DVD-premiere: ’Rush’

Ron Howard (’Apollo 13’, ’Frost/Nixon’, ’A Beautiful Mind’) er en af Hollywoods gyldne drenge med sin evne til at skabe crowdpleasere, der bibeholder en kerne af dedikeret seriøsitet. Med motorsportsdramaet ’Rush’ leverer han en af sine bedst afstemte film til dato.

Ron Howard, den tidligere barnestjerne (i tv-serien ’Happy Days’ fra årene 1974-84) der blev succesinstruktør, er en af den slags filmmagere, hvis egentlige signatur som instruktør er, at han ikke rigtig har nogen.

HVIS han har én, er det måske, at hans film er netop signaturløse i den forstand, at han uanset genre eller emne har en sikker (men en kende anonym) måde at forvalte en filmfortælling på. Det er altid historien, frem for specifikke og let genkendelige tekniske valg eller metoder, der er i fokus.

Da filmsproget altid er i historiens tjeneste i Howards film, er han en populistisk filmmager i ordets bedste forstand, ikke mindst fordi han som regel investerer tid i produktioner, der har mere på hjerte end blot at underholde.

Howard interesserer sig for historie orush-chris-hemsworth-posterg samfund og laver derfor gerne film, der søger at informere (OG underholde) ved at servere punktnedslag i det 20. århundrede, der fungerer som et spejl for menneskets universelle stræben efter succes, fremgang eller det gode liv, hvorved både vore dyder og dårskaber kortlægges. Han har en særlig svaghed for enere, de mennesketyper, der går egne (ofte ekstreme) veje for at nå deres mål, såsom Richard Nixon (’Frost/Nixon’), astronauterne i ’Apollo 13’, det autistiske matematikgeni John Nash (’A Beautiful Mind’) eller – som i ’Rush’ – formel 1-sportens feterede vovehalse.

’Rush’ tager sit udgangspunkt i rivaliseringen mellem de to formel 1-kørere Niki Lauda og James Hunt i midten af 1970erne, da formel 1 endnu var en kommercielt gryende sport med kæmpe sikkerhedsmæssige udfordringer med årlige dødsulykker på samvittigheden.

Filmen følger mestendels det tætte opgør mellem de to rivaler om verdensmesterskabet i 1976, hvor Lauda næsten mistede livet under et løb i Tyskland, men på symptomatisk stædig vis overhørte lægernes advarsler og deltog i sæsonens sidste tre løb – det første af dem bare 42 dage efter nærdødsoplevelsen – for at bevare en chance for at forsvare sin titel mod den anderledes letlevende engelske charmør Hunt.

Ron Howard gør især to ting, der oppebærer ’Rush’ til en bevinget og forjættende filmfortælling. Han fokuserer dels på forholdet og rivaliseringen mellem Lauda og Hunt med fokus på deres diametralt modsatrettede impulser, værdier og personligheder, dels på at skabe en meget troværdig og intens ramme om filmens i sagens natur omfattende sportssekvenser.

Filmen lykkes både som genrefilm, dvs. som sportsfilm, men i høj grad også som en fortælling om to divergerende personligheders basale drivkraft efter anerkendelse, berømmelse, penge og spænding i skyggen af suset ved at lege med døden.

Manusforfatter Peter Morgan (manden bag bl.a. ’The Queen’) har skrevet en vedkommende og adrenalinpumpende historie, der efter indledende vanskeligheder med at ”sætte scenen”, er præcis så medrivende som de eksplosive sætstykker fra alverdens berømte formel 1-arenaer – i øvrigt fremragende realiseret af den oscarvindende fotograf Anthony Dod Mantle. ’Rush’ ser ikke ovenud dyr ud, den er snarere grynet, opfindsom, vild og altid tæt på. Man suges ind frem for at føle sig distanceret eller overvældet. Det er virkelighedsnært drama frem for CGI-båret spektakel og ekstravagance. Ligeledes forholder det sig med periodedetaljerne. De er sømløse og relativt diskrete – og slet ikke så demonstrative som man ofte ser det i fremstillinger af netop 1970ernes (let genkendelige, og derfor potentielt bedrageriske) æstetiske koder.

Bærende for filmens konstruktion er skuespillerindsatserne, der entydigt lægger vægten i aksen Lauda-Hunt.

Chris Hemsworth (’Thor’, ’The Avengers’) viser i sin første seriøse hovedrolle, at han er andet og mere end et muskelbundt med et kønt ansigt og isblå øjne. Han rammer hedonisten Hunt ovenud fint og formår at gestalte et menneske, der lige så meget er drevet af nydelsen og øjeblikkets rus uden for banen som  den.

Daniel Brühl (’Good Bye Lenin!’, ’Inglourious Basterds’) er decideret fremragende som den østrigske rigmandssøn og enspænder Lauda, en regelbunden og minutiøst forberedt taktiker, for hvem sporten er et univers, hvis regler og rutiner han søger at bemestre – koste hvad det koste vil. Lauda har et komplekst forhold til verden omkring ham – og kvinder, ikke mindst – da han ikke kan regne med dem på samme måde, som han kan optimere sine maskiner. Hestekræfter kan kontrolleres, det kan medmennesker ikke.

Brühls præstation er inciterende på den helt rigtige måde. Han bemægtiger sig vores opmærksomhed og interesse uden store armbevægelser eller manierede tics, men ved en stille særhed, forbenethed og fremmedartet viljestyrke, der siver ud af porerne på ham, umærkeligt som en dødbringende gasart. Man kan ikke helt forstå ham, men man holder alligevel med ham. Man genkender en dyb menneskelighed bag hans facade, men man er konstant i tvivl om, hvorvidt han selv kan identificere kernen i sin stræben og – hvis han kan – om det overhovedet gør en forskel.’Rush’ intensiveres på en stram, men alligevel livagtig måde i takt med, at det ydre drama fortættes, og fordi filmen både er en vital genrefilm foruden en fængslende meditation over ambitiøse menneskers forvaltning af talentets nådegave efterlader den tilskueren mæt og tilfredsstillet.
At man forlader filmen med en rigtig god følelse i kroppen, formår næsten at dække over, at ’Rush’ desværre ikke kommer særlig godt ud over startlinjen: Den første halve time synes Morgans manuskript retningsløst og forvirret. Han formår ikke rigtig at stille skarpt på sine protagonister og hele miljøet, der omgiver dem, men forsøger i stedet famlende at gribe de bolde, han selv kaster op i luften med lidt for løs hånd og uden konsistent eftertanke.
Filmens kvindeportrætter lader desuden noget tilbage at ønske og ligesom mange andre biografiske film, der dækker over et forløb i tid, griber Morgan til replikker, der tydeligvis er skrevet for at etablere en kontekst omkring personerne, så publikum ikke behøver spilde tiden med at stille sig selv unødige spørgsmål. Således undgår heller ikke Morgans manuskript at erstatte levende, autentisk dialogkunst med karakterer-som-marionetdukker for forfatterens intention om at afrunde, afpudse og skabe sammenhæng.
Kritikpunkterne skal ikke tage meget fra en stærk filmfortælling, der netop synes at ånde ved og hente sin energi fra sine protagonisters dødsforagtende adfærd.
7/10