Efterår er veteranernes vår!

Rockmusikken er måske i eminent grad den kunstart, der er mest forbundet med ungdommens særlige nerve, vitalitet og livsgnist. Derved er der opstået en myte om alderen som en problematisk faktor, der går ind og gradbøjer og nedbryder den oprindelige kilde til talent og inspiration. Men er virkeligheden virkelig så sort-hvid? I og med, at repræsentanter for rockens formative generation fra 60erne og fremefter nu befinder sig i deres livs efterår kan det fortegnede billede måske manes i jorden? Bare den sidste måneds tid er der udkommet stærke udspil fra en håndfuld noble veteraner ud i sangskrivningens kunstart. Vi tager pulsen på nye album fra Leonard Cohen, Marianne Faithfull, Lucinda Williams, Robert Plant og Vashti Bunyan, der alle er med til at understrege, at alderdom ikke nødvendigvis er lig kunstnerisk stagnation eller en hendøende muse.

Lucinda Williams ’Down Where the Spirit Meets the Bone’

Lucinda Williams er en af de bedste amerikanske sangskrivere de sidste 30-35 år. Hun har i hvert fald to mesterværker på samvittigheden; det selvbetitlede andet album fra 1988 og mainstreamgennembruddet ’Car Wheels on a Gravel Road’ fra ti år senere.

lucinda coverWilliams blander blues, country og rock’n’roll i en velsignet roots-rock, der bærer lige dele The Band, The Rolling Stones og Neil Young i sig. Hendes musik er dog umiskendeligt hendes egen, ikke mindst takket være hendes stemme, der forener det seje, sårbare, lakoniske og patetiske i skøn forening. Hun har en udsøgt fornemmelse for frasering, hvor det ømme bløder over i det ridsede på umærkelig vis.

På sit nye dobbeltalbum er Williams for første gang siden 2003s ’World Without Tears’ for alvor tilbage i sit rette element. Her er seje bluesrundgange, country-melodier, der ikke er bange for at være traditionsforvaltende snarere end formsprængende og en løst, improviseret grundtone, hvor de udviklede jams synes at opstå på den måde som inspiration nu en gang opstår, nærmest ud af det blå, i øjeblikket.

20 sange med 103 minutters spilletid uden den helt indlysende stilistiske variation er måske lige at stramme den, men det giver alligevel god mening, dels fordi Williams tydeligvis har været grebet af en fornyet inspiration, der finder ind til kernen i hendes udtryk, dels fordi sangene knager og skramler, som små, genstridige monstre, der prøver at undslippe en færdig form. Den viltre og righoldige, mestendels muskuløse, instrumentering afspejler dette forhold fornemt og på intuitiv vis, fx på den ti minutter lange, indfølte coverversion af afdøde JJ Cales ’Magnolia’, et stykke emblematisk americana, som Williams tager til sig på naturligste, beåndede vis.

Har man tid til at lade ’Down Where the Spirit Meets the Bone’ gro og tage bolig i sin underbevidsthed, er der en rigdom af grynede, sepiatonede snapshots at kalde frem, et helstøbt, om end temmelig monokromatisk, univers, hvor kunstner og værk smelter forbilledligt sammen.

8/10

Robert Plant ’Lullaby… And the Ceaseless Roar’

Integritet er ikke en mangelvare i Robert Plants kunstneriske virke. De sidste 10-15 år har han arbejdet ufortrødent med at udforske randområderne af især den amerikanske musikarv uden at forfalde til den omsiggribende genforeningssyge, der er blevet løsenet for enhver rockmusiker med en bare moderat succesfuld fortid (og Plant har trods alt en af de mest bemærkelsesværdige af slagsen). Plant har på den måde fremmedgjort ikke bare Jimmy Page, men en hel hær af Led Zeppelin-fanatikere, der gerne ville se luftskibet besøge stadion efter stadion på en endeløs march i kommersens og nostalgiens navn. Den form for fanfare siger ikke Plant noget. Han arbejder i nuet og ser fremad. Han trækker på fortiden, men ikke som en øvelse i nostalgi, men som et redskab til at forstå og formidle den verden, han lever i. Han strejfer determineret, men rastløst rundt som en sulten hanløve, der nægter at opgive donten.plant cover 3Hvis Plant på succesfulde forgængere som ’Raising Sand’ (hans grammyvindende – og millionsælgende – samarbejde med Alison Krauss fra 2007) og ’Band of Joy’ (2010) dykkede ned i en omgang T-Bone Burnett-kurateret americana, tager han et spring ud i det man kunne kalde for kosmisk americana på sit nye projekt med bandet The Sensational Shapeshifters (en meget akkurat beskrivelse, i øvrigt) med den lettere prætentiøse (ok… aldeles prætentiøse!) titel ’Lullaby… and the Ceaseless Roar’. Første nummer ’Little Maggie’ demonstrerer den nærmest dumdristige bredde i Plants projekt: Fra banjoklimprende Appalache-ballade bevæger sangen sig over i en ulmende electronica med krautrock-tilbøjeligheder for siden at komme forbi både keltiske klange og vestafrikansk polyrytmik! Over det hele svæver Plants forbilledligt kontrollerede (og ofte underspillede) vokal som et tidløst spøgelse, der skiftevis distancerer sig fra eller knirkende klager over menneskets forfængelige tro på egne fortræffeligheder.

Ikke alt lykkes for Plant på ’Lullaby…’, men ambitionsniveauet er beundringsværdigt hele vejen. Og når han – og det fortræffelige band – er bedst rækker sangene både langt ud og langt ind på en og samme gang, som på de fortræffelige ’Rainbow’ og ’House of Love’. Der er ikke mange syng-med-omkvæd her og nogen ombejlet stadiontour er næppe på trapperne, men Plant skal have yderligere point på integritetskontoen for sit forsøg på at finde ind til sit helt eget musikalske sprog.

7/10

Leonard Cohen ’Popular Problems’

’I’m slowing down the tune/I never liked it fast/You wanna get there soon/I wanna get there last,’ synger 80-års-fødselaren Leonard Cohen på ’Slow’, en orgel-glidende blues, der åbner mesterens nye album og sætter standarden for hvad Cohen kan og vil med sin musik: dyrke langsomheden og eftertanken.

cohen coverHvor Cohen i de sidste små 30 år har anvendt en implicit ironiserende, muzak-klingende keyboardæstetik viser han på ’Popular Problems’ en fornyet vilje til at skabe en mere organisk ramme omkring sine – som altid – eminent velvalgte ord. Bløde violinkurver går igen, hvilket understreger melodilinjerne og giver dem ekstra kulør, som på fx ’Samson In New Orleans’ og ’You Got Me Singing’. Brugen af et rigtigt klaver på ’Almost Like the Blues’ har samme virkning. Musikkens organiske fylde bliver helt tydelig på den (bevidst) banale kærlighedssang ’My Oh My’, hvor twang-guitar og blæsere lyser op. Det samme gør den akustiske guitar på ’Did I Ever Love You’ og brugen af bongotrommer og arabisk bønnesang på ’Nevermind’. Allerbedst er han på ’Born in Chains’, som han angiveligt har finpudset i de sidste 40 år. Den sidder så også i skabet, og en del af fortjenesten herfor må tilfalde Madonnas primære sangskriver gennem årene, Patrick Leonard, der på meget elegant vis har sat Cohen i scene, så hans lyrik og vokal fremstår med en betagende spændvidde; som at skylle en dybt lagret rødvin og en frisk aperitif ned i en og samme bevægelse.

Cohen og Leonard sætter ikke en fod forkert på det vel bedste album fra canadieren i 20 år. Ikke siden ’The Future’ har Cohen formået at iscenesætte sin lyrik i en så levende musikalsk ramme. Her duver sangene med en diskret, men ikke temperamentsløs, puls – et betagende, letflydende og æggende groove. Eller som Cohen synger på ’Slow’: ’Slow is in my blood’. Det tror man på.

8/10

Marianne Faithfull ’Give My Love to London’

På coveret til sit nye album blæser den nu 67-årige sangerinde (og skuespiller) røg ud, så den danner en tilfældig, tåget signatur i luften foran hendes ansigt. En hilsen til hendes 1979-mesterværk ’Broken English’, hvor hun er fotograferet med en tændt cigaret?

Siden Faithful i 2004 udgav albummet ’Kissin’ Time’ har hun allieret sig med yngre kræfter, såsom Blur, Beck og PJ Harvey. Nick Cave har bidraget til stort set alle hendes album de sidste 10 år og bidrager i denne ombæring med den statelige klaverballade ’Late Victorian Holocaust’.

faithfull coverRoger Waters, Anna Calvi, Ed Harcourt, Steve Earle og Brian Eno optræder også som komponister på ’Give My Love to London’, der tematisk kredser om den i Paris bosiddende englænders forhold til London og dialektikken mellem afsked, afstand og nostalgi efter det mistede.

Musikalsk er der et klædeligt indspark fra Caves foretrukne sidekick i disse år, Warren Ellis, på bl.a. barok-pop-perlen ’Deep Water’ og fra Portisheads Adrian Utley, hvis rasende og frenetiske guitartoner klæder Faithfulls vejrbidte croon på bl.a. ’Sparrows Will Sing’, der lyder som Velvet Underground a la ’I’m Waiting For the Man’ med Moe Tucker-stampende percussion.

Faithfull virker mindre forhippet på at lyde tidssvarende. De musikalske valg peger som regel tilbage til 60erne og 70erne – tilført energi og skævhed fra Ellis’ og Utleys input. Sangmaterialet er alt overvejende fornemt, så hilsnen til ’Broken English’ på coveret er spot on: Det er Faithfulls bedste siden.

8/10

Vashti Bunyan ’Heartleap’

Vashti Bunyan tager sig god tid: Hendes kultklassiker-på-efterbestilling ’Just Another Diamond Day’ er 44 år gammel og hendes opfølger ’Lookaftering’ kom så til i 2005. Ni år har det taget den nu 70-årige Bunyan at producere sit tredje album, der skærer helt ind til benet i nogle spartanske, hjemmestrikkede produktioner, der lægger vægten på Bunyans eget simple guitar- og keyboardspil.

vashti coverStemningen er præcis så luftig, naivistisk og naturbarnsmystificerende som tidligere, men et mørke og en modenhed har også sneget sig ind på lyriksiden, et forhold der understøttes meget fint af den underspillede musikledsagelse.

De sarte melodier kræver fordybelse, men så pibler de også frem som mus fra hjørnerne i et gammelt bindingsværkshus på landet. ’Jellyfish’, ’Blue Shed’, den Devendra Banhart-assisterede ’Holy Smoke’ og titelnummeret er fine eksempler.

Eneste anke er for så vidt Bunyans vokal. Hendes hviskende, høje register er meget begrænset og gør det næsten umuligt at registrere de ord hun synger, hvilket for en så afskallet musik som denne, er et irritationsmoment, det til tider kan være svært at se bort fra.

’Heartleap’ er alligevel et fornemt kunstnerisk testamente for Bunyan (hun har annonceret, at det er hendes sidste album), der vil stille den lille hær af beundrere og forvaltere af sart folk-pop mere end tilfredse. Det er et smagfuldt, minimalistisk og personligt værk, der vokser i takt med den tid man investerer i det og tager plads i underbevidstheden.

8/10