DVD-premiere: ‘Blue Jasmine’

Hvis der er én ting, der kendetegner Woody Allen, er det, at han sjældent laver særligt mange gode – eller dårlige – film i streg. Hans kvalitetsmæssige inkonsistens må siges at være noget af det mest konsistente ved hans karakter som kunstner. Med ‘Blue Jasmine’ har vi fat i en af hans bedste film i 20 år.

Når Woody Allen er god, er han en vidunderlig signatur i filmens verden, en stemme, man ikke kan forestille sig nogensinde vil forstumme (han er 77 år, så vi skal værdsætte hans maniske arbejdsiver, for tænk bare på alternativet…).

Siden ’Match Point’ i 2005 har Allen oplevet lidt af en kommerciel og kunstnerisk renæssance ved at forlægge sine bedste film væk fra sit elskede New York til europæisk grund i en række charmerende, omend ofte lidt skitseprægede, pittoreske postkort fra London, Paris, Rom og Barcelona.

’Match Point’ var dybest set en omskrivning af Allens eget mesterværk ’Crimes and Misdemeanors’ (1989) fra den jødiske overklasse i New York til britisk overklasse i London og var mere hjerteløs og udspekuleret end egentlig træffende eller kompleks i sin menneskefremstilling. ’Midnight in Paris’ var en blidt bittersød fremstilling af nostalgiens problem, hvor man med rette kunne spørge: Har Woody lagt de store skæbnedramaer på hylden? Har han vekslet neuroserne og tragikomedien for det uforpligtende, lette anstrøg uden de dybe stik eller det store sug?

’Blue Jasmine’ er interessant, ikke så meget fordi Allen er tilbage på amerikansk grund (San Francisco og New York), som fordi den viser en Allen, der på ny aktivt er engageret i livets både fatale og vitale kerne. Det er sigende, at langt de fleste scener i ’Blue Jasmine’ ruller hen over lærredet med en naturlighed, som opstod replikkerne spontant på stedet frem for som fortænkte krummelurer i en aldrende mesters fortsat befriende kringlede, men også rutinedrevne hjerne. Her er Allen derimod optaget af at skrive regulære karakterer frem og mindre interesseret i at punktere dem med vittige indfald eller pudsige digressioner.

’Blue Jasmine’ er Allens 43. film, og den er tilmed inspireret. Det er egentlig utroligt og noget, man som filmfan bør være taknemmelig for.

Vi følger en New York-socialite Jasmine (Cate Blanchett), der flytter fra Manhattan til San Francisco for at bo hos sin kassedame-søster, Ginger (Sally Hawkins). Jasmines mand, Hal (Alec Baldwin) har begået selvmord i fængslet, efter at hele hans finansimperium er sunket i grus. Hal var i sin tid ansvarlig for at sætte Gingers ex-mand Augies (Andrew Dice Clay) store lottogevinst over styr med en forfejlet fidus af en investering, hvilket i nogen grad har fremmedgjort søstrene (der ikke er biologiske søskende, men begge adopterede) fra hinanden.

Jasmines verden er brudt sammen, og hun søger hjælp hos søsteren, men selvom hun på overfladen gebærder sig med overskud og en kværnende talestrøm, er det tydeligt, at hun er på randen af et nervøst sammenbrud og i nogen grad har mistet virkelighedsforbindelsen. Hun er den slags kvinde, som (og Allen er god til at optegne talløse af den slags situationer uden at det virker demonstrativt) kan foretage et mobilopkald midt på fortovet og vende sig om mod sin taxachauffør med ordene ”Can I have some privacy, please?”

Ginger er overbærende over for Jasmine, og hvis hun bærer nag over for hende, skjuler hun det godt. Jasmine har brug for Ginger (selvom hun åbenlyst ikke værdsætter hendes lejlighed, hendes forlovede, Chili, eller hendes to børn), og Ginger sætter – måske – pris på, at der er nogen, der har brug for hende.

Woody Allen fortæller hele baghistorien i en række relativt udfoldede flashbacks til tiden i New York, der bliver kædet overordentligt elegant sammen med nutiden, så filmen både får en god dynamisk vekslen mellem dengang og nu (de to spor kommer i stigende grad til at kaste et forklarende lys på hinanden) og samtidig opleves som mere helstøbt end Allens ”europæiske” repertoire. Vi følger de to søstre i hver deres miljøer (med hovedvægt på Jasmine), som i al deres indbyrdes forskellighed, begge er kendetegnet ved deres forhold til mænd og de konsekvenser, relationen til det modsatte køn har ført med sig.

Allens manuskript er naturligt og ikke-demonstrativt (og næsten renset for komik), således, at de emotionelle konsekvenser og dilemmaer optegnes med en skridsikker sans for karakteropbygning og plotudvikling.

Bag historien mere end lurer Tennessee Williams’ berømte sceneklassiker ’A Streetcar Named Desire’, hvor Jasmine spejler den dominerende, men psykologisk skrøbelige Blanche DuBois, og Ginger er den eftergivende Stella. Udover historiernes ydre ligheder, er Allen lig Williams god til at skabe scener hvor konflikterne ligger på lur som en sitrende uro, nogle gange annulleres de, og andre gange opstår der små eller store eksplosioner.

I en flashback-scene, hvor Ginger og eks-manden Augie besøger Hal og Jasmine i New York (men bor på hotel, fordi de ikke vil plage Jasmine unødigt: hun skal jo passe sine yoga- og pilates-timer), er der fx en pragtfuld soveværelsesscene, hvor Ginger driller Augie med, at en kvinde, der flirtede med Hal til en fest, åbenlyst ikke ville gide flirte med Augie. Augie såres let, men han accepterer Gingers legesyge drilleri og vælger at spille med fremfor at eskalere en konflikt. Der er noget farligt og en lille smule frækt over denne par-palaver, som Allen kun skriver, når han er inspireret og engageret i sit materiale (og dermed sine karakterers indre liv).

Man kan kritisere Allen for en lovlig enøjet fremstilling af både den rige overklasses overfladiske og forløjede liv og arbejderklassens varmblodede, rå og romantiske virkelighed, ligesom en sidehistorie med Jasmines desperate forsøg på at ernære sig som tandlægereceptionist og computerdesignstuderende føles mere påklistrede end fuldt realiserede. Gingers valg i mænd er også noget karikeret, alle hendes tre mænd er skåret over samme variant: den arbejdende (italienske) machomand. Ginger bliver i det hele taget som figur ofret lidt (hun er mest en amerikansk variation over Hawkins’ rolle i Mike Leighs ’Happy-Go-Lucky’), for der er ingen tvivl om, at filmen tilhører Jasmine og dermed Cate Blanchett.

’Blue Jasmine’ er bygget op omkring Blanchetts ansigt og opspeedede diktion. Blanchett rammer Jasmine på kornet. Den skandaliserede overklassefrue, der må forsøge at genopfinde sig selv, men som ikke har jordforbindelse nok til at stå på egne ben, er ikke bare en snobbet gås. Hun er forvirret, fejlanbragt, virkelighedsfjern. Blanchetts statuariske skønhed og elegance er et fantastisk mismatch i forhold til Gingers hyggelige og rummelige, men ikke-sofistikerede San Fransisco-virkelighed.

Allen har altid været superb til at kreere kvinderoller af udsøgt kompleksitet, men med Jasmine har han alligevel skabt sin rigeste kvinderolle siden Judy Davis’ forsmåede hustru i ’Husbands and Wives’ (1992). Men grunden til at ’Blue Jasmine’ i sidste ende lykkes så godt, er at Blanchett formår at løfte karakteren fra papiret og give den sit eget liv. Man fornemmer, at Blanchett har været aktivt medskabende for at forme sin rolle og mere end noget andet bekræfter filmen, at den australske skuespillerinde er sin generations måske fineste af slagsen.

8/10

Tilbage til toppen

Tilbage til Forsiden