Christopher Hitchens ‘Mortality’

Lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke læst ret meget af den engelske skribent og intellektuelle Christopher Hitchens – endnu. Jeg har kun læst sporadisk i Arguably, hans essayopsamling fra 2011, hvis spændvidde er ærefrygtindgydende i næsten Rudolf Otto’sk forstand. Konfronteret med hans værk (for slet ikke at tale om hele hans levned og forfatterskab) finder jeg mig stående over for et mysterium tremendum et fascinosum – jeg er betaget, draget, men samtidig næsten skrækslagen. Det synes næsten overnaturligt. Som forfattervennen Ian McEwan på bagsiden af Arguably er citeret for at sige: ”If Hitchens didn’t excist, we wouldn’t be able to invent him”.

I mødet med Hitchens falder ethvert selvbedrag omhandlende ens egen intellektuelle formåen til jorden med et dumpt brag – men på den anden side er man ikke den eneste, der hører et brag, de færreste – om nogen – kan stå mål med Hitchens’ intelligens, humor, selvindsigt og hans prægtige sproglige formåen. Hvor starter man overhovedet i mødet med en sådan gigant?

Fra en ende af, velsagtens, som i de fleste af livets forhold, og skæbnen har nu villet det sådan, at jeg så at sige er startet fra den forkerte ende. Som de fleste formodentlig er bekendt med, døde Christopher Hitchens d. 15. december 2011, som følge af en langvarig kamp mod kræft i spiserøret. Netop den fortærskede brug af denne metafor ”krig/kamp mod cancer” og dens alment anerkendte rigtighed er noget af det, Hitchens med nådesløs klarhed opponerer imod i bogen: Der er netop ikke tale om hverken patientens mod, en modstander (kræften), der har sin egen bevidste vilje eller endsige er udtryk for en guddommelig vilje eller om at ”det, der ikke dræber mig, gør mig stærkere”. Ingen af delene kunne være længere fra sandheden, skriver Hitchens og trækker således tråde tilbage til hans livsværk: at medvirke til at lade skællene falde fra læserens øjne, så denne kommer bag om ryggen på og kaster nyt lys over de almindelige antagelser og fakta, man er holdt op med at studse over. Hitchens er en koncis sprogekvilibrist og en skarp iagttager af – på egen krop – hvor ondt sproget kan gøre, hvis ikke vi tænker over, hvad det er vi siger til hinanden.

Således behandler Hitchens kræftpatientens grænsekrydsning fra det, han kalder ”Wellville” til ”Tumortown” og ikke mindst omverdenens reaktion derpå, så man tvinges til at forholde sig til det pludseligt presserende spørgsmål: ”Hvad ville jeg selv sige, hvis jeg kendte én, der fik kræft”. Hitchens giver ingen svar og klynker ikke, (en af bogens gyldne one-liners er betragtningen: ”To the dumb question ”Why me?”, the cosmos barely bothers to return the reply: Why not?” (p. 6)), men opridser blot uheldige bemærkninger og ordvekslinger med så klokkeklar præcision, at det i hvert fald i denne signaturs bevidsthed nu er indridset, hvad man ikke skal sige i mødet med en terminalcancerpatient, hvis man da skulle komme i tvivl: ”As the populations of Tumortown and Wellville continue to swell and to ”interact”, there’s a growing need for ground rules that prevent us from inflicting ourselves upon one another” (p. 44), skriver Hitchens.

Christopher Hitchens - MotalityMen kræftpatientens forhold til andre – eller måske snarere omverdenens forhold til og behandling af kræftpatienter – er blot ét niveau i bogen, som derudover også behandler forholdet til selvet som fanget i en syg krop og ikke mindst kroppen selv og de forfærdelige og fremmedgørende processer den gennemgår i løbet af sygdommens fremskriden: ”It’s not fun to appreciate to the full the truth of the materialist proposition that I don’t have a body, I am a body” (p. 41), understreger Hitchens. Og det føles på sin vis både velgørende og forstenende næsten præcist at vide, hvad det fysisk vil sige at være kræftpatient. Velgørende, fordi der i forholdet til folk, der står én nær, ofte er en skærm af blufærdighed, man kvier sig ved at trænge om bag ved og dermed krænke, ting, det kan være nemmest ikke at vide. Hitchens river skærmen ned, men beholder – måske netop på grund af dette – sin værdighed. Forstenende, naturligvis, fordi man end ikke kan begynde at forstå, hvad han og andre kræftpatienter har været igennem, hvis man ikke selv har været ramt. Andres smerte kan man, som bekendt, ikke selv føle som netop smerte. Ikke desto mindre kommer Hitchens smerteligt tæt på at få læseren til at føle netop smerte med sin bog.

Mortalitys afsnit er ikke daterede, men den synes at være kronologisk fremskridende, inden den ophører alt for pludseligt, så man på den måde kan følge processens gang frem mod den uafvendelige afslutning. Hvad der gik forud og hvad der fulgte efter Hitchens’ kræftsygdom er at læse i Hitchens’ mangeårige redaktør på Vanity Fair Graydon Carters forord og Hitchens’ efterladte hustru Carol Blues efterord.

Det er altså lige knapt nok, man overhovedet kan tale om en bog – idet Hitchens’ egen tekst kun fylder 84 små sider (endda i mellemstore typer).

Siderne 85-93 består af Hitchens’ efterladte noter og tekstfragmenter, hvis optræden i bogen, jeg stiller mig kritisk overfor. Er der tale om en sidste malkning af Hitchens-koen, for at få længde nok til at de efterladte tekster kunne udgives som bog? Er der tale om en tilstræbt indsigt i, hvordan den store ånd arbejdede (mange af fragmenterne har man allerede læst i renskrevet form i selve teksten) – og hvordan skulle det i givet fald bidrage hertil, at man fx læser linjerne ”Michael Korda’s book Man to Man” (p. 92) og ” Julian Barnes on John Diamond” (p. 86)? Er det for at se, om læseren fanger diskrepansen i gengivelsen af et særligt pågående spørgsmål fra en person, som Hitchens på side 41 beskriver som ”an especially close friend” med det personlige pronomen ”he”, men som det på side 90 fremgår i virkeligheden var hans kone Carol? Uanset bevæggrund havde bogen stået stærkere uden. Personligt havde jeg også gerne været for uden Carters opridsning af den stjerneparade af kendisser, der deltog i Hitchens’ begravelse. Upassende name-dropping, der ikke gør hverken fra eller til i forhold til Hitchens’ forfatterskabs betydning eller rækkevidde.

Et andet element, der skurrer lidt i mine øjne er Hitchens’ religionskritik, som ligesom i hans livsværk også spiller en rolle i hans sidste overvejelser. Er det virkelig nødvendigt at bruge også den sidste bog på at forsøge at komme religionen til livs? Hitchens’ argumenter imod religionen er slående indlysende og enkle, men af netop samme grund, virkningsløse. Religion kan netop ikke rationaliseres, men lever sin eksistens på et overrationelt plan, hvorpå alle logiske argumenter kastes vrag. Omvendt er Hitchens’ eksempelmateriale – en smædemail fra en religiøs fanatiker, der mener, at Hitchens halskræft er ”God’s revenge”, ikke just næstekærlighed i sin reneste form – interessant læsning (der udstiller fanatismens blinde hykleri).

Men måske er religionskritikken en sidste chance for at barrikadere sig bag rationalitetens panser og råbe ”Jeg overgiver mig aldrig!” til de, der beder for, at Hitchens skal overleve – eller i hvert fald, omvende sig til Gud, før det er for sent.

Mortality giver et enestående godt indblik i, hvad det vil sige at være kræftpatient og døende – og at bogen og Hitchens’ liv var alt for kort, kan man kun begræde. Heldigvis er der jo et stort bagkatalog at kaste sig over, hvis man finder vej ind i forfatterskabet gennem Mortality. Eller man kan genlæse Mortality, der så afgjort er en bog, der trods dens beskedne størrelse, vil være værd at vende tilbage til.

(Bogen er også udkommet på dansk i Jakob Levinsens oversættelse under titlen Dødelighed på forlaget Gyldendal)