohnsons måske mest kendte indspilning, ’Love in Vain’, er som et åbent sår. En sang om tabt kærlighed og ensomheden som grundvilkår. En storslået sang i kraft af dens enkelthed og kuldslåethed leveret med Johnsons trademark, det nasale vræl, der kan indeholde en uhørt stor og forskelligartet udtryksrigdom inden for bare få linjer af samme sang.

Johnson definerede den senere så myteomspundne blue note, ved sin totale beherskelse af den såkaldte mikrotonalitet, hvor man rammer og lægger emfase på tredje, femte og syvende tone på en durskala.

Omsat til et ikke-teoretisk sprog kan man sige, at effekten er den perfekte blanding af melankoli og blødende romantik.

3. Leadbelly ’Rock Island Line’ (1937)

Leadbelly (født Huddie Ledbetter i 1889) var konge af den tolvstrengede guitar, som han håndterede med en fingerspilsteknik, hvor tommelfingeren supplerer med (bas)rytmen. Folkemusik-popularisatoren over dem alle, Pete Seeger, adopterede sin stil (og valg af instrument) direkte fra Leadbelly.

Leadbelly - Rock Island Line

Leadbelly var desuden en fremragende sangskriver. Han er manden bag sange som ’The Midnight Special’, ’Black Betty’ (som alle fra Tom Jones til Nick Cave har taget under kærlig behandling), ’Where Did You Sleep Last Night’ (som Kurt Cobain gjorde til allemandseje for grungegenerationen ved hans hudløse unplugged udgave fra Nirvanas MTV session i 1994), ’Goodnight Irene’ og ’Gallow’s Pole’ (populariseret af Led Zeppelin på deres mestendels akustiske tredje plade) og så altså den skamløst melodiøse ’Rock Island Line’, der i al sin umiddelbarhed og friskhed kunne lyde som den perfekte chain-gang-sing-along.

I det hele taget er Leadbelly kendt for sin udgave af de såkaldte prisoners’ work songs (han tilbragte selv mange år i fængsel i sine unge år) eller railroad work songs, kendetegnet ved hans vokale intonationer af grynt eller udråb mellem versene og de medrivende call-and-response-kor.

Der er noget autentisk, råt og uformidlet over Leadbellys stil og sange, der gør ham til en af de mere umiddelbart autentiske formidlere af den amerikanske sangskat. Han spillede ikke bare en eller anden form for musik, han levede og åndede den. Det kan høres.


4. Woody Guthrie ‘I Ain’t Got No Home’ (1938)

Woody Guthrie

Guthrie vil blive husket som den store besynger af den jævne amerikaners vilkår i årene efter Depressionen. Han skrev tusindvis af sange i sit relativt korte liv, mens han konstant var på farten med sin guitar med den berømmede indskrift “This machine kills fascists”.  Det kan godt være, at ’This Land Is Your Land’ eller ’Grand Coulee Dam’ er de uundgåelige hjørnesten i hans produktion (og førstnævnte et godt bud på en alternativ amerikansk nationalsang ved siden af Pete Seegers popularisering af ’We Shall Overcome’), men den mindre kendte ’I Ain’t Got No Home’ er emblematisk og eksemplarisk Guthrie for dens kongeniale blanding af indfølelse og indignation.

Teksten har ikke just mistet sin relevans her 75 år senere i vor post-finanskrise-verden (2012 var tilmed 100-året for Guthries fødsel, hvilket blev fejret i stor stil). Desuden: Uden Guthrie, ingen Dylan!

Her er teksten i sin helhed:

I ain’t got no home, I’m just a-roamin’ ’round,
Just a wanderin’ worker, I go from town to town.
And the police make it hard wherever I may go
And I ain’t got no home in this world anymore.

My brothers and my sisters are stranded on this road,
A hot and dusty road that a million feet have trod;
Rich man took my home and drove me from my door
And I ain’t got no home in this world anymore.

Was a-farmin’ on the shares, and always I was poor;
My crops I lay into the banker’s store.
My wife took down and died upon the cabin floor,
And I ain’t got no home in this world anymore.

I mined in your mines and I gathered in your corn
I been working, mister, since the day I was born
Now I worry all the time like I never did before
‘Cause I ain’t got no home in this world anymore

Now as I look around, it’s mighty plain to see
This world is such a great and funny place to be;
Oh, the gamblin’ man is rich an’ the workin’ man is poor,
And I ain’t got no home in this world anymore.

5. Billie Holiday “Strange Fruit” (1939)

 

Strange-Fuit-Billie-Holiday’Strange Fruit’ er en af de sange, der umuligt kan undgå at vokse sig større, når ’Strange Fruit’ formidler bedre end nogen anden sang de sorte amerikaneres retmæssige vrede og indignation over en historie præget af udnyttelse og mishandling. I den forstand er sangen mere end en sang; den er en totempæl for sort amerikansk kultur og et anklageskrift mod den amerikanske moderkultur, der lod uretfærdigheden ske.man kender konteksten for dens skabelse. Teksten blev oprindeligt skrevet som et digt af den jødiske high school-lærer Abel Meeropol og første gang publiceret i 1936, angiveligt efter at Meeropol havde kastet blikket på nogle uhyggelige billeder af lynchninger af sorte i sydstaterne, nogle af dem dateret så sent som 1930. Gennem en af Meeropols venner (som satte melodi til teksten) blev Billie Holiday opmærksom på sangen og dens ekstremt billedskabende, men selvsagt også kontroversielle indhold. Snart blev sangen en fast del af Holidays optræden, altid som sidste nummer og altid i et komplet mørkt rum med lys kun på Holidays tårevædede ansigt og lukkede øjne.

Sangen blev i 1999 af Time Magazine kåret til det 20. århundredes vigtigste sang. Her er teksten i sin helhed:

Southern trees bear strange fruit
Blood on the leaves and blood at the root
Black bodies swinging in the southern breeze
Strange fruit hanging from the poplar trees

Pastoral scene of the gallant south
The bulging eyes and the twisted mouth
Scent of magnolias, sweet and fresh
Then the sudden smell of burning flesh

Here is a fruit for the crows to pluck
For the rain to gather, for the wind to suck
For the sun to rot, for the trees to drop
Here is a strange and bitter cry

6. Hank Williams ‘Move It On Over’ (1947)

Hank Williams ‘Move It On Over’Ifølge Leonard Cohen (og ikke så få andre) er Hank Williams den største sangskriver af dem alle (eller som Cohen selv synger det om Hank på 1988-albummet ’I’m Your Man’: “He is living a hundred floors above me in the Tower of Song”).

Man skal ikke tilbringe meget tid i selskab med Williams’ sange, før man rammes af en næsegrus beundring for hans evne til at skrive så forskelligartede sange med en egen autoritet og naturlighed. Vi taler her om en kunstners mageløse alsidighed, som sidenhen har bidraget til at gøre populærmusikken så spraglet, som tilfældet er.

Williams’ melodiske tæft er uforlignelig, og hans tekster er poetiske uden at være litterære og stilsikre – uden at være klichefulde. Fornemme eksempler er tidløse klassikere såsom ’I’m So Lonesome I Could Cry’, ’I Can’t Help it If I’m Still in Love With You’ og ’Ramblin’ Man’.

’Move It On Over’ er den (sort)humoristiske Williams på toppen af sin ydeevne, der synger en sang om en mand, hvis kone har låst ham ude, hvorfor han må sove i hundehuset sammen med sin firbenede ven (og rival). Over syv vers leverer Williams elegante, veloplagte variationer over den samme grundfortælling med samme udkomme: En nat i hundehuset.

Man skal i øvrigt ikke være musikteoretisk skolet for at kunne høre at “verdens første rock and roll sang”, den førnævnte ’Rock Around the Clock’ med Bill Haley and His Comets, har mere end skelet til fælles med ’Move It On Over’.

7. Bill Landford and the Landfordaires ‘Run For a Long Time’ (1949)

Modelleret over den ældgamle folkesang ’God’s Gonna Cut You Down’, som alene i de sidste femten år er blevet genanvendt af så forskellige folk som Moby, The Blind Boys of Alabama og Johnny Cash, er Bill Landford and the Landfordaires’ forrygende acapella-version under titlen ’Run For a Long Time’, den vel nok definitive.

En grufuld sang om Guds nidkærhed, hvor beskeden er klar: Alle syndere, uanset om de plager eller ligger på knæ, vil blive kastet i helvedes ild uden mulighed for nåde. I Landfords version transformeret til en medrivende, inspireret omgang bluegrass-gospel.

Landfords leadvokal formidler livets dødelige alvor med tungen lige i munden, mens det ledsagende kor af stemmer – der lyder, som om det er båret af en improvisatorisk raptus – er en afgørende grund til sangens lykkelige kollision af energi, som stemmerne forløser med en detaljemættet ubesværethed. Det hele kulminerer i omkvædet: Her formaner Gud jeg-fortælleren til, at han skal formidle det grusomme budskab videre til dennes frænder blandt dødelige:

“Go tell that long tongue liar/ go and tell that midnight rider/ tell the rambler, the gambler, the back biter/ tell ’em that God’s gonna cut ’em down”.

8. Muddy Waters ’Rolling Stone’ (1950)

Man må formode, at ’Rolling Stone’ er et selvportræt af manden, der blev født McKinley Morganfield et sted i det sydlige Alabamas muld i 1913, men som med stor sans for drama og selvmytologi kaldte sig for Muddy Waters allerede i skolealderen.

Det er ikke så sært at Jagger/Richards og co. gerne ville sættes i intim forbindelse med Waters’ fineste stund. Her er sex, oprør og vildskab formidlet som den naturligste ting i verden. Hele den britiske rockeksplosion i starten af 60‘erne var enormt inspireret af netop Waters, der derfor med god ret kan kaldes for en pionerskikkelse – den oplagte fødselshjælper til den rockmusik, der lå og lurede halvandet årti ude i fremtiden (og som netop nåede en tidlig kulmination med The Rolling Stones’ hedonistiske hymner).

Ingen (selv ikke Jagger) kan dog helt matche den skødesløse selvfølgelighed, hvormed Waters afleverer sine linjer over en simpel, men glødende effektiv guitarlinje:

“Well, I wish I was a catfish/ swimming in a deep, blue sea/ I would have all you good lookin’ women/ fishin’, fishin’ after me…”.

9. Jimmy Rogers ‘Goin’ Away Baby’ (1950)

Jimmy Rogers er måske mest kendt for sit samarbejde med Muddy Waters, for hvem han gennem dennes definitive år, var et skattet bandmedlem. Men han leverede også en række glimrende soloindspilninger. ’Goin’ Away Baby’ er ikke en af de mest kendte, men den repræsenterer en arketypisk bluesfigur på forbilledlig vis, nemlig en jeg-fortællers manende selvlede over kærlighedens snørklede op- og nedture (med emfase på det sidste):

“Well, I ain’t ever loved but four women in my life/ Well, my mother and my sister, my sweetheart and my wife”.

Desværre svigtes vor protagonist på målstregen for både familiehygge og kærlighedseventyr:

“If you don’t want me baby/ please don’t call me ’round/ Well, just like you found me/ you can put me down”.

Blues er som genre den måske mest klichefyldte af populærmusikkens mange gevækster. Det er dog ingen god grund til at nedgøre den. Klicheen opstår, der hvor det autentiske allerede har pløjet en dyb fure i jorden, hvorefter man med kendermine høster nye afgrøder hver sæson. Rogers er et eksempel på, hvor autentisk klicheen kan forekomme. Fordi den uundgåeligt refererer til noget levende, noget ægte.

10. Blind Willie McTell ‘Talking To Your Mama’ (1950)

Bob Dylan’s måske allerbedste sang fra hans noget pauvre 1980ere, er den 14 minutter lange sang om ’Blind Willie McTell’ (den ultimative hyldest fra en fan til sit idol?).

’Talking To Your Mama’ alene berettiger den megen hengivenhed, der nu om dage hersker for den blinde, sorte sydstatsmusiker, der strejfede omkring i 30‘erne og 40‘ernes Amerika for en ganske lille hyre. Den samme (gode) gamle historie, fristes man til at sige. I hvert fald den foretrukne myte om rockens mestendels sorte foregangsmænd.

McTell praktiserede en blues-stil inspireret af ragtime, der er kendetegnet ved en synkoperet rytmik (dvs. accentuering af den normalt ubetonede del af en toneart), i McTells tilfælde ved hjælp af en tolvstrenget guitar og en rå, men eminent fingerspilsteknik.

’Talking To Your Mama’ er en fornem (en af hans sidste indspilninger overhovedet i øvrigt) demonstration af McTells overlegne selvsikre stil som guitarist, lyriker og sanger. Alt spiller på denne fundamentalt medrivende sang, hvor McTell får fortalt verden om alle de kvinder, der venter på ham i alle hjørner af Amerika. Altså også den samme (gode) gamle historie…

11. Hank Snow ‘I’m Moving On’ (1950)

‘I’m Moving On’ er den måske bedste up tempo country-komposition nogensinde. En uimodståelig melodi sat i scene med pedal steel, banjo og violin. Tilsat Hank Snows forrygende tekst om en mand, der ikke kigger sig tilbage, men skrider i det øjeblik hans kvinde ønsker at forpligte ham på hushold og slige sager. Det er naturligvis befriende politisk ukorrekt og leveret med en sand playersoverbevisning:

“That big eight-wheeler rollin’ down the track
Means your true-lovin’ daddy ain’t comin’ back
I’m movin’ on, I’ll soon be gone
You were flyin’ too high for my little old sky
so I’m movin’ on..”

Countrymusik fra før genren led skibsnød under vægten af kommercielle hensyn og udvandede klicheer. Det her er den feststemte countrymusiks tidlige kulmination, hvor friskhed og ligefremhed er en selvfølge.

Sangen tilbragte 21 uger på Billboard’s førsteplads, en rekord, der stadig holder nu 62 år efter. Senere leverede Ray Charles en coverversion af nummeret og medvirkede dermed til at præsentere countrymusikken for et mere urbant publikum.

12. Kitty Wells ‘It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels’ (1952)

’It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels’ var en banebrydende sang på de amerikanske hitlister. Det var første gang en single med en kvindelig solist gik nummer 1 (og der blev den i seks uger over sommeren 1952). Og det var ikke en hvilken som helst sang: Kitty Wells’ fineste stund var en kontroversiel knytnæve i synet på tidens (og branchens) til tider kvindefjendske stereotyper.

Wells håner og skoser de mænd, der anklager letlevende kvinder for at være ude på et amoralsk skråplan eller for at være forføreriske på de stakkels mænds bekostning. “It’s a shame that all the blame is on us women”, som hun synger, før hun lakonisk fortsætter: “Too many married men still think that they are single”…

Radiostationerne og Grand Ole Opry, countryinstitutionen i Nashville, prøvede at bandlyse sangen, men popular demand er en svær størrelse at holde nede. Og ikke mindst kvinderne var vilde med sangen. Det kan man godt forstå. Det er en af den slags sange, der bare sidder fast, første gang man hører den, og der bliver den siddende. Ikke mindst pga. Wells’ autoritative vokal og den rolige overbevisning, hvormed hun leverer sit budskab. Tilsat en kvidrende violin, lidt steel guitar og tempereret piano.

Kitty Wells (født 1919) døde i juli 2012 som 92-årig. Hun mistede sin mand gennem 74 år (!) i 2011. Man må således formode, at hun formåede at holde sin egen sti ren.

13. B.B. King ‘Everyday I Have the Blues’ (1955)

B.B. King (født 1925) er en undervurderet sanger. Han synger som en brumbasse-engel på denne ret definitive blueskomposition (tilskrevet pianisten Memphis Slim), der dybest set handler om det, enhver god bluessang handler om; nemlig at have the blues!

Måden B.B. Kings stemme intonerer linjerne og lægger en virkelig dyb, blød bund i enden af hver linje som kontrast til den smukke falset, han indleder linjerne med, er udsøgt.

Kings guitarspil er hans anerkendte force, der skabte en ny opmærksomhed om guitaren som improvisationskomponent. Guitarsoloen blev omtrent opfundet af B.B. King. Det er som en pensel, der farer over kanvassen med bestandigt fængslende strøg. Hans brug af vibrato dannede især skole og påvirkede enhver senere blues- eller bluesinspireret guitarist.

Hvis man sidder med den fornemmelse, at sangen lige mangler det sidste skub op mod stjernerne, er der tilføjet et fedt blæserarrangement, som er svært at sidde overhørig uden et stort smil på læberne.

Hvis the blues føles sådan her, har man aldrig brug for at være glad.

14. Bo Diddley ’Bo Diddley’ (1955)

Et smittende, uhørt insisterende grundmotiv med et rytmisk schwung understøttet af en let percussion, skaber en automatisk, nærmest ikonografisk dynamik under Bo Diddleys (født Ellas Otha Bates, 1928-2008) signaturnummer spillet på hans trademark rektangulære guitar.

Manden blev kaldt for “The Originator”, fordi han influerede rock’n’roll stilens avantgardeskikkelser, såsom Buddy Holly, Chuck Berry og Little Richard, ikke mindst ved sin elektriske lyd. Andre har ladet sig inspirere af hans afrikansk inspirerede rytmik.

De pludselige punkteringer, når tonen abrupt strækkes eller fases ud, er med til at gøre “Bo Diddley” til den måske mest fornemme demonstration af styrken ved en simpel ides slidstyrke og de små variationer og personlige aftryk, der kan ophæve en formel til fornem kunst.

15. John Lee Hooker ’Dimples’ (1956)

Der er en jazzet fornemmelse over dette klassiske Hooker-nummer, hvis blueskendetegn knytter sig til Hookers delta blues guitarspil, der spadserer legende, men strunkt knejsende, over grundsporet af boogie-woogie piano og trommer.

Hooker (1917-2001) væver en simpel fortælling om at iagttage en pige, der bevæger sig rundt i hans kvarter. “I love the way you walk, I got my eyes on you”, synger han og gentager linjerne med henkastet hengivenhed, som bluessangeren har for vane.

Gentagelse og repetition er et blues-kendetegn om noget, her udnyttet med maksimal manende effekt.

Hooker var berømmet for sin såkaldte talking blues, som der ikke er så meget af her, men det understreger hans format, at han mestrede flere greb inden for rammerne af tidens blues-knopskydninger.

16. Howlin’ Wolf ’Smokestack Lightning’ (1956)

Howlin’ Wolf (1910-76) lyder som Tom Waits’ far eller bedstefar. Der er en let manieret vildskab, skiftevis desperation og passion, i hans stemme, der fyrer op under hans sange. Han hyler, trygler, nynner eller grynter velfornøjet. Howlin’ Wolf er således mere end mange af sine samtidige meget bevidst om blues som en form for rollespil, hvor kunstneren med bevidste midler kan optegne en fortælling eller fremføre en følelse.

’Smokestack Lightning’ er blot ét skinnende eksempel i en perlerække af indspilninger med høj underholdningsværdi og inspireret sangskrivning, med udgangspunkt i tidløse arketyper og referencer – ikke mindst til tog (det var før bilen blev rockens foretrukne potenssymbol). Den distinkte guitarlinje er simpel, men effektiv.

Ligesom de fleste andre bluestitaner toppede Wolf (som denne gennemgang meget godt illustrerer) midt i 50erne, i en tid hvor den gryende rock’n’roll-scene ellers var ved at løbe med opmærksomheden. Måske var der tale om en sidste viljestærk kraftudfoldelse fra en generation, der snart kunne overlade scenen til en ny tids (hvidere) musik.

17. Patsy Cline ‘Walking After Midnight’ (1957)

Patsy Cline var en vidunderlig sangerinde, der havde det held at arbejde sammen med nogle fremragende sangskrivere, såsom Willie Nelson, der skrev megahittet ’Crazy’ til hende. ’Walking After Midnight’ skabte Clines navn. Det er i sin essens en countrysang, men af Cline ophævet til en jazz-poppet standard af udødelig slidstyrke.

Clines vokal på ’Walking After Midnight’ er mere underspillet end på mange af hendes senere hits fra 1960erne, hvilket kun passer sangens tone eksemplarisk. Der er en aura af en nærmest besættende ensomhed over sangen, der beskriver en forladt elskers aftenture under stjernehimlen, desperat på jagt efter den tabte kærlighed:

“As the skies turn gloomy
night winds whisper to me
I’m lonesome as can be”.

Sangen nævnes rutinemæssigt som en hjørnesten i countrymusikkens udvikling, da Cline med dette sit første store hit, indvarslede en effektiv fusion mellem country og pop, der senere skulle blive lidt af en skabelon for genrens senere kommercielle og kulturelle aspirationer og gennemslagskraft. Country-pop er dog sjældent siden udført med så megen naturlig autoritet og følsom finesse som Cline i selskab med hendes fine sessionmusikere fra tidens gryende Nashville-scene.

18. Chuck Berry ‘Johnny B. Goode’ (1958)

En af populærmusikkens mest distinkte sange, som blev et stort hit for multitalentet Chuck Berry (født 1926), der blev en slags ufrivillig fødselshjælper til Elvis Presley, som man uden at være nedladende kan betegne som “den hvide Chuck Berry”.

Berry var en fantastisk mangfoldig komponist og guitarist, der med stor kreativitet og gåpåmod tog elementer fra tidens R&B – og ikke mindst som lyriker, performer og scenepersonlighed (bl.a. via hans berømmede “duck walk”) foregreb rockens (u)noder.

Berrys lyriske univers indkapslede i den grad tidsånden for de unge “rebels without a cause” (som tidens James Dean-filmhit benævnte det), der blev voksne under påvirkning af den sære blanding af aggressivt forbrug, statusjagt og moralsk konformisme, udstillet ved den foretrukne boligform i efterkrigstidens Amerika, de frembrydende forstæder. Der er masser af teenage wildlife, forbrugsbevidsthed, hurtige biler og high school rebellion i Berrys sange og en sans for det ikonografiske og mytedannende ved musikkens paroler og udtryk. Sange som ’Maybellene’, ’Rock And Roll Music’ og ’Roll Over Beethoven’ er skarpe skud fra hoften med en selvbevidst fremtoning, der var epokegørende og et forvarsel om 60ernes hedonistiske rockkultur.

Johnny B. Goode er vel nok kronen på værket. En sang, hvor Berry faktisk dæmpede sig på ét punkt: Oprindelig sang han om en “coloured boy” i den selvbiografisk motiverede sang, men ændrede det til “country boy”, for at sangen kunne få airplay i det hvide forstadsamerika. På den måde var sangen tidstypisk også i regressiv forstand: Selv i den allermest toneangivende musik kunne man ikke synge om raceproblematikker i 1958.

Rocken og ungdomsbevægelsen manglede endnu at finde det store fejeblad frem. Berry måtte nøjes med at være ham, der hentede kosten frem fra skabet og viste en hel generation, hvad den kunne bruges til. Eller som John Lennon har sagt det:

“If you were to give rock and roll another name, you might just call it Chuck Berry.”

19. The Louvin Brothers ‘The Christian Life’ (1959)

Brødrene Ira og Charlie Louvin (førstnævnte døde ung, mens sidstnævnte stadig er aktuel på albumfronten som snart 90-årig!) lavede med albummet ’Satan is Real’ den definitive gudsfrygtende countryplade ved at kombinere genrens evne til at fortælle råt-for-usødede historier om almindelige menneskers liv og levned på de amerikanske vidder med friske, uforblommede arrangementer og smukke vokalharmonier (der inspirerede Everly Brothers, der så sidenhen inspirerede Beatles…). Brødrenes gospelbaggrund var med til at tilføre countrymusikken et forfriskende element af ophøjethed og elegance, uden at musikken af den grund blev det mindste fersk eller fesen. Tværtimod.

Satan er ikke bare et fjernt gespenst langt væk fra disse himmelstræbende, skønsyngende brødre, men er en daglig realitet, en evig ledsager og en krasbørstig fjende. The Louvin Brothers afsøger og udæsker deres eget indre med en kompromisløshed, der gør deres konkrete bibelfanatisme mulig at spejle sig i for os, der tager del i en nutidsvirkelighed.

’The Christian Life’ er måske pladens absolutte højdepunkt (“I won’t lose a friend by heeding God’s call / For what is a friend who’d want you to fall”, lyder et par typiske linjer) og er senere hen blevet fortolket af Gram Parsons og The Byrds på countryrockmilepælen, ’Sweethearts of the Rodeo’ fra 1969.

The Louvin Brothers har i tematikker, den ligefremme tale om de største emner og ikke mindst via deres vokalharmonier været et kæmpe forbillede for eftertidens horde af americana-udøvere.

20. Ray Charles ‘What I’d Say (Part I and II)’ (1959)

’What I’d Say’ er almindeligt anerkendt som en af populærmusikkens mest banebrydende singler. Geniet Charles sammenkogte her et stykke musik, der hverken var jazz, gospel, blues eller pop, men en skøn, sydende, sammenkogt blanding af det hele. En ny genre, soul, blev således undfanget (det er således blevet comme il faut at beskrive ’What I’d Say’ som “det første soul-nummer nogensinde” – og det er da kun fair at give netop Charles den ære).

Efter sigende opstod sangens anden del – efter at den “egentlige” sang var færdig – ved ren improvisation i studiet, hvor Charles gav musikerne og ikke mindst backingsangerinderne tegn til, at de bare skulle følge hans instrukser. Det giver sig ikke mindst til kende på den efterfølgende fantastiske call and response mellem sanger og kor. Aldrig har ekstatiske råb og henførte hyl lydt så impulsivt lystbetonede. Tilsat blæserkvartettens gjaldende udråbstegn i lyd, står man tilbage med det måske mest sexede stykke musik nogensinde.

Charles har da også udtalt, at ’What I’d Say’ er “lyden af kødelig kærlighed, så ingen kan misforstå det”. Af samme grund blev sangen taget af de fleste radiostationers repertoire i sin samtid. Men som Biblen så rammende fortæller os, har den landsforviste profet det med at få ret i sidste ende.