Beck ’Morning Phase’

’Morning Phase’ er Becks første egentlige studiealbum i seks år, og selvom han har produceret album for bl.a. Stephen Malkmus og Charlotte Gainsbourg i mellemtiden, er det rart at have 1990ernes vigtigste musikalske kamæleon tilbage i rollen som solist i albumformat.

beck-morning-phase-coverPå ’Morning Phase’ kigger Beck i mindre grad frem end tilbage. Han har dels samlet holdet fra sit akustiske break up-album ’Sea Change’ fra 2002 (bl.a. trommeslageren Joey Waronker, guitaristen Smokey Hormel og Becks egen far, komponisten David Campbell som arrangør) minus producer Nigel Godrich, og dels omfavner han mere end nogensinde arven fra 1970ernes folk og psykedelika i varme, analogt vellydende produktioner.

Der er ’Sea Change’-kulde på ’Wave’, hvis centrale strygerparti minder uhyggeligt meget om Björks ditto på ’Hunter’ (fra ’Homogenic’), men ellers er der mere sol, varme og sprødhed over denne ’opfølger’. Hvis ’Sea Change’ således var et portræt af en mand fanget i orkanens øje af sine egne kærestesorger, er ’Morning Phase’ mere en eftertænksom værdsættelse af nuet, når først den værste sorg er overstået. Titlens ’Morning’ er i den forstand emblematisk.

Becks modnede og sikre vokalindsats bidrager, ligesom de musikalske arrangementer (ikke mindst et skvæt countryglød ved sin diskrete brug af pedal steel og banjo), til 1970er-reminiscenserne: ’Heart Is a Drum’ har en central klaversignatur, der lyder umiskendeligt som Nick Drake anno ’Bryter Layter’ foruden en dekadent selvsikkerhed a la Jackson Browne. ’Country Down’ er Neil Young ca. anno ’Harvest’ og ’Turn Away’ er ren Simon & Garfunkel. Og sådan kunne man for så vidt blive ved.

Fremhæves bør førstesinglen ’Blue Moon’, der er pæn MOR-pop/rock med et klædeligt countrytwist og et iørefaldende omkvæd, der på udsøgt vis leder tilbage til versets grundfæstede melankoli. ’Saying Goodbye’ er en nydelig, sprød guitarballade, mens slutnummeret ’Waking Light’ er en fin klaverballade, der ebber ud i et stille hav af guitarforvrænget abstraktion.

’Morning Phase’ er et meget behageligt bekendtskab, og Beck er en mere end habil sangskriver, men som album og som projekt er det en kende for bagudskuende. Becks nye sange undslipper aldrig helt skyggen fra 1970erne eller fra Becks egen fortid. Hvor ’Sea Change’ føltes som et nødvendigt album, oplever man mere ’Morning Phase’ som en lidt rusten kunstners vellykkede forsøg på at genvinde balancen, hvis ikke ligefrem flyvefærdigheden.

6/10