Broken Bells ’After the Disco’

Hvis man hører til dem, der synes Shins-mastermind James Mercers muse har forladt ham i de senere år – især med tanke på det sidste, noget halvbagte Shins-album ’Port of Morrow’ – kan ’After the Disco’ formentlig få én til at vejre morgenluft, selvom albummet halter mod slutningen.

På samme måde kan fans af produceresset Brian ’Danger Mouse’ Burton varme sig ved, at den tidligere undergrundsfigur – trods vellønnede gigs med komfortabelt etablerede stjernenavne som Norah Jones og U2 – stadig viser tegn på kreativ vækkelse.

broken bells poster’After the Disco’ er positioneret til at rette op på makkerparrets ikke helt uplettede cv, da 2013 jo tilhørte succesombruste krydsninger af dance og alternativ rock/pop i skikkelse af bl.a. Daft Punk og Arcade Fire. Titlens leg med disco-begrebet er således næppe en tilfældighed: Mercer og Burton har set en oplagt mulighed for at kapitalisere på tidsånden, i højere grad end de formåede det med de forholdsvis blege downtempo-skæringer på debuten fra 2010.

Førstesinglen ’Holding On For Life’ kombinerer fx klare Bee Gees-reminiscenser (med befriende parodisk effekt på Mercers vokal i omkvædet) med et Velvet Underground-lydende mellemstykke. Resultatet er smittende uden at virke leflende.

Det bredt udfoldede åbningsnummer ’Perfect World’ omfavner en dvælende Kraftwerk-møder-The Cure-æstetik, hvor Burtons små retningsskift til fulde berettiger dets seks minutters spilletid. Hans produktioner er lækre, poppede og bevidste om detaljens betydning, men ofte med en forførerisk understrøm, der ikke mindst kendetegnes ved hans forkærlighed for vers med labert vuggende basgange.

’After the Disco’ er kort sagt mere levende end sin forgænger: Titelnummeret er inciterende synthpop, der indeholder en drømmende kvalitet som på Mercers bedste stunder med The Shins og ’Changing Lights’ går på hugst i både 80’er- og 90’er-klubmusikken med staccato-basgang og en trance-agtig puls.

Albummet er dog langt fra en højenergisk floor filler. Der er klare aftryk af debutens mere ensformige easy listening-palet: ’Leave It Alone’ og ’The Angel and the Fool’ viser Mercers flair for akustisk eftertænksomhed, mens ’No Matter What You’re Told’ og slutnummeret ’The Remains of Rock & Roll’ er vel sukrede forsøg på at kreere popmusik med symfonisk rækkevidde. Lidt for ofte på albummets anden halvdel forfalder makkerparret til vel ensformige og ufarlige popsange, der mangler en smule bid.

Alt i alt fremstår Mercer og Burton dog skarpere og mere oplagte end længe hørt på den umage duos andet album, især med tanke på den indledende tretrinsraket af sange. Med denne dagsform in mente er Broken Bells sikret en relevans, der i hvert fald for en stund overskrider de tos daglige dont i hhv. The Shins og (det efter sigende gensamlede) Gnarls Barkley.

6/10