1994 (del 4): Hole ’Live Through This’ – kompakt kaos

Nogle album er svære at tage stilling til uden samtidig at tage stilling til den kontekst, de blev til i eller de eksterne omstændigheder, der kom til at farve modtagelsen af dem. ’Live Through This’ er i særlig udpræget grad en af den slags album. Kan man nemmere på 20 års afstand lade albummets musikalske meritter stå uhildet frem – på behagelig afstand af Kurt Cobains (og i mindre celeber grad, Hole-bassist Kristen Pfaffs) død?

hole coverSvaret er et rungende ja. ’Live Through This’ er Courtney Loves definitive værk, ja, en af 90ernes bedste alternative rockplader. Få album bløder med samme delikate blanding af vrede, frustration, nerveflosset sårbarhed, harme og sarkasme (ikke mindst på ’Rock Star’ og ’She Walks On Me’, der peger fingre af den moderne besættelse af rockstjernemytologien) foruden en ikke uartikuleret samtidsdiagnose, ikke mindst med adresse til forskruede skønhedsidealer (’Miss World’).

Men lad os tage fat om elefanten i rummet med det samme: Kurt Cobain, Courtney Loves mand og faren til hendes datter, Frances Bean, døde fire dage før udgivelsen af Loves karrieredefinerende udgivelse. Tak skæbne, sikke et sammenfald. Få måneder senere døde gruppens bassist, Kristen Pfaff, af en heroinoverdosis. Ikke så sært, at receptionshistorien i tilfældet ’Live Through This’ har været indhyllet i en kraftig tåge af død, depression og stofmisbrug. Sammenfaldet mellem albumtitel og Loves faktiske livsomstændigheder er af en karakter, der må kaldes for næsten morbidt i sin forudanelse.

Sammenligner man ’Live Through This’ med forgængeren ’Pretty On the Inside’ (1991) er der en markant forskel: ’Live Through This’ betjener sig af nogle ligefrem sødmefulde, power-poppede hooklines, der til dels gør op med gruppens baggrund i 80ernes amerikanske hardcore-undergrund, og vekselvirkningen mellem tyste og larmende passager er som taget ud af Pixies- og (dermed) Nirvana-anno-’Nevermind’-drejebogen for medrivende rocksange. Versene giver ofte rum til tvivl, refleksion og sårbarhed, hvorefter omkvædet sparker alle døre ned med vrede og indignation som let antændelig benzin (hør bare ’Violet’, ’Miss World’ eller ’Gutless’) eller ildevarslende udsagn (”someday you will ache like I ache”, ”I’ve made my bed, I’ll lie in it/ I’ve made my bed, I’ll die in it”). Loves lyrik er knapt så gennemvædet af temaerne død, depression og stofmisbrug som den eksterne myte om albummet har lagt op til. Hun er/var en alt for begavet og nuanceret lyrisk stemme til at udfolde en ensidet fortælling, en monokromatisk palet af sorte nuancer (hendes palet er snarere rød-hvid, jævnfør adskillige referencer til mælk og roser som metaforkoder). Love er først og fremmest en direkte lyriker (noget Cobain syntes at have lært værdien af fra hende, hvorefter hun til gengæld aflurede ham evnen til at supplere sin skarpe pen med medrivende melodier). Hun bærer sine følelser (hvad end de er positive eller negative eller et ubestemmeligt sted midt imellem) uden på tøjet, så hendes pen drypper med honning, galde og hjerteblod.

Kurt Cobains spøgelse hænger over albummet – selvom han var i live, da musikken blev skrevet og indspillet – og det forvrængede slør af berømmelseskult, der også omsluttede Love i egenskab af berømt rockstjernehustru, en mistænkeliggjort højre hånd til et modvilligt generationstalerør. ”They really want you, but I do too,” synger hun på ’Doll Parts’ med henvisning til livet som Cobains hustru på det tidspunkt. Men Selvom Cobain uundgåeligt kaster skygger over albummet, er det ikke i egentlig forstand et album om ham eller om Love og Cobain som par. Det er heller ikke i egentlig forstand et album om selvmord, depression og stoffer. Det er snarere et album om overlevelse og modstandskraft, om værdien af at kende sig selv når man er omgivet af mennesker, værdier og ideer, der hiver én på afstand af én selv og den forankring, der gør én menneskelig og sårbar (og dermed relatérbar).

Love skyder med skarpt mod alle dem, der enten vil udnytte hendes og gemalens berømmelse eller vil nedgøre hende på grund af den. Det er som en eksorcisme, hvor Love uddriver alle de særdeles levende dæmoner, der søger at suge livskraft ud af hende. ’Live Through This’ er et rygende krater af stærke følelser.

Hele Loves forhistorie spiller en rolle for hendes katarsiske rocksange på ’Live Through This’. Det smukke ved Loves karakter på Holes bedste sange er dog, at hendes vrede og hævngerrighed og smerte er så komplet troværdigt formidlet og går så umiddelbart i spænd med hendes sårbarhed og livskraft.

Der har været talt meget om hvilke konkrete personer det er hun langer ud efter – Billy Corgan og Sonic Youths Kim Gordon, bl.a. – men det er underordnet i forhold til den smittende facon hvormed hun afleverer sin galde. Hendes vokal er skiftevis et rasende uvejr, en død orkan, der ligger stille på havet og en sød, let brise, der lister ind under huden. Hendes stemme er rå og hæs, men i stand til at virke eminent skrøbelig til trods herfor. Andre gange er det som om Love inkarnerer en hel hær af forsmåede skæbner, som tager hun andres rodede affærer på sig og raser på deres vegne også. Med andre ord: Loves stemme(r) vækker noget i lytteren, den resonerer simpelthen, fordi hun på forbilledlig, men idiosynkratisk vis, kommunikerer følelser, så de fængsler lytteren og nagler ham/hende fast – og via sin ekspressivitet transcenderer den enhver specifik følelse og bliver dermed universel.

courtney love image’Live Through This’ er musikalsk udadvendt på en måde, som samtidige grungeklassikere som Nirvanas ’In Utero’ og Pearl Jams ’Vitalogy’ fx ikke er det. De er mere snørklede, indadvendte album, der udtrykker frustration og forvirring som private følelser, hvor Love i højere grad finder et åbent, melodisk fokus (ikke mindst takket være Eric Erlandsons guitarspil, hvis sans for rum og klang dominerer, som om han ikke er bange for at lade det poppede i det grimme træde tydeligt frem). På den måde bliver Loves følelser blæst op som en gotisk gyser snarere end de bliver spærret inde i et bur. Det sidste var for bannerførere som Vedder og Cobain en reaktion på den overdrevne berømmelse. De følte sig vitterligt som indespærrede dyr, og derfor var ’In Utero’ og ’Vitalogy’ i øjenhøjde med det følelsesmæssige rum hvor de befandt sig post-festum.

Love havde i 1994 stadig noget at bevise. Hun ville nå ud og hun ville overskride begrænsningen ved blot at være andet hjul i et familieforetagende. Med ’Live Through This’ lykkedes hun med præcis det: hun leverede den klassiker, hun pinedød gerne ville presse ud af systemet. Det bør man ikke glemme, når man nu om dage forbinder hende med alt andet end grænseoverskridende, vital kunst.

Bevares, hun viste poppet saft og snert på de bedste sange på den mainstream-anglende efterfølger ’Celebrity Skin’, hvis Californien-i-70erne-stemning var som et syrligt-sødt vindpust ind over Malibu Beach. Et skud Stevie Nicks minus hippiemysticisme og plus selvbevidst ironi.

Love har delt ud af sit liv i en grad, så hun fremstår som en ’pioner’ for instagram og slige sager. Ikke nogen særskilt beundringsværdig arv at efterlade sig. Men sådan er Love; et paradoks, et såret barn i en selvbevidst kvindes krop.

Hun er et slumrende kaos, og i det ligger der en enorm kraft, et frembrydende geni, som lys der siver gennem sprækkerne. På ’Live Through This’ lykkedes det hende at fastholde og sammenpresse en kompakt kugle af lys, som skinner på tværs af tid og rum. Kaos fanget i flugten, livsvilje presset ud af kroppens porer.