’12 Years a Slave’

Steve McQueen er som filmskaber optaget af kroppen. Kroppen i smerte og i lyst. Hans første spillefilm ’Hunger’ handlede om en sultestrejkende IRA-fange, for hvem sulten bliver en dødbringende allieret, og opfølgeren ’Shame’ handlede om en sex- og pornoafhængig mand fanget ind af sit eget tomme, fremmedgørende begær. Med ’12 Years a Slave’ tager han et spring fra kroppens mikrokosmos og forankrer den i centrum af en større fortælling, om slaveriet og de sorte amerikaneres lidelseserfaring.

McQueens fokus på kroppen er kongenial med hans kompromisløse filmiske stil, ikke mindst hans forkærlighed for lange, stillestående takes, hvor karakterernes afmagt eller situationens inerti står selvlysende klart frem, eller hvor de små forskydninger i en krops positur eller et ansigts mimik indfanger mere end tusind ord. Kompromisløsheden har ikke kun noget med hans blik på kroppen at gøre (og ikke mindst kropsdyrkelsens ekstremer udmålt i polerne smerte og lyst), men også på langsomheden og på fastholdelsen af en billedlig komposition, hvad enten den fastholder en krops smerteerfaring eller demaskering eller futiliteten i en given situation eller gestus etc.

McQueens film er både passionerede og koldt distancerede. Hans kamera er ofte som et afmålt voyeurblik, andre gange bevæger han sig helt tæt på, som om han forsøger at bytte plads med det, han gengiver eller i hvert fald flytte sit arkimediske blik som filmskaber helt ind i det inderste af en situation.

12-Years-a-Slave-teaser-thumb’12 Years a Slave’ giver både McQueen et bredere lærred, en tungere tematik og en mere varieret palet at fortælle ud fra og med. Der er dels de sobert, men meget virkelighedstro periodedetaljer og (sveddryppende varme!) locations, men der er også det både distancerede, kompromisløse og passionerede blik bag værket, der er baseret på den kidnappede slave Solomon Northups autentiske memoirer fra midten af 1800-tallet, som John Ridley har omsat til manuskript.

Den største svaghed ved en i lange stræk fremragende film, der både afslører instruktørens flair for suggestiv billedkomposition og sikre greb om fortællingens dynamiske kerne, er faktisk manuskriptets insisteren på et 1800-tals-engelsk med et formfuldendt, litterært schwung (en anke man ligeledes med en vis rette kunne vende mod Spielbergs og Kushners ’Lincoln’ sidste år), der efterlader de enkelte scener i en indimellem lidt for møjsommeligt strammet skruetvinge. Flere af de dialogbårne scener har en lidt teatralsk fernis over sig, der mestendels har at gøre med en fornemmelse for manglende spontanitet i deres afvikling. Det er i den forbindelse en kende problematisk, at Solomons medslaver, der alle som én – modsat ham – er analfabeter, taler netop et formfuldendt, velartikuleret engelsk…

Man savner desuden nogle mere afrundede karaktertegninger. Bevares, der skal være plads til bipersoner, der tjener historiens fremdrift frem for noget andet, men centrale karakterer står lidt for endimensionelt frem. Michael Fassbender spiller plantageejeren Mister Epps, den rene, bibelfanatiske ondskab med et psykopatisk mindreværd boblende lige under overfladen. Fassbender spiller denne emblematiske figur lige til grænsen, men med stort flair, intensitet og karisma. Men Epps er mere djævel end menneske i Fassbenders gestaltning.

Lupita Nyong’o er slaven Patsey, og også her efterlyser man forgæves en lidt mere afrundet karaktertegning, der kunne ophæve Patsey til andet og mere end et arketypisk offer. Nyong’o gør det fremragende i to nøglescener, men karakteren kunne have fortjent en mere helstøbt, menneskelig udfoldelse.

Sarah Paulson er frysende, hvislende ondsindet som Mister Epps’ forsmåede og hævnlystne kone, men det er måske en kende for belejligt, at hun tyer til offentlig revselse af sin mand, hver gang slaverne inviteres ind, for at Epps kan more sig over deres dans…

Castingen af Benedict Cumberbatch og Brad Pitt er en kende distraherende, men ellers er skuespillerpræstationerne af en uniformt høj standard (Paul Dano, Paul Giamatti, Scott McNairy, Alfre Woodard og Adepero Oduye er alle fremragende i mere sekundære biroller).

Filmen står og falder dog med McQueens iscenesættelse, godt hjulpet på vej af Sean Bobbitts fremragende, sanselige fotografering, og Chiwetel Ejiofor i den altafgørende hovedrolle. Ejiofor fanger på smuk vis Solomon Northup, som det han er, en fri mand fanget i en slaves tilværelse. Han skal det meste af filmen gå en balancegang mellem at være sig selv, og bruge sin intelligens aktivt, og at være en anden (en ukultiveret analfabet) for at overleve. Ejiofor rammer meget fint dette register af både håbløshed, forstillelse og klogskab i Northup-figuren, og han er på afgørende vis filmens emotionelle såvel som handlingsmæssige anker.

’12 Years a Slave’ er en rystende og medrivende film, der er kendetegnet ved en instruktørindsats med den mest udsøgte sans for både de små detaljer og fortællingens store linjer.

Detaljerne er sjældent demonstrative, men ofte overmåde prægnante: Den hårdt spændte violinbue, kølvandet på en hjuldamper, den indespærredes afmagt afløst af en kamerakørsel, der zoomer op og ud og viser et Washington med Det hvide hus placeret i et sløret lys.

De store klimakser er mesterligt iscenesatte, ikke mindst en grufuld piskning og en simuleret hængning, hvor perspektivet skifter med en knusende ro, der er betagende i sin klartskuende komposition.

McQueen tør fastholde grusomheden af den piskede eller dinglende krop, der kun med det yderste af tåspidserne forbliver levende, men han glemmer aldrig værdigheden i denne både menneskelige, fint registrerende og indignerede film om en historie, hvis forgreninger nægter at dø, men som nu har fået sit måske fornemste filmiske udtryk.

8/10