‘Boyhood’

Hvad er tid, hvad er erindring? Hvad vil det sige at blive sig selv, at blive voksen? Hvad vil det sige at være søskende? Hvad vil det sige at være forælder? Hvad vil det sige at leve i et parforhold? Hvad vil det sige at leve alene? Det er blot nogle af de spørgsmål, som Richard Linklaters mageløse værk Boyhood forsøger at belyse. Svarene holder Linklater sig som vanligt fra at forsøge at give, og det er derfor vederkvægende at se den liberale ironikers (med den amerikanske filosof Richard Rortys begreb) antisvar: Liberal, fordi han er fordomsfri, ironiker fordi han ved, at alting altid kan være anderledes. Boyhood rummer ikke nogen forkromede sandheder, men masser af rådgivning fra forældre, der selv tumler med deres egne liv, og som på én gang er indlysende autoriteter, men alligevel ikke er det – for de formår ikke selv at efterleve de maksimer og råd de giver børnene. Men hvem gør det?

boyhood posterBoyhood er tre timers sammenfletning af optagelser, der er forgået over tolv år. Man kan se skuespillerne blive ældre, ændre stil, tage på, få rynker, man kan se, at livet, det ægte levede liv, sætter sig spor. Man kan se børnene blive ældre, forandre udseende, og man følger opvækstens alternerende mere og mindre charmerende perioder imens de vokser ind i de ansigter, som lå i dem allerede fra begyndelsen, men som aldrig kan forudsiges. Boyhood er glimt, episoder, oplevelser, store og små, fra en barn- og ungdom, hvor man aldrig helt ved, hvad tingene betyder, og hvor man tror at følelser varer evigt. Som fx sorgen over at blive klippet mod ens vilje, der føles monumental, som om den for evigt vil skygge over ens væren og formørke ens liv, indtil klassens søde pige sender sedlen, hvorpå hun skriver, at hun synes, at ens frisure er ’kewl’.

Det kan synes indlysende rigtigt at sammenligne med Prousts uforlignelige værk På sporet efter den tabte tid, men det er alligevel ikke helt rigtigt.

I Boyhood er der ikke nogen trigger – madeleinekagen dyppet i lindete, eller små melodistumper, der kommer igen gennem værket – her er ”bare” erindringsglimt, eller situationer, fra et barneliv, en barneverden og her er ikke nogen voksenfortæller, der forholder sig til erindringerne og deres betydning – dem skal vi som beskuere selv finde, men uden at have noget færdigt billede at holde dem op imod. For når vi slipper Mason på tærsklen til college, og det gør vi kun modvilligt, slipper vi ham helt; der er ikke mere. Og man tager sig selv i at ærgres over, at de næste tolv år ikke også skal filmatiseres, samtidig med, at man anerkender det rigtige i Linklaters beslutning: Barndommen, dens uforstilthed og barnets manglende indflydelse på de omstændigheder, det placeres i er en unik periode, der først gentages, når kroppens og hjernens forfald igen umyndiggør os og overlader os til andres omsorg.

Til gengæld mindede filmen mig på flere måder om Terrence Malicks drømmende, lyriske og næsten mytologiske The Tree of Life (2011). Malick stiller i sin coming-of-age-fortælling spørgsmålet om, hvorvidt ondskab eller godhed er den stærkeste drift, men det faktum, at hans film overvejende foregår i 50’erne, betyder, at den er nemmere at holde ud i strakt arm, selvom erindrings- og identitetsproblematikkerne kan sammenlignes. I Boyhood ser vi os selv i vores samtid, vi husker Harry Potter-feberen, forud for at et nyt bind skulle udkomme, vi ser moden forandre sig og vi ser den teknologiske udvikling med mobiltelefoner og computere, der er sket på blot tolv år og forundres over, hvor meget der er sket (i hvert fald, hvis man, som jeg, ikke er del af den generation, for hvem internettets eksistens altid har været en naturlig del af hverdagen). Vi husker, hvor meget kærlighed, der lå i at lave et mixtape, før alle verdens sange kunne downloades og deles som spillelister på spotify. Vi hører musikken, og med den kommer så alligevel de famøse proustske fornemmelser for beskueren. Coldplay-sangen Yellow, som indleder filmen har en helt særlig betydning for undertegnede og var en væsentlig del af min ungdom, og som tilskuer og tilhører transporteres man tilbage til ens egne erindingsglimt ved næsten hver eneste af soundtrackets kavalkade af både konventionelle radiohits og de mere krøllede indiehits. Da filmen blev optaget, vidste vi ikke, at Coldplay små 10 år senere ville være verdens største poprockband, at Sheryl Crow ville være næsten glemt og at Britney Spears’ uskyldssexede image ville splintres til atomer. Vi mindes om, at man aldrig kan forestille sig, hvordan fremtiden bliver, at intet er givet på forhånd.

Det er Masons (Ellar Coltrane) nævenyttige storesøster Samantha (Lorelei Linklater, der er datter af Richard Linklater), der en tidlig morgen i en af filmens første scener bringer Oops!… I did It Again i spil via en koreograferet danseserie, som hun vækker Mason med opførelsen af. En ægte diva må have et publikum, også selvom det er et modvilligt et af slagsen, og scenen formidler med enkle virkemidler den viljernes kamp, der er et integreret del af ethvert søskendeforhold. Hvor meget kan jeg få lov til at bestemme, hvor meget plads kan jeg tage, førend du begynder at protestere? Konkurrencen mellem de to, ikke mindst om faderens (Ethan Hawkes) gunst, da han efter flere års fravær igen dukker op, er fint skildret. Samantha har overhånden som den dygtige pige, der ved, hvilke strenge hun skal slå på for at tækkes de voksnes gunst, mens Mason er mere optaget af fantasiuniverser og computerspil og glemmer (eller ikke gider) at lave sine lektier. Men udviklingen i deres forhold skildres nuanceret og understreger, at søskende er hinandens livsvidner og de eneste, der ved, hvad det vil sige at være barn af lige præcis de mennesker, der nu engang blev deres forældre. Det betyder naturligvis ikke, at Samanthas girlhood ville have set ud på samme måde, eller at hendes erindringsglimt ville være de samme. Det ligger implicit i filmens struktur, at det er tilfældigt, hvad der er med til at danne os som de mennesker, vi er – den episode, der har altoverskyggende betydning for den ene, har slet ikke gjort indtryk på den anden.

Et godt eksempel herpå ses i interaktionen mellem faderen og Mason på Masons 15 års fødselsdag, hvor Samantha og Mason er på tur med faderen og dennes nye kone og deres lille baby Cooper i deres nye bil. Det hele er altså nyt, voksent og ansvarligt og dermed i stærk kontrast til det billede Samantha og Mason har af deres barndoms far, der vendte tilbage fra Alaska med højspændt energi, eventyrlyst, entusiasme og vildskab og bød på de indbrud af nærvær og interesse, der supplerer den mestendels trygge men indimellem distancerede hverdag med moderen, der er begyndt af efteruddanne sig og har en tvivlsom smag i mænd. Men også faderen tæmmes, han har, som så mange mænd før ham, solgt sin bil, en upraktisk bohemeagtig klassiker af en ungkarlebil uden sikkerhedsseler til fordel for en praktisk familiebil med større sikkerhed og plads til autostolen. I farten har han bare glemt, at han for år tilbage lovede Mason bilen i 16-årsfødselsdagsgave, noget han benægter, mens Mason detaljeret argumenterer for, at samtalen faktisk har fundet sted og redegør for de omstændigheder, den fandt sted under. Man tror mest på Mason.

boyhood castI Boyhood synes Ethan Hawke at brodere videre på den figur, han spiller i Before-trilogien, Linklaters andet bemærkelsesværdige filmeksperiment, og ligesom i Before-filmene er det svært ikke at holde af ham og hans oprigtighed. Da han først er tilbage i børnenes liv, svigter han ikke, men holder dem fast med en først famlende, senere mere sikker interesse men med en aldrig svigtende vilje. Jovist, han træder ved siden af, men det er alle forældres lod. Problemet er, at man ikke nødvendigvis selv ved, at man gør det, eller at man ikke føler, at man kan gøre anderledes.

Scenen hvor faderen og moderen har en samtale til Masons eksamensfest siger det hele. Om deres indbyrdes dynamik, om forældreforholdet og om at kende et andet menneske bedre, end det kender sig selv. Efter at have takket moderen for at have opdraget børnene og gjort dem til gode mennesker, tilbyder faderen at betale et tilskud til eksamensfesten. Moderen takker ja, og faderen finder sin pung frem, som (naturligvis) er tom, og skynder sig at sige, at han lige er nødt til at hente nogle kontanter i hans nye kones taske. Det blik, som Patricia Arquette, sender Hawke er ubetaleligt: Der ligger et halvt livs viden, arrigskab og resignation i det: Selvfølgelig har du ikke nogen penge selv, selvfølgelig tager du ikke ansvar, du bliver aldrig anderledes.

I det hele taget skal Arquette fremhæves for sin præstation (om end hele castet gør det fremragende), der som minimum bør belønnes med en oscarnominering. Hun spiller moderen med en skrøbelig styrke og så fint nuanceret, at det er svært at forestille sig nogen bedre i rollen. Som beskuer røres man af den kærlighed, begge børn har til begge forældre, man røres af Arquettes kamp for at skabe de bedst mulige rammer for børnene, uanset de afsavn og kompromiser, hun selv måtte lide og indgå, og man ønsker for hende, at hendes American Dream om kernefamilie og uddannelse må gå i opfyldelse, trods de dårlige valg hun træffer. Scenen, hvor hun læser Harry Potter for børnene i begyndelsen af filmen, det næsten paradigmatiske nærvær, afspejles med modsat fortegn i slutningen af filmen, hvor hun skal sende Mason af sted på college. ”Jeg havde troet, at der ville være mere,” bryder hun hulkende sammen, og inkarnerer dermed den sorg, der er forbundet med at have børn, der flyver fra reden: Mens hendes biologiske funktion som forsøger og beskytter nu for alvor er afsluttet, og hun skal i gang med at redefinere sig selv, har faderen, med sin nye familie, udskudt den smertelige proces. ”Du starter forfra igen”, siger Arquette til Hawke til eksamensfesten med slet skjult bitterhed. Kroppens biologiske processer er ligeglade med ligestillingsretorik.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set en film, der siger så meget om, hvad det vil sige at leve. Som beskuer overvældes man af de minder, den vækker i en om ens egen barn- og ungdom og som forældre overvældes man af alle de ting, ens barn skal gå igennem uden ens vidende. For en væsentlig del af dannelsen foregår uden for forældrenes kontrol og sådan skal det være. Man kan så håbe på, at man udviser lige så megen forståelse, loyalitet og uforblommethed som filmens forældre. Linklater er en vidunderlig instruktør og manuskriptforfatter, der er solidarisk med det tvivlende menneske og står i skærende kontrast til management-lingoens mantra om, at man kan hvad man vil: Langt fra nogen form for gajol-pakkevisdom husker filmen i Hawkes’ skikkelse én på, at der vist ikke er nogen, der ved, hvad de egentlig laver. De fleste prøver blot at gøre det så godt, de kan, med det de nu har. Og det kan man ikke blive mindet om for tit.

10/10

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>