Albumopsamling for april 2015

Man troede det ikke kunne blive meget bedre. Januar-marts bød på adskillige ekstremt stærke udgivelser, men så blev det april og sørme om det ikke fortsat strømmer til med fremragende album. 2015 sparker røv, for nu at sige det lidt profant.

Vi kigger nærmere på nye album fra Waxahatchee, Kendrick Lamar, James McMurtry, Alabama Shakes, Sufjan Stevens, Lonelady, English Bop, Ryley Walker og det længe ventede comebackalbum fra Blur.

 

Waxahatchee ’Ivy Tripp’

’Ivy Tripp’ indledes med en støjende guitardrone på ’Breathless’, der snart finder sit kontrapunkt i Katie Crutchfields klare stemme, der formår at inkarnere 100 % styrke og sårbarhed på samme tid. Andet nummer, ’Under A Rock’, er et studie i power-poppet direkthed uden, at knasterne af den grund er slebet af. Lyrisk fastmejsler Crutchfield her et af albummets grundtematikker: den besværlige kærlighed – og ikke mindst erindringens fantasmer, der bliver et kors eller en krykke for tanken, uanset om man er den, der forlader den anden eller er den, der selv bliver forladt. Crutchfield er ikke så meget såret, som hun spyer giftpile med indignation: Your ravenous, insatiable appetite for the expendable/ Will leave you just as hollow as your requiem/ You bang it like a drum,’ synger hun i et hånende tonefald og med en skarpsindighed, der får én til at tænke på Fiona Apple, der heller ikke just har behandlet sine eks-partnere med fløjlshandsker i sine sangtekster.

ivy tripp coverDet er som om de meget emotionelt ladede sange på ’Ivy Tripp’ har givet Crutchfield det sidste skub opad som lyriker. Hver sanglinje kan næsten plukkes ud fra sammenhængen og stå som en stærk tanke eller association i sig selv, men anskuet som et hele – kendetegnet ved karrierens hidtil stærkeste melodimateriale og en mere fyldig lyd, der delvist gør op med fortidens spartanske indie-folk-æstetik – er hun nærmest uovervindelig. I samme åre som ’Under A Rock’ finder vi den kompakte ’The Dirt’, der på to minutter formidler et nærende ekstrakt af tabserfaringer til tonerne af en fremragende, guitardrevet melodi.

Men det er ikke kun den elektriske guitar, der er med til at give albummet krop.

Hvor hendes sange før i tiden let kunne virke indadvendte (måske ligefrem kontrære), folder de sig nu ud som fuldtonede billeder på et menneske, der er rummeligt og modtageligt for en verden fuld af impulser. På ’La Loose’ introduceres vi får skæv synth-pop med trommemaskine-beat. ’Air’ (lyrikpluk: ’I left you out like a carton of milk’) er rugende, men sangen tilføres luft af et åbent omkvæd og introduktionen af en keyboard-figur.

Som ’Ivy Tripp’ i sin helhed handler også dét nummer om hvordan man skal omfavne og forstå sin fortid for at kunne leve i nuet. Poesien – i toner og ord – er dog (heldigvis) hævet langt over enhver reduktionistisk beskrivelse. Den skal opleves.

9/10

 

Alabama Shakes ’Sound & Color’

’Sound & Color’ er på flere måder en titel, der matcher og kommenterer debutalbummet ’Boys & Girls’. Hvor ’Boys & Girls’ som produkt var mere uforpligtende og, nå ja, sjov, hvilket titlen afspejlede, så vidner ’Sound & Color’ om en større grad af ambition, modenhed og rækkevidde. Der er kommet flere lyde og farver på paletten siden debutens blues-soul-funk-blast, der anført af hittet ’Hold On’, antydede gruppens betragtelige kommercielle potentiale.

sound and color coverBrittany Howard og co. kunne have valgt den nemme udvej med opfølgeren: Havde de strømlinet debutens udtryk kunne de snildt blive globale stjerner a la The Black Keys. I stedet har de valgt at lave et album med ofte indadvendte og komplekse strukturer og teksturer, et pirkende, grå-tonet album, der ikke er bange for at vade rundt i sine egne slagskygger.

Her er gospel, klassisk rock a la Led Zeppelin, neo-soul og punket direkthed. Allerbedst er de sange, der som førstesinglen ’Don’t Wanna Fight’, finder et gnistrende leje mellem soul og funk. En Curtis Mayfield-agtig guitarfigur indrammes af en baslinje, der er både tung og fyldig og samtidig emmer af en næsten ukontrollerbar indignation. Over det hele svæver Brittany Howards androgyne røst, der i sin hylende intonation minder ikke så lidt om James Brown.

En mere rocket tyngde sætter ind på ’Dunes’, ’Future People’ og ’Gimme All Your Love’, der udgør en sprængfarlig, indledende cocktail på et album, der sidenhen udfordrer sin lytter med gospel-bløde ballader (’This Feeling’ og ’Miss You’: Tænk Al Green på ’Simply Beautiful’) og regulær garagerock (’The Greatest’), før der lukkes ned med de nærmest demonstrativt introspektive neo-soul-lullabies, ’Gemini’ og ’Over My Head’, der begge langt fra ville udgøre fremmedlegemer på et eksperimenterende Erykah Badu-album.

Alabama Shakes skal have ros for at udfordre sig selv og for at vise ambition om at være andet og mere end radiovenlige forvaltere af en bluesbaseret rock med rødder i Muscle Shoals-traditionen (for nu at holde os til Alabama-vinklen). Gruppen har tydeligvis ønsket at skabe et nysgerrigt værk og lykkes med at omplante sit udtryk. At de ofrer lidt af debutens medrivende energi i bestræbelsen på at slå rødder i flere former for vegetation, er derfor til at leve med.

7/10

 

Blur ’The Magic Whip’

15 sekunder inde på ’Lonesome Street’, den første sang på Blurs første album som fuldt funktionel firebande siden 1999s ’13’, præsenteres vi for en arketypisk, gnistrende Graham Coxon-guitarudladning, der afleveres med en selvsikkerhed, som da Blur var allermest dagsordensættende. Når Coxon er bedst, har man denne frydefulde fornemmelse af, at selv den mest stringente popsang hvert øjeblik kan detonere i krøllede spasmer. Her får vi i tilgift serveret ’ooh-ooh-ooh’-kor, fløjten og et sært, Coxon-sunget mellemstykke, der lyder som en glemt optagelse med Syd Barrett fra 1970…

Det er letheden, hvormed ’Lonesome Street’ får det til at kildre alle de rigtige steder, der er respektindgydende. Det er ligeud frækt af bandet at indlede et comebackalbum med en sang – og ikke mindst en lyd – der så direkte refererer til dets kommercielle zenit for 20 år siden.

magic whip coverMen, men, men… ’Lonesome Street’ er en vildledende åbningssang. For selvom man kan spore referencer til næsten alle tidligere Blur-album rundt omkring på ’The Magic Whip’, så er det et eksperimenterende og nysgerrigt Blur, der toner frem, hvilket næppe kommer som en overraskelse for dem, der har fulgt især Albarns kunstneriske løbebane i de mellemliggende år.

’New World Towers’ betager med den meget engelske form for hængemule-melankoli, som Albarn også har perfektioneret med The Good, The Bad & The Queen samt senest på soloekskursionen ’Everyday Robots’. ’Ice Cream Man’ (med Alex James’ listige bas som prominent feature) og ’The Ghost Ship’ (en charmerende omgang dub-reggae-pop) viser, at nogle af de elementer, Albarn har fremelsket i Gorillaz, sagtens kan give mening i Blur-regi.

Mere udfordrende er ’I Thought I Was A Spaceman’, der fra en simpel elektronisk bund udvikler sig til en sælsom, men smukt strittende gevækst, hvor hele bandet (ikke mindst trommeslager Dave Rowntree) træder i karakter i hidtil uudforsket jord. På ’There Are Too Many Of Us’ eksperimenteres med en marchrytme, der tilføres en vocoder-fjern vokal og distancerede synths til klaustrofobisk effekt. Sangen, der – overfladisk vurderet – handler om overbefolkning, spejler det Hongkong-relaterede tema om moderne rodløshed, der udgør et ikke voldsomt ekspliciteret bagtæppe for albummet.

Ethvert Blur-album er naturligvis også begavet med Albarns sprøde balladekunst. ’The Magic Whip’ skuffer heller ikke på den konto: ’My Terracotta Heart’ er en rørende refleksion over forholdet til Coxon (a la ’Sweet Song’ fra ’Think Tank’), mens ’Pyongyang’ er både desorienterende og storslået. Den afsluttende ’Mirror Ball’ er passende elegisk med sine østligt klingende strygere.

Det kan godt være, der ikke er en ny ’Beetlebum’, ’For Tomorrow’, ’End Of A Century’ eller endog ’Out of Time’ at finde på ’The Magic Whip’, men albummets sammenhængskraft, teksturrigdom og mangfoldighed er dets virkelige bedrift. Kun den punkede ’I Broadcast’ er lettere throwaway (men vil formentlig give bedre mening i en live-kontekst). ’The Magic Whip’ rammer en meget fin balance mellem det spontane og det kontrollerede, det modne og det eventyrlystne.

Det bedste af det hele er næsten, at det er et album, der efterlader sin lytter med det indtryk, at der er tale om en ny begyndelse for Blur snarere end det endegyldige tæppefald.

8/10

 

Og de (ultra)korte anbefalinger:

Kendrick Lamar ’To Pimp A Butterfly’

Der er ikke rigtig noget at tilføje, er der? Verden – dvs. den samlede blogosfære – har fældet sin dom. Kendrick har leveret et mesterværk. Jeg er stort set enig, så lad os nøjes med den forholdsvis ligetil konstatering og bruge tiden på noget mere overset… 9/10

James McMurtry ’Complicated Games’

… som fx McMurtrys fine, fine singer/songwriter-album, der har dybde i samme grad som det har country-patina en masse. Hvis nu McMurtry bare havde udspyet klicheer ville hans stil have været uudholdelig i al sin omklamrende spillemands-oprigtighed, sagen er bare den, at han nærmest per definition undgår klicheer. Så stol på albumtitlen, vær tålmodig, giv dig hen, og du vil høste tifold tilbage. 8/10

Sufjan Stevens ’Carrie and Lowell’

Der er heller ikke så pokkers meget at sige om Stevens’ nyeste album, der fletter barndomsminder og nutidstristesse sammen med fortællingen om sangerens mor (titlens Carrie) og stedfar (Lowell), der på hver deres måde – igennem hhv. svigt og vedholdenhed – har formet sangeren til den mand, han blev. ‘Carrie and Lowell’ er trist som få andre album i år, men som med al sand tristhed ligger der en forundring, nostalgi og åbenhed over for tilværelsens magiske potentialer til grund for introspektionen. Dét, og nogle kønne, spindelvævssarte (dvs. temmelig stærke!) sange, der vil modstå tidens tand, simpelthen fordi de er tidløse. 9/10

Lonelady ’Hinterland’

Lonelady serverer betonslums-post-punk-dance-pop fra Manchester, og det er lige så appellerende og mærkværdigt som det lyder. Lonelady fortjener et stort gennembrud for sin psykogeografiske tilgang til tid og steder, der har formet hende og den musik, hun fordyber sig i. Med et intellekt og en frygtløshed som Laurie Anderson og en pop-appel som New Order serverer hun hits-til-en-bedre-parallelverden som ‘Bunkerpop’, titelnummeret og ‘Groove it out’. 8/10

English Bop ’Constant Bop’

Er du til Todd Rundgren i sit mere power-pop-tilgængelige hjørne tilsat sådan en solrig, radiovenlig, 1970er-FM-midterrabat-pop-rock med en produktion, der er lige så skarpt eksekveret som den er analog, så vil du sikkert falde for English Bop (der udspringer af gruppen White Denim). Eneste problem kan være, at pastichefaktoren til tider er så høj, at man lige tjekker hvilket årstal, det er man er landet i. Smittende, vanedannende, melodiøs poprock. Ahhh. Hvem kan ikke have brug for det en gang imellem? 7/10

Ryley Walker ’Primrose Green’

Apropos pastiche: Ryley Walker poserer på pressematerialet som var han fejlanbragt på bagsiden af coveret til Van Morrisons ‘Veedon Fleece’-album. Udover Van the Man, finder man tydelige (nogle gange overtydelige) nik til Tim Buckley, John Martyn og Nick Drake på Walkers album, hvis stemme er en aquired taste, men som unægtelig har et fantastisk velspillende band til at holde barok-folk-poppen med skvæt af psykedelika kørende, så det swinger og henfører. 8/10