Årets album 2014

Lad det være sagt med det samme. I 2014 bryder jeg med en lille tradition i kulturklodser-regi: Det er IKKE en kvinde, der har leveret årets album.

Anais Mitchell, PJ Harvey, Fiona Apple og Laura Marling stod, ifølge undertegnede, for årets bedste album i de respektive år 2010-13. Den trend var ikke udtryk for et rigidt ønske om at støtte det feministiske perspektiv i den overordnede rockmusikdiskurs (selvom det bestemt kunne være en klædelig bivirkning), men udtryk for fire genuint fremragende album fra fire fantastiske kunstnere.

I år er der fire kvinder i vores top 10 (og syv i den komplette top 25), og den højst placerede indtager en tredjeplads. Skal vi ikke bare tilskrive det den samme kraft, der styrer tidevandets bevægelser? The push and the pull…

Det har været endnu et godt musik-år (hvornår er det ikke det? Hvis man synes et givent musik-år er dårligt, bør man høre bedre efter!), men hvis jeg sammenligner med tidligere årslister, slår det mig, at nogle af kandidaterne på placeringerne 20-25 på denne årsliste, ville have haft svært ved (helt hypotetisk) at mase sig ind både sidste år og forrige år. Det skyldes måske bl.a., at det har været et meget svagt år for hip hop generelt? Måske har jeg bare ikke selv formået at lytte godt nok efter? Måske er det faktum, at 2014 var mit første år som musiklytter OG far med til at svække mit kølige overblik? Who can tell?

Som sædvanlig, når jeg begynder at lægge mig fast på selve rangeringen, opdager jeg, at der går en form for usynligt snit, der adskiller de gode/glimrende album fra de decideret uomgængelige og uafrystelige. I år går det skel mellem nr. 8 og 7. Med andre ord: Hvis man er musikelsker BØR man (mindst) tjekke nr. 1-7 på nedenstående liste ud, hvad enten man ellers er mest til hip hop, klassisk rock, indie eller avantgarde jazz. De syv øverste skiller sig ud, og deres placeringer i toppen af listen gav sig selv.

Når det er sagt, vil jeg naturligvis advokere benhårdt (og længe) for alle 25 nævnte albums fortræffeligheder. De er trods alt blevet valgt på bekostning af stærke udgivelser fra navne som Lucinda Williams, Scott Walker & Sunn O))), Robert Plant, La Roux, Damien Jurado, Wild Beasts, East India Youth, Alvvays, Liars, Sohn, Lykke Li, Lana Del Rey, Ben Frost, Sylvan Esso, Strand of Oaks, Shabazz Palaces, Arca, Andy Stott, Hiss Golden Messenger, Tweedy, Hozier, Aphex Twin og Grouper.

Pyha.

Enjoy!

 

post tropical25. James Vincent McMorrow ’Post Tropical’

På ’Post Tropical’ måtte guitaren vige pladsen for diskret pulserende keyboards, hvilket gav den unge irske sangskriver med den imponerende falsetstemme en mindre folket lyd, der klædte hans sange umanerligt godt. To referencer, der dukker op i min hjerne næsten øjeblikkeligt ved genhør: Bon Ivers eponyme andet album fra 2011 samt John Martyns kærestesorg-forklædt-som-tempereret-keyboard-folk-album ’Grace & Danger’ fra 1980.

 

24. Vashti Bunyan ’Heartleap’

Vashti Bunyans blot tredje album på 44 år bestod i minimal-folk med sarte keyboardflader, hviskende vokaler og vuggevise-stemninger. Det fine ved ’Heartleap’ er den indforståede måde, hvorpå Bunyan formår at udviske grænsen mellem konkret sansning og abstrakt tænkning, så man næsten glemmer, at der er forskel.

23. King Creosote ’From Scotland With Love’

Efter sit succesfulde samarbejde med electronica-maestroen Jon Hopkins på ’Diamond Mine’ fra 2011, leverede Kenny Anderson et album, der dyrkede hjemstavnskærligheden til det Skotland, der i år takkede nej til fuld uafhængighed. Andersons små, poetiske vignetter (med orkestralt vingefang) indfangede på fornem vis stemningen af og ømheden ved et nationalt tilhørsforhold frem for at deklamere faste positioner eller nemme svar. En kærlighedserklæring, der undgik ethvert tilløb til forherligende patriotisme.

22. Tune-yards ’Nikki Nack’

nikki nackJeg vendte flere gange i løbet af året tilbage til ’Nikki Nack’, hvilket overbeviste mig om, at min indledningsvise lille skuffelse over albummet (set i forhold til den magtfulde ’Whokill’ fra 2011) ikke var på sin plads. Merrill Garbus’ globalpop med dens vidtløftige forgreninger var både hektisk og poleret, men hvor det sammenstød først virkede som udslag af et kompromis, syntes det ved genbesøg anderledes visionært. Hvis man har en påfuglehale, skal den for pokker foldes helt ud!

21. Mac DeMarco ’Salad Days’

Smittende slackerpop med en stilistisk spændvidde, der fik ’Salad Days’ til at overskride døgnfluemærkater af enhver art. DeMarco besidder en Evan Dandos indlysende melodifornemmelse, og ligesom de bedste Lemonheads-album fra 90erne smelter det syrlige og det søde, det komisk henkastede og det inderligt melankolske, uproblematisk sammen. At lytte til ’Salad Days’ er lidt som at tilbringe en hed sommerdag på en californisk strand i 1980erne fyldt med bekymringsløse mennesker uvidende om, at om ti minutter driver brisen fra et atomnukleart angreb ind og forvandler weekendeskapisme til evig, drømmeløs søvn som ved et knips med fingrene…

20. Ty Segall ’Manipulator’

Ty Segalls talent matcher heldigvis hans produktivitetsniveau. ’Manipulator’ føltes som en omfavnelse af alle de delelementer, der findes i hans samlede oeuvre, men her kanaliseret og finpudset til en mere strømlinet helhed. Post-grunge, glam og garagerock møder Beatles, Byrds og Big Star, så det dissonante, støjende og legende holdes fast i en ramme, hvor overblik, ambition og harmonisk præcision smelter sammen med tilsyneladende spontan ubesværethed.

19. Future Islands ’Singles’

’Singles’ (og særligt hittet ’Seasons’) blev et overraskende gennembrud for bandet fra Baltimore, Maryland. Blandingen af smidig synthpop med alternativ rock og Samuel T. Herrings soulede baryton var umulig at modstå, ligesom frontmandens live-performances med ikoniske dansetrin i øvrigt. ’Singles’ indeholder stærke sange, der er både elegante, lette på tå, og samtidig muskuløse og besjælede. Future Islands er den sjældne cocktail, der kan få folk på klub-dansegulvet til euforisk at smide hæmningerne, men samtidig har potentialet til at nå bagerste række i en øldunstende sportsarena.

18. Todd Terje ’It’s Album Time’

Efter en længere række singleudgivelser, blev det endelig albumtid for den feterede norske dj, hvilket han altså ikke var sen til at anerkende på lakonisk vis (jævnfør albumtitlen). Resultatet var et dance-album, der antog karakter af en art kitsch-symfoni, hvor sammenhængskraft og udfoldede stemninger var i højsædet, ikke ulig sidste års dance-album extraordinaire, Daft Punks ’Random Access Memories’. Ligesom ’RAM’ var Terjes opus lige langt nok, men besad samtidig så åbenlyse kvaliteter på grænsen mellem det smagløse og det smagfulde, at kitschfaktoren (typisk sangtitel: ’Preben Goes To Acapulco’) matchede ambitionsniveauet og det musikalske overblik.

17. Marianne Faithfull ’Give My Love to London’

faithfull coverSom 67-årig er Faithfull på sikker afstand 60ernes virvar af voldsomme realiteter og højtflyvende drømme, men hendes nye album var bl.a. et bittersødt kærlighedsbrev til hendes ungdoms London. Hun leverede sit stærkeste materiale i 20 år på et album, der fandt et spændingsdirrende leje, man ikke forventer fra en kunstner på vej mod de 70. Warren Ellis’ viola og Adrian Utleys guitardetonationer skaber uro og kontrast til glimrende sange skrevet sammen med notabiliteter som Roger Waters, Nick Cave og Steve Earle. Og så viste hun endnu en gang hvor stærk en fortolker hun er, bl.a. på et cover af Cohens ‘Going Home’.

 

16. Ought ’More Than Any Other Day’

Det debuterende collegeband Ought (med udgangspunkt i universitetsbyen Montreal) leverede en meget musikhistoriebevidst debut, hvor inspirationskilder som Velvet Underground, Television, Sonic Youth og Godspeed You! Black Emperor var mere end tydelige, men heldigvis formidlet med et smittende overskud, en spontan, improvisatorisk glæde, en begavet samfundskritik og en stedvis humor, der forlenede kvartettens musik med en energi og nerve, der rakte langt ud over det studentikose.

15. Leonard Cohen ’Popular Problems’

Cohens alliance med Madonnas tidligere hof-sangskriver Patrick Leonard på sine to seneste comebackalbum har vist sig at udgøre et særdeles lykkeligt kreativt ægteskab mellem Cohens præcise ord og Leonards lige så præcise melodiske materiale og musikalske arrangementer. Sange som ’Born in Chains’, ’Nevermind’ og ’Samson in New Orleans’ kan snildt tilføjes den (uundgåelige) næste karriereopsummerende ’best of’-udgivelse. At ’Popular Problems’ tilmed tilbragte tre uger på toppen af den danske albumhitliste (og har opnået guldstatus), er med til at understrege, at i Cohens tilfælde er livets efterår bestemt ikke at frygte: Kreativ ild og publikumspopularitet kan gå hånd i hånd med alderens uundgåelige fysiske nedbrydning.

14. Damon Albarn ’Everyday Robots’

albarn coverAlbarns triumferende koncert på årets Roskilde festival var prikken over i’et på endnu et fornemt år for britpoppens svar på Leonardo da Vinci, det altfavnende renæssancemenneske. På sit første egentlige soloalbum leverede Albarn både varm nostalgi og koldblodig teknologikritik. Ungdommens rørelser og minder bragtes i spil over for nutidens digitale orden, der truer med at gøre minder til sekundære ledsagefænomener til tweets og instagram. Albarns melodiske spidsfornemmelse, stemmens sprøde, størknede glød (honning møder chokolade og cigaretter, måske?) og en præcis musikalsk iscenesættelse mellem folk og duvende electronica var alt sammen med til at gøre 2014-udgivelsen essentiel for enhver bare perifer fan.

13. Perfume Genius ’Too Bright’

Mike Hadreas undergik et hamskifte fra introspektiv balladesanger til udadvendt og flamboyant bøsse på ’Too Bright’, hvis glansnummer ’Queen’ er nærmest truende i sin affirmation af egen identitet og afstandtagen til banale fordomme. Kontrasten mellem de to poler – det intro- og ekstroverte – er dog det, der gør albummet mindeværdigt. Man ser således konturerne af et helt menneske in-the-making, hvor triumf farves af fiasko og hvor selvhadet går hånd i hånd med selvbekræftelsen.

12. Angel Olsen ’Burn Your Fire For No Witness’

Olsen brugte elektrisk forstærkning på sit 2014-opus, der dog fortsat talte tydeligst, når det talte tyst, som på ’White Fire’, der lød som et hidtil ukendt nummer fra Cohens ’Songs of Love and Hate’, eller de afsluttende ’Enemy’ og ’Windows’, hvor hendes fornemme vokal kommer fuldt ud til sin ret. Olsens brug af vibrato er mageløs og får hende til at lyde som et tidløst spøgelse, der har taget bolig i en sitrende krop, men uden nogensinde at forfalde til udvendig patos.

11. Flying Lotus ’You’re Dead!’

Hvis man lytter til Fly-Los seneste dødsoptagede opus gennem humoristiske briller, vil ens evne til at investere energi i værkets labyrinter af lyduniverser stige betragteligt. Man bør høre ’You’re Dead!’ som en ophobning af et uhøjtideligt kaos snarere end som en minutiøst eksekveret masterplan. Rap møder jazz møder avantgarde møder electronica, men legesygen og nysgerrigheden er heldigvis den dominerende følelse, når først man begynder at samle splinterne fra dette smadrede troldspejl til et samlet billede. Eller rettere: smider dem op, så de danner nye konfigurationer på sindets bagvæg.

10. Steve Gunn ’Way Out Weather’

En af årets store positive opdagelser var dette soloalbum fra en sangskriver og guitarist med tætte forbindelser til klanen omkring The War On Drugs og Kurt Vile. Gunns meditative, repeterende sange er glimrende argumenter for fordelen ved at skabe sange, der bevæger sig horisontalt frem for vertikalt. De slæber sig af sted med små, knapt hørbare forskydninger og lokaliserer en magi i det simple og forhåndenværende – som et ritual, der får sin virkning ved at strække tiden ud frem for at bryde den op.

9. Caribou ’Our Love’

Caribous 2014-album var Dan Snaiths hidtil mest tilgængelige album, men kompleksiteten og en underliggende mærkelighed var nu ikke til at tage fejl af heller. ’Our Love’ er en rejse uden en klar destination, men med mange og klare højdepunkter undervejs. Snaiths dance har en både triumferende og eftertænksom side. ’Our Love’ passer mindst lige så godt som kur mod søvnløshed eller mens man tager opvasken derhjemme som gå-i-byen-soundtrack. Intelligent og insisterende.

8. Rosanne Cash ’The River and the Thread’

rosanne cash coverDer er masser af historie at forholde sig til på ’The River and the Thread’, men det er ikke kun den slags historie, som man kender fra undervisningsbøger eller sort-hvide dokumentarfilm på DR K. Det er først og fremmest en stemningsrapport og en aftegning af et indre landskab, der smelter sammen med et ydre. ’The River and the Thread’ har karakter af en form for konceptalbum – med udspring i det Amerika, der ligger syd for Mason-Dixon-linjen – i den forstand, at den samlende ide eller stemning synes at udspringe af et forsøg på at forsone det, man kommer fra med den person, man er blevet. Det er stor sangskriverkunst.

 

7. Owen Pallett ’In Conflict’

På ’In Conflict’ støder stort opsatte klassiske og mere intime, kammermusikalske elementer sammen med et mylder af elektroniske lyde, der skaber en intrikat, men også højtflyvende musik båret af stor iderigdom. De sindrige arrangementer forankres i dybe, sugende basgange – som fx på det fremragende titelnummer – der væver sig ind og ud af de sugende kurver fra sommerfuglesværmen af – ofte pizzicato-prikkende – strygere. ’I Am Not Afraid’, ’On A Path’ og ’Song For Five and Six’ er eksempler på formelt set fuldendte, men samtidig spontant dragende kompositioner, hvor ligningen mellem symfonisk grandeur og popklassicisme går smukt hånd i hånd: George Gershwin omsat til en splintret nutidsvirkelighed.

6. FKA twigs ’LP1’

fka twigs coverFKA twigs regerede på mange planer i 2014: med markante live- og tv-optrædener, videoen til ’Two Weeks’ og ved at score en af verdens mest eftertragtede hjerteknusere: ’Twilight’-fænomenet Robert Pattinson. Hun vandt ikke Mercury Music Prize, som hun ellers blev tippet til, men hun erobrede skarer af musikelskeres hjerter med debutens subtile, stemningsfortættede r’n’b, der trak tydelige tråde tilbage til 90ernes triphop og r’n’b; som Tricky, der puster kold luft på Aaliyah eller Janet Jackson. Udover de opfindsomme produktioner og hendes egen skiftevis bedøvede, skyggefulde og tryglende vokal, var hendes fornemste kendemærke teksternes fascinerende hudfletning af begærets gråzoner mellem tiltrækning og frastødning, sex og intimitet, kærlighed og tab.

5. Sharon Van Etten ’Are We There’

Sharon Van Ettens stemme er et fritsvævende, men alligevel rodfæstet instrument. Hun lyder ubesværet, selv når de mest ekstreme følelser kommer til udtryk. Som om hele kroppens vægt og ynde flyder sammen med en rigdom af udtryksfylde i stemmens tragt: dyb, mørk og rund, men også lys, blafrende og åben. Den er komplet uforstilt, et troværdigt og nuanceret udtryk for sangerindens sindstilstand. Lyrikken er kendetegnet ved en brutal ærlighed: Om årene, der både tærer på og styrker kærlighedens immanente bånd. Sangtitlerne siger det ret direkte, men lyrikken bag dem vidner om en nuancerigdom, hvis præcise snit på kærlighedens smertepunkter er universelt vedkommende. Slutnummeret ’Every Time the Sun Comes Up’ er en vidunderlig forløsning: en skævt sejlende guitar, opvakte trommer og en fantastisk vokal. Det er saliggørende skøn sangskrivning med en stemme, der løfter ordene, så de griber hjertet.

4. Sun Kil Moon ’Benji’

sun kil benji cover’Benji’ handler om døden. Venners død, familiemedlemmers død, tilfældige bekendtes død, fremmedes død. Død på mange forskellige måder: som følge af hjerteanfald, frygtelige ulykker, brande, skoleskyderier, af naturlige årsager… Det stærkt selvbiografiske album pendulerer i en dialektik mellem ængstelse og accept, tragik og livsbekræftelse. Livets uerstattelige skønhed kommer hele tiden op til overfladen midt i sorgens og bestyrtelsens rystelser. Det betagende og sjælerystende ved ’Benji’ er, at Kozelek er så direkte i sin måde at kommunikere ulykke og sorg på. Han gemmer sig ikke bag et slør af metaforer eller eufemismer, men taler uforblommet og uden blusel om døden som faktuel hændelse og sorgen som praktisk problem. ’Benji’ er et forrygende stærkt vidnesbyrd om en særlig talentfuld sangskrivers omfavnelse af døden, der i samme bevægelse er en kæmpe bekræftelse af livet som gave og gåde. Et tidløst album om et tidløst tema.

3. St. Vincent ’St. Vincent’

På sit fjerde album fortsætter St. Vincent, alias 31-årige Annie Clark, med at kickstarte detonationer af elektronisk forvrængede guitarriffs. Virkningen er at ligne med en session elektrochokterapi, hvor en hidsig sværm af guitarstøj sender stødbølger gennem hjernen. Clark får en interessant effekt ud af kontrasten mellem guitarens giftige grooves og hendes stemmes ofte distancerede udtryk. Det er som om guitaren udtrykker alt det, som ikke kan siges med ord, men som ligger som latent uro eller fortrængning bag overfladen. Denne formel perfektioneres på det selvbetitlede album, der er et endnu stærkere udspil end de ellers glimrende forgængere ’Actor’ og ’Strange Mercy’. Guitarstødene tilføres en manisk energi fra brugen af en urolig percussion, der understreger og fremhæver den iboende spænding i sangenes kerne. Et foreløbigt hovedværk afleveret med en skødesløs autoritet, der må virke næsten provokerende på Clarks samtidige.

2. Run the Jewels ’Run the Jewels 2’

Man kan anklage Run the Jewels (aka. Killer Mike og El-P) for at excellere i hip hoppens klassiske kardinalsynder: misogyni, oppustede egoer, hæmningsløs statussymbol-selvhævdelse etc. Men for det første: Det gøres med så stort overskud, humor og energi, at det blæser alle forbehold af vejen. For det andet: Killer Mike og El-P er intelligente ordsmede med en klar agenda: De vil vise hip hop-eliten, at den kan besejres, hvis man vender dens eget spejl mod den. Mikes overdrevne tirader kombineres med velanbragte socio-politiske indspark, der afslører en ambition bag den verbale æselskryden: De to på overfladen væsensforskellige rappere (den ene hvid og tynd, den anden sort og tyk) er under overfladen optaget af at underminere og problematisere mange af de positioner, de selv sætter i scene og på spil: Det gør de med pumpende produktioner, rasende flows og en veloplagthed, der antænder alle lamper i lytterens hjerne, så undtagelsestilstanden opleves som et helle for den ligegyldige strøm af (radioegnet) musik, der bare sløver og adspreder.

1. The War On Drugs ’Lost in the Dream’

war on drugs coverGranduciels detaljerede sange kalder på en rigdom af referencer (krautrockens horisontale progression-via-monotoni, Springsteens stadionrock fra 80erne, Dylans nasale fraseringer, blandt meget andet), men de trækker aldrig ned for indlevelsen, netop fordi hans kunst har en troldspejlseffekt: Hans sange genspejler fortidens meriterende bedrifter på en måde, så han hævder snarere end kompromitterer sin egenart som kunstner. ’Lost In the Dream’ er et stort værk, fordi det er en hel verden af lyde og stemninger, der både er stilsikker, autentisk og selvberoende på samme tid som det føles som en karruseltur gennem referencepunkter uden ophørsdato. Lige så meget som Granduciels kunst er inspireret af andre, er den demonstrativt sin egen. Kombinationen af traditionsformidling og formnedbrydning er vel ikke hørt bedre i amerikansk rockmusik siden Wilco kombinerede americana med ’Kid A’-knitrende electronica på milepælen ’Yankee Hotel Foxtrot’ i 2001. Større ros findes ikke i 2014.

 

Kulturklodser – årets album 2010-2013:

2010: Anaïs Mitchell: ’Hadestown’ (runner ups: Janelle Monae ’The ArchAndroid’ og Kanye West ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’)

2011: PJ Harvey ’Let England Shake’ (runner ups: The Weeknd ’House of Balloons’ og Destroyer ’Kaputt’)

2012: Fiona Apple ’The Idler Wheel…’ (runner ups: Frank Ocean ’Channel Orange’ og Kendrick Lamar ’Good Kid, M.A.A.D city’)

2013: Laura Marling ’Once I Was An Eagle’ (runner ups: Vampire Weekend ’Modern Vampires of the City’ og William Tyler ’Impossible Truth’)

 

Album fra 2014, der ikke levede op til forventningerne:

Tv on the Radio ’Seeds’

Warpaint ’Warpaint’

Real Estate ’Atlas’

The Horrors ’Luminous’

Jack White ’Lazaretto’

Jenny Lewis ’The Voyager’

Jj ’V’

Foxygen ’And Star Power…’

Spoon ’They Want My Soul’

EMA ’The Future’s Void’

Blonde Redhead ’Barragan’

Banks ’Goddess’

Jessie Ware ’Tough Love’

Beck ’Morning Phase’

U2 ’Songs of Innocence’

Bruce Springsteen ’High Hopes’

 

Otte gode danske album 2014:

Love Shop ’Kærlighed og Straf’

Niels Skousen ’Smil Eller Dø’

The Raveonettes ’Pe’ahi’

Ice Cream Cathedral ’Sudden Anatomy

Iceage ’Plowing Into the Fields of Love’

Nikolaj Nørlund ’Det naturlige’

Broken Twin ’May’

Mø ’No Mythologies to Follow’