Albumopsamling – marts 2015

Det har ikke just skortet på glimrende udgivelser i 2015, der tegner til at blive et forrygende musikår. Vi ser nærmere på nogle af de mest markante udgivelser fra marts måned: Jonathan Johansson, Courtney Barnett, Matthew E. White, Susanne Sundfør, Laura Marling, Sam Lee, Tobias Jesso Jr, Twin Shadow, Bill Wells og Aidan Moffat…

 

Jonathan Johansson ’Lebensraum!’

lebensraum coverJonathan Johansson har med sit nye album valgt en titel, der alt efter tilgangsvinkel vil virke provokerende, krænkende eller tankevækkende på sin tilhører. Lig den norske forfattersensation Karl Ove Knausgård (’Min kamp 1-6’) approprierer den svenske sangskriver et af nazi-terminologiens nøglebegreber: ’Lebensraum’ er et modigt angreb på europæisk snæversyn og især det ’Fort Europa’, som vi bygger op om os selv for at holde alverdens nødlidende flygtninge ude. Johansson iscenesætter dette opdaterede ’Lebensraum’ ved at sætte fokus på svenske turister, der strømmer til italienske ø-paradiser som Stromboli og Lampedusa, der i vor tid reelt er omdannet til svært bevogtede kystfæstninger mod truslen fra syd. ’Stranden er tung med svenske turister/som mafiosoer/som nye fascister,’ synger han – uden at kere sig om forsigtige poetiske omskrivninger – allerede på første skæring, ’Stromboli brinner’.

Kontrasten mellem glade svenske turister og den elendighed, de forsøger at fortrænge, er ikke kun lyrisk befrugtende, men åbner tillige for en musikalsk fortolkningsramme, hvor sol, sommer og glade forventninger udtrykker turiststemninger gennem musikkens overraskende funky, glinsende og optimistiske bund. Man kan nærmest mærke solen prikke sangene til liv. Jeg kommer til at tænke på Todd Terjes ’It’s Album Time’ (2014), der udover at dele fascinationen ved charterturisme med ’Lebensraum!’ også placerede dansevenlige hymner, lydkitsch og pumpende rytmer i en større (album)fortællings tjeneste.

Johansson synger om både København og Kreuzberg, om Cosa Nostra og Zlatan Ibrahimovic, men musikken swinger uanset destination eller tematik. Særlig stærk er indledningen med sange som ’Ny/Snö’ og ’Midsommarkransen Baby’, hvis omkvæd nok skal sikre hitlistebevågenhed. Albummet er kendetegnet ved dets organiske overgange mellem de enkelte sange, hvilket resulterer i en sømløs helhedsoplevelse.

Bystyret i Malmø står nok ikke ligefrem klar med en æresborgertitel til bysbarnet Johansson oven på den svada fødebyen tildeles i ’Alla Helveten’. Men også den sang viser mere end noget andet, at overflade bedrager på ’Lebensraum!’. For lige under overfladen lurer en grimmere, men ofte mere interessant og kontrastrig historie. Og den har den svenske poptroldmand fremragende fat i på sit seneste storværk, der på fascinerende vis maler med helt andre farver end det melankolsk-monokrome mesterværk ’Klagomuren’ (2011).

8/10

 

Laura Marling ’Short Movie’

short movie coverHvis man med nogen ret tidligere kunne påpege, at Laura Marling lød som et velopdragent destillat af sine forældres pladesamling, markerede hendes sidste album – 2013s fremragende ’Once I Was An Eagle’ – en udvikling væk fra sværmerisk folkpop og Laurel Canyon-inspireret sangskriveri i retning af en egensindig, nærmest forhekset, folk noir. På samme måde som mangen en skyggefuld film noir finder sted i Californiens evige solskin, er der på Laura Marlings nye, femte langspiller en både solsveden og sinister stemning. Titelnummeret især vækker syner af brændt ørken. Man ser Marling for sig køre ad støvede veje i en sviende udørk af Californien. Lyden er tør, vild, intens.

På ’Short Movie’ investerer hun sine folk-sange med et elektronisk spøgelsesslør og en affinitet for rockens elektrisk forstærkede udtryksfylde. Åbningsnummeret ’Warrior’ er et case in point: Elektroniske spor løber som fjerne tog i natten, mens en ekkoeffekt på vokalen kaster ringe ind over en intrikat, repetitiv guitarfigur. ’False Hope’ er en helstøbt revurdering af Marlings udtryk med fuldtonet, rocket rytmesektion og et åbent, poppet omkvæd, der ekspanderer på forgængerens murrende dybdefokus. Her arbejder hun med adskillige hooks inden for rammerne af den enkelte sang, hvor normen på ’Short Movie’ ellers er at forfølge og udforske én ide, ét motiv, per sang.

De mange guitarteksturer bringer mange forskydninger undervejs: talking blues-coolness på ’Strange’, mens mørke og fuzztunge toner duellerer med det lyse og flimrende på ’Don’t Let It Bring Me Down’ (titlen er et nik til Neil Young) og den fremragende ’Walk Alone’. ’How Can I’ benytter sig af en dreven kontrabas og skrabet akustisk guitar, mens ’Worship’ har en Mali-inspireret guitarfigur suppleret af klagende cellopartier.

Med ’Short Movie’ bevæger det engelske wonderkind sig for første gang væk fra sin tradition for syvstavelses-albumtitler, hvilket i sig selv indikerer, at en ny selvbevidsthed er oprunden. Hendes nye korthårsfrisure – tænk Mia Farrow i ’Rosemary’s Baby’ – peger også på en form for kreativ genfødsel. Jeg vil nu hellere sige, at hun allerede var som genfødt på sit fjerde album, men her konfirmerer det ved at vise endnu flere facetter og vilje til at grave dybt ind i sig selv. Den sjælesøgende pige er blevet en hærdet kvinde, og i takt hermed er hendes musik blevet desto rigere.

8/10

 

Tobias Jesso Jr. ’Goon’

goon coverDen retro-fetichistiske tilgang til lyd og arrangementer med særlig adresse til 1960erne og 1970erne, er omsiggribende på nogle af årets hidtil bedste album. Fra Natalie Prass’ fornemme selvbetitlede debut over hendes labelboss Matthew E. Whites andet soloalbum ’Fresh Blood’ til Father John Mistys ’I Love You, Honeybear’.

Tobias Jesso Jr. tager en mere enkel, men på sin egen måde sværere, vej end de tre nævnte. Hans sangskrivning er båret af klavermelodier, der er så klassisk skårede, at man flere gange tager sig i at tænke, at den og den sang da være en coverversion af en klassiker fra dengang Vietnamkrigen endnu var en ond drøm. Referencepunkterne er forholdsvis klare: Jackson Browne, en ung Billy Joel, Elton John, Harry Nilsson osv. Jesso bærer inspirationskilderne helt uden på tøjet. Måske for at komme eventuelle kritikere i forkøbet?: ’Without You’ deler titel med Harry Nilssons kæmpehit fra 1971, mens ’Can We Still Be Friends’ også er titlen på en Todd Rundgren-sang. Rundgren kunne snildt have skrevet begge sange samt flere andre på ’Goon’ til sit magnum opus ’Something/Anything’ fra 1972.

Er Jessos forvaltning renset for personlighed og aktualitet? Bestemt ikke. Han er så talentfuld en sangskriver, at han ubesværet hæver sig tæt op til forbilledernes niveau. Sangene har så indlysende, smittende melodilinjer og sans for formel skønhed, at man smiler overgivent, når man lytter til fx ’How Could You Babe’ eller de førnævnte ’Without You’ og ’Can We Still Be Friends’, den første en silkeblid ballade, den anden en Paul McCartney-lænende barokpop-hymne.

Det Jesso (endnu?) ikke har som forbillederne havde i så rigt mål er evnen til at finde ord, der kan åbne sangene og give dem merbetydning. Han er ikke en ordsmed bare tilnærmelsesvis i klasse med Newman eller Nilsson, men han har en uforstilt ærlighed over sig. Hans stemme og hans ord er i øjenhøjde. Der smyger sig dog momentant en klædelig slagskygge ind over hans sangforedrag, som på den udfoldede (dissonant blæserindsmurte) ’Hollywood’.

Jesso er en forholdsvis rudimentær pianist, men simpelheden klæder hans sange, fordi de virker mere umiddelbare og ærlige på den måde end hvis de var sovset ind i arrangementsmæssige finesser eller et mere ’blæret’ instrumentelt overskud. Den musikalske simpelhed passer som fod i hose til hans ords uforblommede direkthed.

Hvis Jesso Jr. fortsætter sin udvikling, vil han blive en af sin generations store sangskrivere. På ’Goon’ leverer han allerede den første buket potentielle fremtidige klassikere.

8/10

 

Twin Shadow ’Eclipse’

eclipse coverDominikansk-fødte George Lewis Jr. laver musik med et tilsyneladende uendeligt arsenal af referencer til 1980ernes musikalske arv: Italo Disco og New Romantic Sounds. Analoge synthesizere, brugen af rumklang, en minimalistisk, komprimeret trommelyd (tænk: Phil Collins på ’Face Value’) og overstyrede guitarsoli (Prince anno ’Purple Rain’). Tilsætter man lidt Depeche Mode, The Cure og INXS er man ved at have indkredset Lewis’ musikalske pejlemærker.

Iført sit kunstneralias er Lewis en moderne Don Juan. Han driver fra kvinde til kvinde uden følelsesmæssigt at kunne engagere sig – udover i den spleen han føler ved at være en uforbederlig hedonist og narcissist, for hvem trofasthed er et fremmedord. Her er mekanisk sex, koldt, klinisk begær, ubodelig ensomhed og gensidige beskyldninger. Sådan var det på ’Confess’ fra 2012 – med det fremragende singlehit ’Five Seconds’ – og sådan er det i 2015 på opfølgeren ’Eclipse’.

Twin Shadow bevæger sig endnu en gang i det samme (begrænsede) følelsesmæssige territorium, og det er – ærlig talt – en kende enerverende i længden. ’Eclipse’ ligner nemlig på mange måder sin forgænger, men alt er bare blæst op i endnu større widescreen-format. Større omkvæd, ikke mindst. Her sporer man en klar forkærlighed for power-balladen, som jo også gjorde sig særlig godt i 80erne, og som også fx Lykke Li sidste år tog under mestendels vellykket behandling.

Problemet kan være, at der lyrisk kun spores meget få variationer – og så godt som ingen udvikling – i det narrativ, der knytter sig til Twin Shadow-personaen. Dette forhold smitter af på musikken, som har en tendens til at genbruge formlen med selvlysende omkvæd, hvor der ikke er sparet på patossen, uanset om den er af den triumferende eller selvmedlidende slags.

Nu er Lewis Jr. heldigvis en mere end ferm melodisnedker og derfor kan han slippe af sted med det meste, inklusive en postmoderne, reduktionistisk tilgang lyrisk såvel som musikalsk. Det skorter nemlig ikke på glimrende sange: Allerbedst er ’When the Lights Turn Out’, hvor Lewis’ vokal pakkes smukt ind af strygere i omkvædet, foruden ’To the Top’ med sin effektive lag-på-lag-produktion, hvor ikke mindst vokalharmonierne sidder lige i skabet, og ’I’m Ready’, der parrer et ’Justify My Love’-lummert spoken word-vers med et Peter Gabriel-anno-’Red Rain’-klingende omkvæd.

Det er alt sammen ganske imponerende – og indimellem alt for meget.

6/10

 

Courtney Barnett ’Sometimes I Sit and Think, And Sometimes I Just Sit’

barnett coverTitlen på ’Avant Gardener’, Courtney Barnetts forrygende sang fra 2013 om et allergirelateret panikanfald, er en sammentrækning af ordene gartner og avantgarde, men spiller samtidig på Hollywood-legenden Ava Gardner, der efter et i sidste ende fatalt fald i sit hjem blev hentet af en ambulance (ligesom sangens uheldige protagonist). Alene i denne ene sangtitel fornemmer man den sproglige finurlighed, der gjorde nummeret – og den australske garagepoets cool-henkastede aflevering af det – uimodståelig.

På sit egentlige debutalbum forsøger Barnett at upgrade sit udtryk, så det udover at bestå i ordrige, 90er-stenede lo-fi-sangskriverperler får en elektrisk oppebåret dynamik med powerpop-bredsider og mere bastante omkvæd.

Lyrisk bevæger hun sig fortsat rundt i sin krøllede modkultur-gænge. Hun er den evige slacker/outsider, der ser de skæve vinkler på virkeligheden og formidler dem til alle vi squarepants, der ikke er tunet ind på samme frekvens, men kan dagdrømme os væk til tonerne af hendes paradoksale blanding af skarpsyn og søvngængeri.

Åbningsnummeret ’Elevator Operator’ er som Blurs ’Charmless Man’, der møder Bob Dylans ’Ballad of a Thin Man’. Det handler om en corporate guy, der en dag beslutter sig for at skide det hele et stykke og droppe arbejdsdagen. Hvor Dylan og Albarn (og CV Jørgensen i sin beslægtede sang om Computer Charlie, ’I En Blågrå Kupé’) ser ned på deres protagonister, er Barnetts satire mere kærlig og medlevende. Hun begår ikke karaktermord på sine protagonister, hvilket sådan set er befordrende for sangenes evne til at charmere.

Førstesinglen ’Pedestrian At Best’ er det mest vitale eksempel på Barnetts nyvundne forkærlighed for powerpop-akkorder med Nirvana-tyngde, men hun er bedre, når hun væver intrikate (ligefrem genstridige) guirlander af spirallerende guitarmotiver som på ’An Illustration of Loneliness (Sleepless in New York)’ og ’Small Poppies’. Når hun bliver kåd over sit arsenal af guitarstøj bliver hun forholdsvis musikalsk firkantet, simpelthen fordi hendes mere punkede sange mangler noget melodisk ynde og agilitet. Hun er til gengæld fremragende, når hun som på ’Depreston’ maler billeder mens en rolig rytmesektion, en lys, ringlende guitar og en forvrænget pedal steel (der lyder som et orgel under vand) vugger blødt bag hendes messende stemme.

Når Barnett prøver at appellere mere bredt (og mere larmende) ligner hun – som CV Jørgensen i sin tid sagde det om sin trøstesløse antihelt – ’til forveksling alle andre i kupeen’. Til gengæld kanaliserer hun sin indre Bob Dylan med stor naturlig autoritet. Hendes opfindsomme ordspil vrænges ud med en pokerspillers deadpan selvfølgelighed.

7/10

 

… Og til de korte:

Bill Wells & Aidan Moffat ’The Most Important Place in the World’

Aidan Moffat (ex-Arab Strap) har i 20 år demonstreret sin evne til at hive livsklog poesi ud af knapt så appellerende omstændigheder. I 90erne udgjorde han et vigtigt korrektiv til den herskende Britpop-triumfalisme, men han finder stadig nåde og ynde i barløve-eksistensens perspektiv på verden fra bunden af glasset. Hans samarbejde med instrumentalisten Bill Wells (de lavede sammen det glimrende ‘Everything’s Getting Older’ i 2011) skaber en ramme for nogle mere præcise, rørende og refleksive tekster, som Moffat skiftevis synger, taler og snøvler frem. Bevares, der er stadig knust glas og uvaskede tallerkener i Moffats univers, men den gennemsyrede resignation er blødt op med et forhåbningsfuldt udsyn og et forsonende blik. Wells maler ikke bare baggrundstapeter for Moffats lyrik. Han er aktivt meddigtende og retningsanvisende med både jazz-inspirerede crescendoer og skramlet percussion a la Tom Waits. Makkerparret er allerbedst, når de finder håb i fornedrelse og forsoning i det kvæstede liv. Den hårdt tilkæmpede livsvisdom er desto smukkere, fordi den materialiserer sig på baggrund af et såret egos formastelige erfaringer: ‘I feel awkward, fat and grey/ In any other mirror but you,’ lyder nogle af albummets fineste linjer, understøttet af en simpel, men prægnant klaverfigur. 8/10

Matthew E. White ’Fresh Blood’

White formår ikke helt at følge fuldt tilfredsstillende op på sin debut ’Big Inner’, der var en sydende, både uvorn og spirituel, albumoplevelse, hvor sydstatssoul mødte country og gospel på en måde, så det stramt arrangerede sameksisterede med det viltre og spontane. ’Fresh Blood’ satser hele butikken på første del af den ligning, hvilket vil sige, at albummet opleves – trods et generelt respektindgydende højt sangskrivningsniveau – som lidt for domesticeret og nydelig. Det er en lidt for artig plade, som et rovdyr, der har fået de skarpe hjørnetænder revet ud, så den kan vises frem i Zoo. ’Holy Moly’ (om katolske præsters sexmisbrug af unge drenge) og ’Fruit Tree’ er veloplagte, inspirerede og – naturligvis – velspillede destillater af det White med kumpaner formår så godt, men velfriseretheden indtræder lidt for ofte. 7/10

Sam Lee ’The Fade In Time’

Sam Lees stærkt omarrangerede versioner af gamle, engelske folkesange er et meget interessant bekendtskab. Han tilføjer både kendte og obskure sange et makeover af rang: nogle lyder i Lees hænder som Balkan-ballader, andre som snurrige, afrikanske ørken-blues-ekskursioner. Variationen er stor, opfindsomheden ligeså, men over 12 udfoldede sange med en samlet spilletid på 65 minutter, spænder han buen lige lovlig hårdt. Det er modigt, vedkommende og beundringsværdigt, men også en ret udmarvende oplevelse at lytte sig gennem hele ’The Fade In Time’, især fordi det topper tidligt på den fortrinlige indledende trio af sange: ’Jonny O’ the Brine’, ’Bonny Bunch of Roses’ og ’Blackbird’. Lees stemme formår på forunderlig vis at inkarnere en verden af karakterer og settings, så han både forsvinder ind i sangenes respektive særpræg, men også hele tiden tilbyder dem sit eget perspektiv. 7/10

Susanne Sundfør ’Ten Love Songs’

Det er ikke just en nyhed med interessante kvindelige popsolister fra Skandinavien. Annie, Robyn, Lykke Li, Veronica Maggio og vores egen Mø – the list goes on. Norske Susanne Sundfør er en særdeles velkommen og velsyngende tilføjelse. Med ’Ten Love Songs’ satser hun på et internationalt gennembrud, og det fortjener hun, for der er tale om et forunderligt og meget ambitiøst album, der kombinerer four-on-the-floor-bangers med ABBA-lydende pop og en nærmest Andrew Lloyd Webber-agtig grandiositet, der passer som fod i hose til Sundførs akrobatiske vokal. Albummets forrygende omdrejningspunkt er den 10 minutter lange ’Memorial’, der bevæger sig gennem adskillige faser, hvor strygere og klaver helt overtager vokalens ellers dominerende rolle. Det er en fornem demonstration af Sundførs rækkevidde på et album, der også gør sig i forholdsvis ligefremme singler som ‘Fade Away’ og ‘Kamikaze’. 8/10